Fodbold

Sådan sikrede Inter sejren over Bologna

Christian Eriksen og holdkammeraterne besejrede Bologna på udebane med 0-1 og udbyggede dermed føringen i Serie A.

Her kan du (gen)læse, hvordan det gik til.

Bologna - Inter (0-1)

31': 0-1 Romelu Lukaku

Stil spørgsmål
SLUT

Det bliver de sidste ord for i aften. Tak, fordi I fulgte med.

I morgen er vi igen tilbage med fodbold på TV 2 SPORT X og TV 2 Play. Her gælder det fire opgør i La Liga. Det bliver fedt!

SLUT

Med sejren udbygger Inter nu forspringet i toppen af Serie A. Klubben fører den bedste, italienske række og har 68 point efter. Nærmeste forfølger er AC Milan, der er otte point efter Inter og har spillet en kamp mere.

SLUT

Inter vinder 0-1

Bologna sender målmanden op på et hjørnespark, men Inter får afværget situationen og vinder 1-0.

Det er Inters niende ligasejr i træk. Det er første gang i denne sæson, at holdet har præsteret det. I efteråret vandt Christian Eriksen og kompagni otte opgør i træk, inden der blev sat en stopper for deres stime.

90'

Orsolini kaster sig frem, men han når ikke frem til indlægget. Puha, der er pres på lige nu - mon ikke Inter gerne bare vil have fløjtet kampen af.

89'

Bologna presser på

Hjemmeholdet jagter udligningen. I kommenteringen forklarer Henrik Fallesen og Mads Junker, at Inter ser lidt trætte ud, og det prøver Bologna at udnytte.

Orsolini begår dog et frispark i Inters felt, og dermed kan Christian Eriksens holdkammerater stille og roligt forsøge at genvinde kontrollen.

87'

Der bliver uddelt en hel del advarsler lige nu. De seneste fem minutter har dommeren hevet det gule kort frem tre gange efter tre forskellige tacklinger. Advarslerne er givet til Vignato, Juwara og Bastoni.

80'

Skov Olsen holder fyraften

79 minutter blev det til for Andreas Skov Olsen, der nu bliver skiftet ud til fordel for Riccardo Orsolini. Generelt blæser hjemmeholdet til angreb - i samme ombæring har de skiftet en venstreback ud med en angriber.

77'

Lukaku forsøger sig på frispark

Inter har haft flere frispark i de seneste minutter - mon ikke den italienske topklub i den henseende ærgrer sig over, at Christian Eriksen er pillet ud?

Denne gang er det Romelu Lukaku, der giver det et skud - bolden kommer over muren, men det er ikke for alvor et farligt forsøg.

73'

- Det er en kamp, der stadig lever i kraft af Inters spinkle scoring, forklarer Henrik Fallesen i kommenteringen.

Lige nu er det Inter, der presser mest på. Matteo Darmian forsøger sig fra distancen, men rammer en Bologna-spiller.

72'

Flere chancer til Bologna

Både Bologna og Inter har haft et par farlige skud på mål her i anden halvleg. Her kan I se en af de bedre chancer til Nicola Sansone.

63'

Sansone med stor chance

Stor chance til Nicola Sansone. Han står lige pludselig umarkeret i Inter-feltet og får sendt et godt forsøg mod mål. Bolognas bedste forsøg i anden halvleg. Hjemmeholdet er altså ikke helt ude af kampen endnu, selvom Inter styrer det meste.

61'

Eriksen skiftes ud

Godt en time blev det til for Christian Eriksen i aftenens kamp. Danskeren bliver skiftet ud til fordel for Roberto Gagliardini.

- Det har ikke været Christian Eriksens bedste kamp, det kan vi godt konstatere, lyder det i kommenteringen på TV 2 SPORT X.

58'

Spørgsmål

Thomas bjerrisgaard:

Hvad er status for Andreas Skov Olsen efter pausen?

Svar:

Hej Thomas. 

Det er ikke meget, vi har set til den unge dansker efter pausen. Det hænger formentlig også sammen med, at Inter sidder mere og mere på kampen.

Generelt var han mest synlig i starten af opgøret, hvor Ashley Young i Inter-forsvaret havde store problemer med ham.

//Maja Bjerg, TV 2 SPORT

50'

Lautaro Martinez på stolpen

Wow, det var tæt på, at Inter fordoblede deres føring. Lautaro Martinez tager et par træk og bringer sig selv frem til en fin skudchance lige uden for feltet. Han sparker den på stolpen.

47'

Bologna åbner anden halvleg med chance

To minutter skulle der gå, inden vi fik første chance i anden halvleg. Det er Bolognas Nicola Sansone, der forsøger sig fra kanten af feltet og sparker bolden mod det lange hjørne. Uheldigvis for ham og Bologna er den ikke indenfor målrammen.

46'

Anden halvleg fløjtet i gang

Så er vi i gang igen. Der er ikke foretaget nogen udskiftninger i pausen hos hverken Bologna eller Inter.

PAUSE

Spørgsmål

Poul Erik Nøhr Larsen:

Kører det for Eriksen?

Svar:

Hej Poul Erik.

De taler faktisk om Christian Eriksen i pausestudiet lige nu. Her siger Henrik Fallesen, der er fodboldkommentator på TV 2 SPORT, at den danske landsholdsspiller har en lidt mere usynlig funktion i den her kamp. Indtil videre har han ikke haft en rolle i de afgørende situationer.

Hans bedste forsøg var i starten af kampen, hvor han sendte et frispark lige ved siden af stolpen.

//Maja Bjerg, TV 2 SPORT

PAUSE

Vi kan lige gense en af første halvlegs sidste chancer. Det er Jerdy Schouten, der giver det et skud.

PAUSE

Så er der pause i Bologna. Hjemmeholdet kom godt fra start, men måtte gradvist se Inter tage mere og mere initiativ. Spændende, om Bologna har et modsvar efter Romelu Lukakus scoring til 0-1.

45'

Efter et hjørnespark kommer Roberto Soriano tæt på mål, men han sender bolden over overliggeren. Ærgerligt for Bologna, da det ellers var en god chance.
 

- Det er vildt, at han kan sparke den der over mål, lyder det fra Mads Junker.