Sport

Ekspert udpeger Danmarks oplagte fanebærere

For første gang nogensinde sender Danmark både en mand og en kvinde ind med den rød-hvide fane under OL's åbningsceremoni i Tokyo. Hvem kan de være?

At være fanebærer til de Olympiske Lege er en stor og ærefuld opgave.

Tidligere har prominente danske sportsnavne som Caroline Wozniacki og Eskild Ebbesen båret den danske fane, og de fleste husker formentlig også, dengang Joachim B. Olsen tog opgaven og udfordringen i stiv arm. Bogstaveligt talt.

Nu venter endnu et OL rundt om hjørnet, hvilket betyder, at der skal findes nye navne til det ærefulde hverv. Torsdag blev det meldt ud, at der ved sommerens OL i Tokyo ikke blot skal være én, men to danske fanebærere. En beslutning, der er truffet for at støtte op om Den Internationale Olympiske Komités (IOC) opfordring til lighed i sport.

Seneste 10 danske fanebærere ved sommer-OL

2016: Caroline Wozniacki (tennis)

2012: Kim Wraae (kajak)

2008: Joachim B. Olsen (kuglestød)

2004: Eskild Ebbesen (roning)

2000: Jesper Bank (sejlads)

1996: Thomas Stuer-Lauridsen (badminton)

1992: Jørgen Bojsen-Møller (sejlads)

1988: Anne Grethe Jensen-Törnblad (dressur)

1984: Michael Markussen (banecykling)

1980: Jørgen Lindhardsen (sejlads)

Nu er spørgsmålet så bare, hvem de to atleter bliver. Det spørgsmål kommer Else Trangbæk, der er professor i Idrætshistorie ved Københavns Universitet, med sit bud på nedenfor. Hun har i mere end fire årtier som atlet, lektor, idrætspolitiker og forfatter sat fokus på kvinders roller og rettigheder inden for idræt, hvilket hun i 2020 vandt IOC’s årlige pris 'Women and Sport Trophy' for.

Derudover var hun selv med til OL i 1968 som den første danske kvindelige idrætsgymnast nogensinde.

- Allerførst vil jeg sige, at jeg synes, det er en meget flot ide med to fanebærere – en kvinde og en mand. Det følger godt op på IOCs vision om lige mange kvindelige og mandlige deltagere, siger Else Trangbæk.

Nedenfor giver hun sine bud på, hvem der kommer til at føre an for de danske OL-atleter til sommer. Hun understreger dog, at det er en svær opgave, da alle atleterne endnu ikke er udtaget.

Tre bud på den kvindelige fanebærer

  1. Sara Slott

    Sara Slott Petersen.

    34 år, hækkeløber.

    - Sara Slott må være en kæmpe favorit. Hun har deltaget to gange før, og hun har mange erfaringer. Derudover har hun vundet sølv i en stor verdensidræt i 2016 (OL i Rio, red.). Det var en mega flot præstation.

  2. Anne-Marie Rindom

    Anne-Marie Rindom.

    29 år, sejler (laser radial). 

    - Anne-Marie Rindom vandt bronze ved OL i 2016. Det er trods alt i en ”mindre” idrætsgren, men det var alligevel en fornem præstation. 

  3. Jeanette Ottesen

    Jeanette Ottesen.

    33 år, svømmer. 

    - Hvis hun bliver udtaget, vil det være hendes fjerde OL. Dermed er hun erfaren. Hun har vundet mange store medaljer men ”kun” bronze i 2016 i 4 x 100 meter medley. 

Afstemning

Hvilken kvindelig atlet skal bære den danske fane ved OL i Tokyo?

Tre bud på den mandlige fanebærer

  1. Mikkel Hansen

    Mikkel Hansen.

    33 år, håndboldspiller. 

    - Han vandt guld i 2016. Det var dog for et hold, men jeg synes, han fornemt kan repræsentere holdet.

  2. Jakob Fuglsang

    Jakob Fuglsang.

    36 år, cykelrytter. 

    - Han vandt sølv i 2016, men jeg ved ikke om han er udtaget i år. Der kan også være andre cykelryttere. 

  3. Viktor Axelsen

    Viktor Axelsen.

    27 år, badmintonspiller. 

    - Viktor Axelsen vandt bronze i 2016. Badminton er en stor idræt i Asien, og det betyder måske også noget. 

Afstemning

Hvilken mandlig atlet skal bære den danske fane ved OL i Tokyo?

Else Trangbæk fremhæver Sara Slott og Mikkel Hansen som favoritterne til at bære den danske fane.

Åbningsceremonien, hvor de danskere fanebærere skal i aktion, finder sted 23. juli.

De Olympiske Lege slutter 8. august.