Sport

Federer overlever udmarvende midnatsforestilling i French Open

Klokken var tæt på 01.00, inden Federer kunne trække sig sejrrigt ud af opgør med velspillende tysker.

Den 39-årige schweiziske tennisstjerne Roger Federer viste natten til søndag, at han kan lidt endnu.

I en hård kamp, der bølgede frem og tilbage, slog han i tredje runde af French Open tyske Dominik Koepfer, der ligger nummer 59 på verdensranglisten.

Klokken nåede tæt på 01.00, inden Federer havde hevet sejren i land med cifrene 7-6, 6-7, 7-6, 7-5.

I løbet af de fire sæt formåede en velspillende tysker i den grad at presse Federer på hovedbanen, Philippe Chatrier, hvor der ikke var fans på tribunerne på grund af et natligt udgangsforbud.

Væk i 2020 grundet knæoperationer

For Federer var det første gang, at han prøvede kræfter med en tilskuerløs grand slam-kamp, da han blev holdt fra tennisbanen i næsten hele 2020 på grund af to knæoperationer.

Men selv om schweizeren ikke lignede en mand, der nød den opgave, fandt han motivation hos de mennesker, der trods alt havde lov til at følge med fra tilskuerpladserne, fortæller han.

- Der er stadig nogle få mennesker her. Jeg ved ikke, hvem de er - sponsorer, journalister, mit team, siger den 20-dobbelte grand slam-vinder efter kampen.

- Det er på grund af dem, at det her var muligt. Jeg elsker tennis, jeg elsker at spille. Måske havde jeg været mere nervøs, hvis der havde været et fuldt stadion.

Federer har forud for turneringen forsøgt at dæmpe andres forventninger til ham ved French Open.

På rette spor

Han har blandt andet givet udtryk for, at målet er at opbygge form frem mod resten af sæsonen, hvor blandt andet Wimbledon venter. Og her var kampen en god test, mener han.

- Det var en stor tilfredsstillelse for mig at spille tre timer og 30 minutter på et højt niveau mod en meget dygtig spiller. Det viser, at jeg er på rette spor, siger Federer.

Dysten kunne dog meget vel have udviklet sig til tysk fordel.

Efter at spillerne havde delt de to første sæt mellem sig, kom Federer hurtigt bagud med et servebrud i tredje sæt.

En overgang lignede han en slagen mand, men efter at schweizeren havde brudt tilbage til stillingen 4-4, lykkedes det at få sættet ud i en tiebreak.

Her holdt Federer nerverne i ro og afgjorde tiebreaken med en blanding af en slice og en stopbold, som Koepfer akkurat nåede frem til, men ikke kunne kontrollere.

I fjerde sæt var det Federers tur til at skaffe sig et tidligt servebrud.

Men Koepfer brød hurtigt tilbage, inden Federer i det 11. parti på ny brud tyskeren.

Det gav i sidste ende schweizeren mulighed for at serve kampen hjem, hvilket altså lykkedes.

- At se 39-årige Federer efter to knæoperationer spille på et tomt stadion klokken 00.30 og alligevel være oppe i det røde felt er inspirerende for mig, skriver den britiske tennisspiller Andy Murray efter kampen på Twitter.