Tak for i dag

Så nåede vi til enden på EM's dag tre. Vi ser frem til endnu en dag i morgen. Sov godt!

Livebloggen opdateres ikke længere.

De Bruyne træner med igen mandag

Mandag vender Kevin De Bruyne tilbage til det belgiske landsholds træning efter en mindre operation i ansigtet, men det er endnu uvist, om han spiller mod Danmark torsdag, lyder meldingen fra belgiernes landstræner, Roberto Martinez, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Schmeichel og Braithwaite taler mandag

DBU har meddelt, at Kasper Schmeichel og Martin Braithwaite plus en tredje spiller er tilgængelige til en presseseance mandag formiddag. 

Dermed får vi for første gang ord fra spillerne på tv efter Eriksens kollaps.

Østriger sender hilsen til Eriksen

Michael Gregoritsch sendte en hilsen til Christian Eriksen efter målet til 2-1.

Østrig har netop slået Nordmakedonien med 3-1. Det var østrigernes første EM-sejr nogensinde, og da de scorede deres andet mål, sendte de en hilsen til Christian Eriksen.

Goran Pandevs udligning til 1-1 i 1. halvleg var også historisk. Det var nordmakedonernes første EM-mål nogensinde.

Tilskuer i kritisk tilstand efter fald på Wembley

Flere engelske medier - heriblandt Sky Sports - skriver, at en tilskuer lige nu er i en kritisk tilstand efter et fald på Wembley under Englands kamp mod Kroatien søndag eftermiddag.

- Vi kan bekræfte, at en tilskuer faldt fra tribunen umiddelbart efter kampstart, siger en talsperson til Sky Sports News.

Efter faldet modtog tilskueren lægehjælp, inden han blev kørt på hospitalet.

Der var 18.497 tilskuere på plads til kampen mellem England og Kroatien, som englænderne vandt 1-0.

Efter Hjulmands dårlige samvittighed: UEFA fastholder forklaring

- Jeg synes ærlig talt ikke, vi skulle have været på banen igen.

Sådan lød det fra landstræner Kasper Hjulmand på pressemødet søndag efter Christian Eriksens kollaps mod Finland lørdag aften.

- Jeg har lidt en dårlig samvittighed over, at vi var derude igen, lyder det fra Hjulmand.

På trods af ærgrelsen var Kasper Hjulmand ændrer det dog ikke noget hos UEFA. TV 2 SPORT har igen været i kontakt med UEFA, der fastholder forklaringen.

- UEFA accepterede at genoptage kampen mellem Danmark og Finland efter forespørgsel fra spillerne på begge hold.

Udenlandske medier følger Eriksen tæt

Der gik ikke længe, fra Christian Eriksen kollapsede på banen imod Finland lørdag aften, til historien var ude i alverdens medier.

Og flere udenlandske medier fortsætter med at følge situationen helt tæt. TV 2 SPORT har søndag talt med medier fra Finland, Italien og Rusland, som har været til stede ude foran Rigshospitalet.

- Det er et stort chok i Italien. Vi så alle kampen og de forfærdelige minutter, hvor Christian faldt om og lukkede øjnene. Det var et forfærdeligt chok, siger Paolo Aghemo fra SKY Italia.

Desuden var BBC, ARD og RTL på plads foran Rigshospitalet. Her er der også anbragt et dansk flag og flere blomster.

Landsholdet vil genoptage træningen mandag

- I dag (søndag, red.) er en dag, hvor vi prøver at reparere og få overblik. Vi finder hver især ud af, hvordan vi vil håndtere det. Og så er der heller ingen tvivl om, at vi forsøger at få noget normalitet i morgen, lød det fra Kasper Hjulmand på et pressemøde søndag eftermiddag.

Det var de sidste ord fra pressemødet.

Når der kommer en ny opdatering på Christian Eriksens tilstand, bringer vi den naturligvis her.

Kasper Hjulmand fortæller, hvad der skete på spillerhotellet, efter at landsholdet vendte tilbage fra Parken:

- Vi satte os ind i et fælleslokale og fik lidt at spise. Der var en masse snak, og det er noget af det, jeg også vil hæfte mig ved - hvor åbne spillere og stab er. De talte om, hvad de havde oplevet og lyttede til hinanden, fordi vi har forskellige oplevelser. Og vi knytter også den oplevelse i går til nogle andre ting i vores liv, som minder os om nogle ting. Jeg har måske selv oplevet nogle ting eller mistet nogen, som ligner det her, som kommer op igen, og det sad de og talte om. Og så kom krisepsykologerne og startede en lille seance, hvor vi så forsøgte at fortælle lidt om vores oplevelser med det, hvordan vi hver især kunne håndtere det, og hvad programmet var for i dag.

- Nogle forsøgte at få lidt søvn, og nogle sad og sludrede lidt videre, siger Hjulmand.

- Det gør jeg også med hjælp fra nogle gode folk. Jeg sparrer med min bror, der var stadionlæge i går og med i stort set hele forløbet, og så sparrer jeg med familien, og så kan jeg mærke, at jeg også skal tale med psykologerne i lejren. Fordi det er godt at få talt, siger landsholdslæge Morten Boesen, der var med til at redde Christian Eriksen.

- Jeg tror, at den samhørighed, der var i aftes, bringer vi med videre fremover. Og på mange måder kan den her aften, vi lige har været vidne til, være noget, som kommer til at forfølge de her spillere og det her hold lang tid frem. Så jeg prøver at se positivt på det, siger Peter Møller.

- Vi sender en venlig tanke til ham, der er deroppe for at holde hånden under Christian, og vi sender også varme tanker til Christians familie og håber, at de kommer godt igennem det her.

- Der er ingen af os, der er på den lyse side endnu, men vi har hinanden, og vi mærker den opbakning, der er fra danskerne. Det betyder rigtig meget, siger Peter Møller.

- Vi er med i turneringen endnu, vi er ikke slået ud, og Christian har det godt. Det holder vi fast i. Nu skal vi have løftet spillerne, og så kommer vi med med al den energi, vi har tilbage. Og alt, hvad hjertet er fyldt med, det leverer vi på torsdag. Alle danskere skal selvfølgelig være klar over, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde den kamp, og vi vil gøre alt for at gøre danskerne stolte over de her drenge. Alle os, der sidder her og er omkring holdet, er stolte af spillerne.

- Vi hjælper hinanden og taler utroligt godt sammen. Jeg sætter stor pris på Peter Møllers lederskab og på Boesens (landsholdslægen, red.) ro, hvad angår det medicinske. Han har et stort overblik selv efter at have været i orkanens øje, og han har stort overskud til at give informationer videre, svarer Hjulmand på spørgsmålet om, hvordan lederne på landsholdet hjælper hinanden.

- Noget af det vigtigste i går var, at vi er 57 mennesker, der oplever situationen forskelligt, og få den gjort til en fælles fortælling er utrolig stærkt af Morten (Boesen, red.). Så vi taler sammen. Vi har også samtaler med psykologerne. Jeg har desværre prøvet sådan noget her før, men ikke helt på den her måde, for der tog det lidt længere tid. Nu har vi heldigvis fået et smil fra Eriksen. Jeg får også en, som jeg kan sparre med i forhold til at kunne lede igennem sådan en situation her.

Pressemødet er slut, men vi fortsætter med at give jer de sidste svar i tekst.

Hvor afgørende var det for Eriksens liv, at det skete på et stadion under de her forhold?

- Det var ret afgørende, tror jeg. Det må vi sige. Tiden, fra det sker, til han får hjælp, er den vigtigste faktor, og den var kort. Det var afgørende, siger landsholdslæge Morten Boesen.

Tests skal give svar på, hvorvidt Christian Eriksen kan fortsætte sin fodboldkarriere.