EM fodbold

Seneste nyt fra EM

Kevin De Bruyne noterede sig et mål og en assist mod Danmark.

Tak for i dag

Dermed nåede vi enden på endnu en EM-dag. Vi er tilbage lørdag, hvor der er tre spændende kampe på programmet.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

De Bruyne er hårdt ramt

Det var ikke til at se, da Kevin De Bruyne på en halvleg vendte et truende nederlag til en sejr over Danmark, men den belgiske stjerne døjer stadig med efterveerne af den ansigtsskade, han pådrog sig i Champions League-finalen.

- Jeg mærker ikke noget i venstre side af ansigtet. Det er samme følelse, som når du har været til tandlægen. Min nerve er meget hårdt ramt, forklarede De Bruyne den pressen efter mødet med Danmark.

Her fortalte Manchester City-stjernen også, at udsigterne til at genvinde følelsen i venstre del af ansigtet er lange.

- Det kan tage seks måneder at komme igen. Det er ikke en behagelige følelse, men det vigtigste er, at jeg kan spille, lyder det.

Kevin De Bruyne og landsholdskollegerne møder Finland i sidste gruppekamp. Her vil en belgisk sejr være særdeles behjælpelig for danskernes chancer for at avancere fra gruppe B.

Billetsalg udskydes til lørdag

Billetsalget til Danmarks sidste EM-gruppekamp sættes alligevel ikke til salg fredag, som DBU ellers skrev tidligere på dagen.

I stedet begynder billetsalget efter klokken 9.00 lørdag. Det skriver Fanservice for Danmark på deres facebookside.

- UEFA oplyser, at de går i salg med ekstra billetter til Ruslands-kampen i morgen (lørdag, red.). De melder, at salget starter efter kl. 09.00. Alle der bliver tilbudt billetter, får en mail direkte fra UEFA, skriver Fanservice for Danmark.

Her skriver de også, at de 10-12.000 billetter bliver fordelt på hele stadion, og at alle, der oprindeligt havde billetter til kampen, får mulighed for at generhverve dem.

Derefter vil medlemmer af fanklubben have forkøbsret.

Billetter til Rusland-kampen sættes til salg

Opdatering: Billetsalget er udsat til lørdag efter klokken 9.00.

Dansk Boldspil-Union (DBU) skriver på deres hjemmeside, at de knap 10.000 ekstra billetter til Danmarks kamp mod Rusland bliver sat til salg af UEFA fredag.

Efter politiske forhandlinger blev det i sidste uge meldt ud, at der til Finland og Rusland-kampene kunne komme 25.000 mennesker ind i Parken. De oprindelige coronarestriktioner tillod kun 15.900 tilskuere til de danske EM-kampe.

UEFA har allerede meldt ud, af de, der på grund af de skærpede kapacitetskrav mistede deres EM-billetter, har forkøbsret til at generhverve sig billetterne.

Derudover vil medlemmer af fanklubben have forkøbsret.

UEFA i kontramelding: Spiller var ikke slået ud

Den europæiske fodboldunion, UEFA, har de seneste dage fået kritik, efter at den franske back Benjamin Pavard blev citeret for at sige, at han i kampen mod Tyskland var slået ud i 10-15 sekunder efter et slag til hovedet.

Det har fået UEFA til at undersøge, om den gældende hjernerystelsesprotokol blev brudt, da Pavard af de franske læger fik lov at spille videre.

Konklusionen af forbundets undersøgelse er, at der ikke blev begået fejl i håndteringen af franskmændenes forsvarsspiller.

- Rapporterne fra den franske holdlæge viser, at spilleren ikke blev slået ud, og at lægen ikke havde nogen grund til at mistanke om hjernerystelse. Ikke under kampen, ikke under efterfølgende efterforskning, skriver UEFA.

Ifølge flere medier meddeleler det europæiske fodboldforbund faktisk, at Pavard – i modsætning til det hidtil berettede – ikke blev slået ud i episoden.

Han vil ikke desto mindre blive fulgt tæt de næste dage, understreger UEFA.

I kan læse mere om historien her:

Hummels søn jublede over selvmål

Den tyske landsholdsspiller Mats Hummels fik fuld opbakning fra hjemmefronten, da han scorede selvmål mod Frankrig.

I hvert fald var hans treårige søn svært begejstret, fortæller forsvarsspilleren til Bild.

- Han ved heldigvis endnu ikke, hvad et selvmål er. Han tænker, at når bolden er i nettet, er det altid godt. Jeg har fået at vide, at han jublede.

De Bruynes jubel

Nu hvor vi er ved jubelscenerne fra i går, kan vi også runde Kevin de Bruynes markering efter 2-1-målet. 

Her løb den belgiske stjerne ud til det sted, hvor Eriksen faldt om i lørdags og dæmpede glæden blandt belgierne. 

- Jeg var selvfølgelig glad, men jeg respekterer folk her for meget (til at juble, red.), siger de Bruyne

Poulsens hilsen til Eriksen

Yussuf Poulsen overdynget af sine holdkammerater efter scoringen. Læg mærke til hans højre arm, der stadig slår strengene an på luftguitaren.

Vi har set Danmarks mål igen og igen, og jublen har selvfølgelig også kørt over skærmen flere gange. Her kan man se Yussuf Poulsen spiller luftguitar, inden holdkammeraterne omfavner ham. 

Det må næsten være en hilsen til Christian Eriksen, der hele to gange svinger luftguitaren i landsholdets officielle EM-musikvideo. 

Hjulmand inspireret af Portugal

- De regerende Europamestre Portugal spillede mod Østrig, Ungarn og Island i 2016. Da de tre kampe var spillet, havde de tre point. Og de blev Europamestre. Så vi tror på det. 

- I går var første kamp, efter det vi oplevede. Det var en vigtig kamp. Og vi får ikke svært ved at samle os nu. Vi får ikke svært ved at banke igennem på mandag. Nu angriber vi, slutter Hjulmand. 

Hjulmand om Rusland

- Jeg er irriteret... Vi skulle have vundet den første kamp. Mod Belgien leverede vi fantastisk, så nu skal vi ud og have en sejr. Det er det, vi kan gøre. 

- Spillerne skal trykke gaspedalen i bund, og jeg håber virkelig, spillerne gør det samme. 

- Vi tror på det endnu, og vi angriber på mandag!

Hjulmand rørt under Eriksen-hyldest

- Fodbold er netop de øjeblikke, man kan huske. For mig var jeg rørt ved nationalsangen. Den der energiudladning, da vi scorede hurtigt. Det hele eksploderede fuldstændig. Total eksplosion af energi. Jeg var også rørt efter ti minutter, da tankerne kommer på Christian igen. Mange øjeblikke fra kampen. Også rent fodboldfagligt. Desværre var nogle af øjeblikkene Kevins to genialiteter.

Hjulmand om 1 mål på over 40 afslutninger

Danmark har markeret sig som et af de hold med klart flest afslutninger ved EM. Med et mål og nul point er der plads til forbedring foran modstandernes mål:

- Det er svært at arbejde på, men der er ingen tvivl om, at Belgien i syv år ikke har haft så dårlig statistik i en fodboldkamp. 

- Det siger sig selv, at vi skal omsætte vores evner til at komme til afslutninger. 

Hjulmand er sidste gæst ved TV 2-mikrofonen

Og så får vi Kasper Hjulmand med som sidste mand. Han fortæller også om den opbakning, spillerne følte i går. 

- Det var magisk, siger han blandt andet. 

- Stadion var med til at hjælpe os. 

Vestergaard fremhæver glæden ved fodbold

Til sidst fremhæver Jannik Vestergaard den glæde, landsholdet viste i går. 

Han føler sig sikker på, Danmark kan levere et godt resultat mod Rusland, hvis spilleglæden forbliver den samme. 

Vestergaard: - Vi slår Rusland

Jannik Vestergaard forholder sig også til muligheden for at gå videre som nummer to i gruppen:

- Det vil være kæmpestort. Men det er det, vi går efter. Vi vil slå Rusland og håbe på, Belgien gør deres arbejde. Og jeg er ikke nervøs for, de ikke tager den opgave meget alvorlig. 

- Jeg synes, vi har spillet noget god fodbold. Hvis vi gør det igen mod Rusland, så slår vi dem også. 

Vestergaard om Belgiens udligning

Jannik Vestergaard bliver spurgt, om belgiernes udligning har pint ham, fordi han ikke fik stoppet Lukaku i opspillet. 

- Det er den ene af et par chancer, Belgien får over 90 minutter. Det er potentielt det bedste landshold i verden, så at de ikke skulle få chancer ville være uundgåeligt. 

- Der er altid noget, man kan gøre anderledes og kan være bagklog på. Men der er andre ting, der har fyldt. 

Vestergaard fremhæver nationalsangen

- Det er svært at fremhæve noget frem for noget andet. Nationalsangen er noget særligt, men i går betød den lidt mere. Den blev et billede på det sammenhold, hele nationen har vist de seneste dage. 

Vestergaard er sidste spiller

Mikrofonstativet hæves. Nu kigger Jannik Vestergaard forbi. 

- Det var meget specielt. Det er noget af det største, jeg har oplevet. Ikke kun i fodbold, men i livet, siger han om torsdagens oplevelse i Parken.