EM fodbold

Danmarks måske mest kendte fodboldfan: - Jeg føler mig som en mand på to meter, selvom jeg kun er 1,69

Tusindvis af danske fodboldfans leverede en meget passioneret opbakning til danske fodboldlandshold på Sankt Hans Torv og på vej til Parken.

- Jeg sagde jo, vi ville vinde. Sejren var aldrig i fare.

Claus Steffensen, der i 2017 blev landskendt som Vodka-Claus efter en landkamp mod Irland i Dublin, var klar i mælet efter udraderingen på 4-1 af Rusland.

Det danske fodboldlandskamp blev under EM-kampen i Parken båret frem af 25.000 danske tilskuere, men opbakningen var også på kogepunktet i timerne inden aftenens afgørende landskamp.

Jeg er 99,9% sikker på sejr til Danmark

Claus Steffensen, kendt som fodboldfanen Vodka-Claus

Ren gåsehud

'Vi vil ha', vi vil ha' sejren i land'. 'En for alle - alle for en'.

Tonerne af kendte landsholdssange bragede ud af en kæmpemæssig højtaler på Sankt Hans Torv i København.

Midt i klumpen af ellevilde danske fodboldfans stod Claus Steffensen kampklar med en dåsebajer i hånden tre timer før kampstart.

Den danske fodboldfan skrålede sin begejstring ud i den københavnske sommeraften forud for den afgørende fodboldlandskamp mellem Danmark og Rusland.

Og han var ikke i tvivl om EM-kampens betydning.

- Den betyder alt. Danmark er på hjemmebane til EM i fodbold. Det her betyder så meget, og det giver mig gåsehud, sagde Claus Steffensen.

Frygten for danske gummiben

Danskeren var sammen med omkring 1500 andre ligesindede klædt i rødt og hvidt forsamlet på pladsen på indre Nørrebro i timerne inden fodboldkampen.

Og forventningerne til de danske drenge i Parken var på forhånd tårnhøje fra viceværten fra Glostrup Ejendomme.

- Vi smadrer de russere, de er nogle kællinger, lød den kradse karakteristik af modstanderen mod øst.

- Jeg er 99,9% sikker på sejr til Danmark, men jeg er derimod nervøs for Belgiens kamp imod Finland. Jeg håber ikke, vi får gummiben. Når vi ikke selv kan afgøre det, er det lidt for spændende, sagde Claus Steffensen.

I samme sekund, som han entrerede Sankt Hans Torv, hvor den organiserede opvarmning inden landskampen foregik, blev han genkendt.

- Det er Vodka-Claus. Se det er ham, lyder det fra folkemængden.

Claus Steffensen faldt instinktivt ind i mængden af øldrikkende mænd og lod sig hylde.

- Vodka i Rusland, vi skal have vodka i Rusland, råbte en flok kammerater, mens de omfavnede og krammede den landskendte, danske fodboldfan.

Der er godt humør i gaderne i København. Video: TV 2 SPORT

Jeg er virkelig stolt af det her sammenhold. Det er kærlighed til Danmark

Claus Steffensen, kendt som fodboldfanen Vodka-Claus

Fællesmarch mod Parken

Claus Steffensen var blandt de forreste i den koordinerede fanmarch, hvor menneskemassens bevægelser blev styret af en fyr med megafon.

- Se den opbakning. Det er fucking lækkert, sagde Vodka-Claus.

- Det er ren eufori. Det her gør mig høj, selvom jeg kun er 169 centimeter høj, så føler jeg mig som en mand på to meter.

I løbet af den halve times gåtur på vej til Parken var der mindst en håndfuld roligans, der genkendte Vodka-Claus.

Og alle ville have et minde med den kendte, danske fodboldfan.

- Jeg var i Nyhavn tidligere på dagen, hvor jeg fik taget omkring hundrede selfies med glade danskere. Jeg elsker det, siger Claus Steffensen.

Ifølge Claus Steffensen er der op til den afgørende EM-kamp sat alle sejl til for at støtte det danske landhold - på samme måde, som klubholdene i Superligaen bliver støttet til daglig.

- Jeg er virkelig stolt af det her sammenhold. Det er kærlighed til Danmark, sagde den danske fodboldfan og uddyber:

- Det er fucking dejligt det her. Det her, det er mit liv.

På plads i Amsterdam

Med sejren på 4-1 over Rusland ender Danmark på andenpladsen efter Belgien i gruppe B.

Landstræner Kasper Hjulmands tropper er dermed klar til ottendedelsfinalen mod Wales på lørdag klokken 18 i Amsterdam.

Og Claus Steffensen vil selvfølgelig være at finde på tilskuerpladserne - klar til at yde sin ubetingede støtte til Danmark endnu engang.

- Jeg har ingen billet til kampen, men det skal jeg nok få. En rotte finder altid vej, siger Vodka-Claus.

Der var enorm glæde på Ofelia Plads blandt de danske fans ved hver af de danske scoringer i sejren over Rusland Video: David Schiøler