GO'

Danske fans uenige om landskamp på lørdag: - Det strider imod alt, vi står for

Kritikere mener, at danske fodboldfans bør holde sig fra at rejse til Baku på lørdag, da Aserbajdsjan krænker menneskerettigheder og pressefrihed.

Danske slagsange, rød/hvide-trøjer og byger af fadøl over stadion.

Opbakningen til det danske herrelandshold har under EM-slutrunden været markant.

Men når de danske spillere lørdag spiller kvartfinale mod Tjekkiet i Aserbajdsjan, mener flere kritikere, at de danske roligans bør synge med på nationalmelodien hjemme fra sofaen.

Casper Fischer Raavig mener ikke, at man kan adskille fodbold og politik.

En af dem er fodboldfan Casper Fischer Raavig.

Selvom det ikke er landsholdets fans, der vælger, hvem der får værtskaber til eksempelvis EM og VM, mener han, at de alligevel bør tage stilling.

- Hvis man tager på en charterferie, så sætter man sig også ind i, hvilket land man rejser til, og det kan man også sagtens gøre, når man tager ned og ser fodbold, siger han i 'Go’ morgen Danmark'.

I den situation vi står i nu, handler det om fodbold for mig

Jens Andersen, redaktør og fodboldfan

Casper Fischer Raavig står ligeledes bag et borgerforslag om at boykotte det kommende VM i Qatar, hvor 6500 migrantarbejdere er døde under forberedelserne.

Men Jens Andersen, der ligeledes er fodboldfan, er uenig.

Han mener ikke, at det er de danske roligans ansvar at tage stilling til Aserbajdsjans problematikker, og hvis han havde muligheden, tog han gerne afsted.

- I den situation vi står i nu, handler det om fodbold for mig, forklarer han.

Menneskerettigheder og pressefrihed

Kritikerne af Aserbajdsjan fokuserer blandt andet på krænkelse af menneskerettigheder, udemokratiske valg og mangel på pressefrihed, og Rasmus Tantholdt, TV 2s udenrigskorrespondent, er heller ikke bleg for at kalde Aserbajdsjan et diktatur:

- Det er et land, som har haft den samme familie til at regere landet siden 1993. Først farmand, nu sønnen, og så er sønnens kone lige blevet udnævnt til vicepræsident, siger Rasmus Tantholdt og tilføjer:

- Der bliver jo afholdt valg, men det er også sådan, at hvis du er i opposition og er alt for højrøstet omkring det, så risikerer du lige pludselig at forsvinde fra jordens overflade.

Afstemning

Ville du rejse til Aserbajdsjan for at se Danmark spille EM-kvartfinale, hvis du kunne?

I Aserbajdsjan kan almindelige mennesker, der ikke udtrykker kritik af styret, leve et forholdsvis godt liv, siger Rasmus Tantholdt. Men når det kommer til pressefrihed, ytringsfrihed og LGBT-rettigheder scorer landet lavere end eksempelvis Qatar, viser rapporter.

"Vi godt kan tillade os at kalde det et diktatur", lyder det fra Rasmus Tantholdt om Aserbajdsjan.

Rasmus Tantholdt er overbevist om, at Aserbajdsjan har fået tildelt værtskabet, fordi deres nationale olieselskab har været sponsor for UEFA.

Det samme mener Lykke Friis, der er direktør i tænketanken Europa og ivrig fodboldfan:

- Aserbajdsjans statslige olieselskab betaler i 2013 700 millioner kroner til UEFA, og det er nok derfor, må man gå ud fra, at der bliver spillet i Aserbajdsjan. Det er en strategi, som præsidenten bruger til at trække store begivenheder til landet, forklarer hun.

Regnbueflag på stadion

Lykke Friis kommer dog selv til at sidde på lægterne i Baku til kvartfinalen på lørdag, for hun mener nemlig ikke, at det danske landshold skal straffes for at spille i Aserbajdsjan.

Jeg tror, det nytter mere, at jeg sidder på stadion i Baku med et regnbueflag i hånden, end at jeg sidder derhjemme i min egen sofa

Jens Andersen, redaktør og fodboldfan

Men hun har en hilsen med.

- Som UEFA har sagt op til den her turnering, så skal vi også bruge turneringen til at fremme kampen mod homofobi. Så jeg har fået mig to anførerbind i regnbuefarver, og så må jeg se, om jeg nøjes med at tage dem på den ene arm eller på begge, forklarer hun.

"De åbner også nogle øjne hos nogle, når de først er dernede. Når de så kommer hjem, vil de måske være mere involveret i den diskussion, der vil være i fremtiden", argumenterer Jens Andersen.

Fodboldfan: Det kan gøre en forskel at tage med

Jens Andersen synes, at det er fint, hvis fans vil tage regnbueflag med på stadion. Han synes dog, det er vigtigt, at fans ikke bliver udskammet, hvis de ikke vil forholde sig til landets problematikker.

Dog tror han, at det kan gøre en positiv forskel at møde op.

- Jeg tror, det nytter mere, at jeg sidder på stadion i Baku med et regnbueflag i hånden, end at jeg sidder derhjemme i min egen sofa, lyder det.

Casper Fischer Raavig er ked af, at fodbold lige nu splitter og ikke samler fans som ham og Jens Andersen. Men han mener, at det er et ansvar, nogen andre må tage.

- Jeg synes ikke, det er fair, at det er os fans, der skal starte det oprør, men det er åbenbart der, det skal komme fra, forklarer han.

Fremover håber han, at medierne vil sætte mere fokus på, hvem der får værtskaber til slutrunde. Og så håber han, at spillerne på det danske landshold selv "har noget i ærmet", når de går på banen lørdag.

Se interviewet med Lykke Friis og Rasmus Tantholdt samt debatten mellem Casper Fischer Raavig og Jens Andersen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY