Sport

OL bliver helt uden tilskuere

15 dage før OL er tilskuere endegyldigt blevet udelukket fra den enorme sportsbegivenhed.

Der kommer ikke til at være tilskuere på tribunerne, når OL i Tokyo begynder om få uger.

Det slår Japans OL-minister Tamayo Marukawa fast. Hun har det politiske ansvar for afviklingen af OL i Tokyo.

Sammen med OL-arrangørerne har hun torsdag holdt møde, og det helt store tema var altså at beslutte, om der måtte komme tilskuere til OL.

Tidligere har arrangørerne tilladt op til 10.000 tilskuere og maksimalt 50 procents belægning på tilskuerpladserne, men på grund af stigende coronasmitte i Tokyo er emnet blevet taget op igen.

Japan i undtagelsestilstand

Beslutningen om at tillade tilskuere blev taget så sent som 21. juni, men den meget smitsomme Delta-variant har fået fat i Japans hovedstad.

Myndighederne i Japan har derfor forlænget den igangværende undtagelsestilstand, så den gælder frem til 22. august. OL begynder 23. juli og slutter 8. august.

Præsidenten for organisationskomitéen, Seiko Hashimoto, ærgrer sig over, at man er nødsaget til at gå så vidt som at udelukke tilskuere fra arenaerne.

- Det er beklageligt, at OL bliver arrangeret i et meget begrænset format, siger hun og undskylder til dem, der allerede har købt billet.

Flere sundhedseksperter i Japan har i flere uger givet udtryk for en holdning om, at det mest sikre var at gennemføre OL uden tilskuere.

Meningsmålinger i de seneste måneder har desuden vist, at den japanske befolkning i høj grad har været imod, at OL skulle gennemføres.

Kun japanske borgere havde mulighed for at købe billet til OL.