EM fodbold

Fans uden billetter stormede Wembley - flere kom ind

En talsperson fra Wembley indrømmer, at det lykkedes en gruppe billetløse fans at komme ind på stadion.

Fans uden billet tiltvang sig adgang til EM-finalen mellem England og Italien.

Det europæiske fodboldforbund UEFA bekræfter, at fans er kommet gennem nogle barrierer for at få adgang.

- Fans er hoppet over barrierer, men der har ikke været adgang til stadion, så der er ingen bekymring for, at denne finale ikke bliver afviklet, skrev UEFA inden kampen i et kommuniké.

Ifølge The Independent har en talsperson fra Wembley Stadium dog efterfølgende indrømmet, at der har været en sikkerhedsbrist, og at det lykkedes en lille gruppe af fans at trænge ind på stadion.

- Vi arbejder nu tæt sammen med vagterne for at fjerne disse mennesker. Enhver inde på stadion uden billet vil straks blive fjernet, lyder det fra talspersonen.

Bønfalder vagter om at få billetløse fans ud

Flere hundrede fans prøvede at forcere sikkerhedsbarrierer og presse sig bag billetindehaverne for at komme igennem de elektroniske porte, der giver adgang til indgangen og pladserne, fortæller øjenvidner.

På de sociale medier florerer adskillige videoer, der angiveligt viser personer, som vælter eller stormer sikkerhedsbarrierer. Både for at komme ind på Wembleys område og for at komme ind på selve stadion.

Fodboldkorrespondent for The Independent Melissa Reddy beretter på sin Twitter-profil om, hvordan de mange billetløse fans fylder gangene på stadion og blokerer trapperne.

Og de betalende fans skulle eftersigende være henne og bønfalde hjælpeløse vagter om at få de ubudne tilskuere ud.

Kaotiske tilstande

Fans i tusindtal har dagen igennem samlet sig i det centrale London på hovedstadens centrale pladser.

Indtil videre er der ikke rapporteret om voldelige episoder, men der rapporteres om "kaotiske tilstande" nær Leicester Square.

Den officielle fanzone er i Trafalgar Square, hvor tusinder flere fans er samlet med ridende og uniformeret politikontingent i beredskab.

England endte med at tabe finalen mod Italien efter straffespark.