Tour de France

Her er dagens vigtigste nyheder fra Tour de France

I denne liveblog giver vi dig de seneste nyheder fra Tour de France. 

16. etape blev vundet af Patrick Konrad.

Advarsel til Urán

Jonas Vingegaards klassementsrival Rigoberto Urán er blevet mødt med en løftet pegefinger fra Tour de France-juryen efter 16. etape.

I denne sæson har den internationale cykelunion (UCI) lavet en ny regel, som forbyder en række måder at sidde på cyklen på. Den regel har Rigoberto Urán og Pello Bilbao overtrådt, og det har altså medført en advarsel.

Af kommunikéet fremgår det ikke, hvordan rytterne har siddet på cyklen. Gentager de forseelsen, risikerer de en bøde på op til 6700 kroner eller i værste fald diskvalifikation.

Rigoberto Urán er nummer to i klassementet, hvor han har 14 sekunder ned til Jonas Vingegaard på tredjepladsen.

Vingegaard efter etapen

Så er der rullet et interview ind med Jonas Vingegaard efter 16. etape.

- Det var en hård og lang dag. Starten var hård, for det tog lang tid, før udbruddet kom af sted.

- Det var en god dag for os. Jeg tabte ikke tid og kom i mål sammen med favoritterne. Jeg glæder mig til i morgen. Det bliver en af de vigtigste etaper i Touren. Forhåbentlig er jeg med. Jeg vil gøre mit bedste.

- Jeg får fuld støtte fra holdet, og så bliver de mand-mod-mand.

Forvirret Pogacar

Jumbo-Visma satte favoritfeltet under maksimalt pres, efter de fik falsk information om, at Carapaz var sat. Feltet knækkede over, så kun toppen af klassementet sad samlet til mål.

Løbets førende rytter Tadej Pogacar anede ikke, hvad der foregik i afslutningen.

- De første to timer fløj vi af sted. Så faldt der ro på, men der kom fyrværkeri til sidst. Det var en hektisk og hård dag, siger Pogacar.

- Jeg ved det ikke. Jeg fulgte bare med. Jeg havde ingen idé om, hvad der skete. Det var fint at få løsnet op i benene til i morgen.

Under kontrol

INEOS har informeret vores reporter i Frankrig om, at alt er under kontrol. Dermed har Carapaz og Lutsenko fundet vej tilbage til deres holdbiler. 

Det var dejligt! 

Forvirring om placering af interviewzone

To af de helt tunge cykeldrenge har været meget forvirret efter dagens etape. TV 2 SPORTs reporter Sørens Reedtz har netop fortalt, at Aleksej Lutsenko (Astana) og Richard Carapaz (INEOS) for en stund har ledt efter interviewzonen for at tale med pressen.

Men de to ryttere har ikke været i stand til at finde stedet. Derfor har en Astana- og INEOS-ansvarlig haft en diskussion med ASO-personale. 

- Carapaz og Lutsenko, der havde været til en rutinemæssig dopingkontrol, blev forsøgt guidet ned i mixzonen, men så var de blevet guidet den forkerte vej i en rundkørsel, så holdpersonalet kunne simpelthen ikke finde Carapaz og Lutsenko. 

- Efterfølgende var der tale om, man mon kunne tracke dem via deres cykler. Men indtil videre er de ikke blevet fundet. Og i mixzonen? Ja, det kommer de heller ikke, fortæller Søren Reedtz.

Carapaz har dog haft tid til at opdatere sin Twitter-profil.

Vingegaard fik opbakning fra familien

Det meste af verden har fået øjnene op for Jonas Vingegaard efter hans præstationer i årets Tour de France. 

Men i dag fik han opmærksomhed fra nogle personer, der er meget tættere på ham. Hans familie har nemlig stået ude på ruten og tiljublet den danske stjernerytter.

Blandt andre hans kæreste Trine, deres datter Frida og Jonas' svigermor, Rosa. 

- Det er jo fantastisk, at de er her. Jeg glæder mig til at se dem ude på vejen i dag. Jeg har set rigtig meget frem til de etaper, hvor de har været hernede, sagde Vingegaard før etapen.

Du kan møde Vingegaards familie i aftenens udgave af AftenTouren med Rasmus Staghøj og Lars Bak.

Juul Jensens udbrud

Cristopher Juul-Jensen forklarer nu, hvorfor han sad i udbrud i så lang tid.

- Det var hele tiden tænkt som en del i, at jeg kunne hjælpe Matthews (Michael, red.). I princippet passede profilen ham meget godt. 

- Men ja. Jeg havde bjergbenene godt sat på og kom fint afsted.

Mads Pedersen sad med feltet det meste af dagen, og mens han døjer med sygdom og en forslået skulder, er han nu også træt af vejret.

Hvordan var den her dag for dig?

- Nu er jeg sgu ved at være lidt træt af regnvejr. Det er Frankrig for fanden, og så er det sådan et her vejr. Man kunne godt have brugt lidt solskin i dag. 

Så du ser frem til sol og bjerge i morgen? 

- Ja, der er heldigvis først bjerge til sidst. Så det skal vi nok klare.

Cort er skuffet

Før etapen sagde Magnus Cort, at han øjnede et udbrud. Men det lykkedes selvsagt ikke, og det er han lidt træt af.

- Det blev en hård start som forventet, og udbruddet var ikke kørt, før vi nåede over toppen og ned på nedkørslen. 

- Jeg kunne ikke gøre så meget. Jeg kom med feltet henover, men så knækkede det på nedkørslen. Jeg havde ikke rigtig benene til at sidde andre steder. Så sådan er det, siger Cort til TV 2 SPORT.

Er du skuffet over, du ikke kom afsted?

- Ja, det er da lidt ærgerligt. Jeg har jo fået en tredjeplads, så jeg er ikke helt uden noget. En sejr havde da været sjovere, men det kan man ikke forvente i verdens største cykelløb. 

Kan man tillade sig at være skuffet over, at vi med 11 danskere til start ikke har fået en etapesejr?

- Ja, måske. Nu er der stadig et par dage tilbage, så det kan nås endnu. Men hvis ikke der er en dansk etapesejr, inden vi når Paris, så er det da lidt skuffende for danskerne.

4.4 km

Jumbo-Visma fortsætter for fuld musik! De øjner da godt nok et eller andet. I et kort øjeblik sad flere og sov i feltet, og det udnyttede de gul-sorte i front. Vingegaard er gået med på hjul af van Aert, men Pogacar var vågen. Han er med. Det samme er Urán, Mas og Carapaz.

7.1 km

Godt nok er etapen afgjort. Men der køres stadig cykelløb i feltet. Wout van Aert kørte væk, og han får selskab af Sepp Kuss! 

Top-10

  1. Patrick Konrad, Bora-Hansgrohe 04:01:59
  2. Sonny Colbrelli, Bahrain Victorious 00:00:42
  3. Michael Matthews,Team BikeExchange 00:00:42
  4. Pierre-Luc Périchon, Cofidis 00:00:42
  5. Franck Bonnamour, B&B Hotels p/b KTM 00:00:42
  6. Alex Aranburu Deba, Astana-Premier Tech 00:00:42
  7. Toms Skujins, Trek-Segafredo 00:00:45
  8. Jan Bakelants, Intermarché-Wanty-Gobert Matériaux 00:00:45
  9. David Gaudu, Groupama-FDJ 00:00:47
  10. Lorenzo Rota, Intermarché-Wanty-Gobert Matériaux 00:01:03

Colbrelli ender med at tage andenpladsen, men der var kamp om det! Perichón var ellers alene, men han fik hverken anden- eller tredjepladsen. Matthews hapsede sidstnævnte.

Slut

Patrick Konrad vinder 16. etape. Flot kørt af østrigeren, der næsten ikke kan forstå det. Han tager sig til hjelmen, kigger ned i jorden og ryster lidt på hovedet.

600 m

Nu er sejren få sekunder væk for Konrad.

1.8 km

Périchon er stukket afsted fra forfølgergruppen. Han vil have andenpladsen!

3.3 km

Indløbet mod målstregen er hektisk. Svingene er skarpe, og underlaget er vådt. 

7.1 km

Gaudu har de bedste ben i forfølgergruppen på den her stigning. Han vil helt sikkert gå efter de sekundære placeringer.