OL Tokyo 2020

Atleter i OL-byen er smittet med coronavirus

OL-arrangørerne melder om de første bekræftede coronatilfælde blandt atleter inde i OL-byen.

Artiklen er opdateret, efter det er kommet frem, at der ikke danskere blandt de smittede. Senere er det også tilføjet, at Sydafrikas fodboldhold er ramt af coronavirus.

For første gang er to deltagere ved OL blevet testet positive for coronavirus inde i OL-byen i Tokyo.

Det oplyser OL-arrangørerne natten til søndag ifølge nyhedsbureauet AFP. Den store begivenhed begynder 23. juli, og de smittede kommer fra samme land og samme sportsgren. Det fortæller talspersonen for OL i Tokyo, Masa Takaya.

Søren Simonsen, chef de mission i Danmarks Idrætsforbund (DIF), fortæller til TV 2 SPORT, at ingen danskere er blandt de smittede.

Noget tyder på, de kommer fra Sydafrika. Søndag formiddag beretter Sydafrikas Fodboldforbund, at to spillere fra landets U23-landshold og en videoanalytiker har afleveret positive coronaprøver.

De to smittetilfælde er blevet offentliggjort, dagen efter at en uidentificeret person, som skulle have taget del i arbejdet med at organisere OL, blev den første person, der blev testet positiv i OL-byen. Vedkommende var dog ikke atlet.

Atleterne begyndte at tjekke ind i OL-byen tirsdag i denne uge, og flere danskere er allerede på plads.

OL-byen består af både lejligheder og spiseområder og skal huse op til omkring 6700 atleter og andre involverede. Det skriver AFP.

Der er indført omfattende karantæneregler og coronarestriktioner i forbindelse med legene. Blandt andet bliver OL stort set uden tilskuere.

Meningsmålinger har vist, at der i den japanske offentlighed blandt flere er manglende opbakning til legene. Landet kæmper fortsat med at få coronasmittetallene under kontrol.

Præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC) Thomas Bach har opfordret japanere til at støtte OL, selv om han "kender til den skepsis", der blandt nogle er over for begivenheden.

Flere atleter har allerede tjekket ind i OL-byen. Mange værelser står dog tomme lidt endnu.
OL-byen er pyntet med adskillige bannere.
Desværre har vores leverandør ikke haft fokus på de danske bannere, der også er hængt op.

I Japan er flere atleter og andre personer med tilknytning til OL allerede blevet testet positive op til legene.

Men de kendte smittetilfælde blandt atleter har altså ikke befundet sig i OL-byen.

Frem til lørdag var i alt fem atleter ifølge nyhedsbureauet dpa blevet testet positive ved ankomsten til Japan.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev der i alt meldt om ti smittetilfælde med tilknytning til legene søndag blandt mediefolk, leverandører og andre ansatte. Lørdag var tallet 15.

OL i Tokyo er blevet udskudt fra 2020 til i år på grund af coronapandemien.