OL Tokyo 2020

Danske atleter indtog stadion, mens japanere forsøgte at stoppe OL

Da først åbningsceremonien gik i gang til de 32. olympiske lege, gjaldede japanerne op. Protesterne tog fokus fra et storslået show.

Venligheden, smilene og hjælpsomheden har ikke været til at tage fejl af, når OL-folk de seneste dage har bevæget sig rundt i Tokyo, Japan.

Fredag aften skulle de japanske OL-værter så endelig vise hele verden, der sad hjemme og så med, hvad deres land stod for. Et år forsinket efter coronapandemiens hærgen.

På et tilskuertomt olympisk stadion blev åbningsceremonien for OL 2020 afviklet, men selvom den japanske befolkning var lukket ude, var det alligevel dem, der fik det sidste ord.

Imens de protesterede højlydt udenfor, gik 18 danske atleter med Sara Slott Petersen og Jonas Warrer i spidsen ind med Dannebrog løftet over hovedet.

Indledt med venlighed og tak

I timerne op til åbningsceremonien var der ellers intet, der – bedømt ud fra de områder, pressefolkene fik lov at bevæge sig rundt på – tydede på, at japanerne havde tænkt sig at protestere.

Om end det selvfølgelig ikke er nogen hemmelighed, at den lokale befolkning har været stærkt utilfreds med afviklingen af OL.

Her var det derimod den ekstreme venlighed, japanerne er kendt for, der igen prægede gadebilledet.

Straks man stod af bussen, lød det ”welcome” og ”thank you” på gebrokkent engelsk.

Tomme tribuner ad libitum

Inde på det olympiske stadion var der dækket op til fest. Om end det blev en fesen en af slagsen, da pressefolkene stod for langt størstedelen af gæsterne, mens resten var OL-relaterede personer. Tilskuerne var væk.

Det svarer vel lidt til at arrangere dit livs vildeste fødselsdagsfest. Du inviterer dine 100 nærmeste, men kun de tre, der sidder hele festen og tager billeder, kommer. Ikke rigtig fedt. Til gengæld kan alle se bagefter, hvordan det så ud.

Samme scenarie udspillede sig i større målestok på det olympiske stadion. For smukt var det.

Oppe under taget vajede alle verdens flag smukt i vinden, mens de 30 grader og den høje luftfugtighed mindede om, at det kan blive historiens varmeste OL.

Hyldest af IOC-præsident blev overdøvet af protester

Men endelig kom de 32. olympiske lege i gang. Kun fire minutter skulle der gå, før fyrværkeri bragede op fra toppen af det olympiske stadion.

Og så startede showet ellers. Japanerne indledte med at vise dele af deres kultur frem i en fornem hyldest. Samtidig var atleterne og de fysiske anstrengelser selvfølgelig i fokus.

Imens mørket efter lidt tid sænkede sig over stadionet, blev de tilstedeværende bedt om at rejse sig. Ind kom den 61-årige kejser af Japan, Naruhito, sammen med den 67-årige præsident for IOC, Thomas Bach.

Spotlight og fokus var på de fine herrer med de bedste pladser, men nærmest i samme moment skete der noget uventet. Noget, der bestemt ikke var en del af den storstilede plan for åbningsceremonien.

Høje råb i megafoner og fløjter overtog lydbilledet. Mange af de tilstedeværende pressefolk sad og kiggede forvirret rundt, for at finde ud af, hvad der skete. Imens fortsatte åbningsceremonien ufortrødent, så man et øjeblik blev i tvivl om, hvorvidt det var planlagt dåselyd, som der er blevet brugt til sportsbegivenheder uden tilskuere.

”STOP THE OLYMPICS”

Gik man til øverste trappetrin på det olympiske stadion og spejdede ud over Tokyo, fik man hurtigt svaret.

Den japanske befolkning havde ikke tænkt sig at give op i deres protester mod OL. Der var en grund til, at 80 % af befolkningen ifølge meningsmålinger var imod afviklingen af de olympiske lege.

Et bud må være, at op imod tusind japanere havde samlet sig ude foran det olympiske stadion, men indefra var det svært at se, hvor stort omfanget af protesterne var.

”They shout STOP THE OLYMPICS”, lød det fra en befippet fra manden, der fulgte op med et smil og forklarede, at det hele er lidt kompliceret i Japan for tiden.

Slott Pedersen og Warrer i spidsen for 18 danske atleter

Imens politiet kæmpede med at holde styr på demonstranterne på gaden, startede indmarchen for de 206 nationer, der skulle præsenteres.

Traditionen tro indledte Grækenland. Og efter en lang ventetid kom Danmark så endelig ind. Som land nummer 113 gjorde de 18 danske atleter sin entré. Resten af danskerne var blevet hjemme på grund af sportslige hensyn.

Det forhindrede dog ikke de danske fanebærere Sara Slott Pedersen og Jonas Warrer i at stå for aftenens højdepunkt – set med rød-hvide briller i hvert fald.

Hver havde de en hånd på den danske fane, da de indtog det olympiske stadion. Et øjeblik, der formentlig både gav gåsehud på stadion og hjemme i stuerne.

Et lille halvt minut senere var de igen ude af billedet. De to OL-medaljevindere og resten af det danske hold. Men forhåbentlig blev det startskuddet på et par magiske rød-hvide uger i den japanske hovedstad.

Endelig blev den olympiske flamme tændt

Tilbage stod det helt store spørgsmål. Hvordan havde japanerne tænkt sig at tænde den olympiske ild for at signalere, at legene officielt er begyndt.

OL-flammen havde været længe undervejs, efter den allerede i marts 2020 ankom til Japan. Men udskydelsen af OL betød, at den først i marts 2021 indledte dens 121 dage lange tur rundt i Japan.

Omkring 10.000 løbere har båret flammen, der fredag var nået frem til det endelige mål.

Her blev flammen fragtet rundt på det olympiske stadion af en række forskellige løbere, inden den endte sin rejse midt på stadion, hvor en enorm fakkel blev tændt. Og det var ingen ringere end den japanske tennisstjerne Naomi Osaka, der fik æren af til sidst at tænde flammen. Så var OL for alvor i gang.

Tilbage står en som altid smuk åbningsceremoni, men selvom det blev uden tilskuere, så fik den japanske befolkning i den grad et ord indført. Herfra skal det forhåbentlig handle om sport og store danske præstationer. Vi byder i hvert fald et par håndfulde danske medaljer velkommen.