OL Tokyo 2020

Lørdagens OL-nyheder

I denne liveblog opdaterer vi med OL-nyheder fra Tokyo.

Tak for i dag

En stor OL-dag er forbi, og derfor bliver denne blog ikke opdateret mere.

Spørgsmål

Heidi:

Hvornår kører herrerne enkeltstart?

Svar:

Både mænd og kvinder skal kæmpe på enkeltstartscyklerne på onsdag.

Spørgsmål

Michael:

Hvornår skal Rune Glifbjerg i aktion?

Svar:

Først den 5. august ifølge programmet. Han deltager i herrernes park-konkurrence, der begynder der.

De danske atleter gør de kongelige stolte

Dette OL bliver uden den danske kongefamilie på lægterne i Tokyo.

Men det betyder nu ikke, at kronprinsefamilien har glemt at støtte op om Danmarks indsats ved legene:

- Vi ønsker alle danske atleter held og lykke ved De Olympiske Lege i Tokyo.

- Selvom vi ikke er til stede i Japan, følger vi konkurrencerne tæt hjemmefra. I gør os stolte, står der i et opslag på Facebook. 

Blume glæder sig over at kunne forlænge Ottesens karriere

Pernille Blume satte også ord på, hvordan det var at have indflydelse på, om Jeanette Ottesen fik – og nu får - den perfekte afslutning på karrieren:

- Jeg har virkelig haft en rigtig god følelse. Jeg følte, at vi skulle videre uanset hvad. For mig har jeg hele tiden haft følelsen og fornemmelsen af, vi nok skulle komme videre. Alle er et godt sted, og jeg kunne mærke, der generelt er en god energi til at svømme hurtigt.

- Selvfølgelig er det aldrig nogensinde givet at komme i en OL-finale, men der står bare nogle rigtig hurtige piger her, og jeg tror aldrig, vi har været så stabilt et hold, som har performet så godt før. Så derfor er det nemmere at have tillid til de andre og stole på, man godt kan som et hold sammen, sagde Pernille Blume.

- Vi kunne ikke have bedt om en bedre start

De danske håndboldherrer forlod banen i Tokyo med tilfredse blikke og smil. Og det forstår man godt. Efter 47-30-sejren var Mikkel Hansen også tilfreds:

- Vi kunne ikke have bedt om en bedre start og var vel foran 9 eller 10-1. Alle kom stort set på måltavlen og fik nogle minutter.

- Nu er vi i gang, og så venter der en rigtig spændende kamp mod et hold, der spiller rigtig god håndbold, siger han til DR.

Danmarks næste kamp er mod Egypten mandag kl. 7.15.

Valgren: Fuglsang kunne have kørt med om sejren

Jakob Fuglsang blev nummer 12 i OL-linjeløbet, og det får hans holdkammerat Michael Valgren til at tage hatten af.

- Han kørte flot, det var fedt at se. Hatten af for ham, han har haft en svær optakt.

- Jakob i endagsløb skal man ikke kimse ad. Havde han ikke været syg, tror jeg, at han havde kørt med om sejren, siger Valgren ifølge Ritzau.

Spørgsmål

Christian:

Ved vi hvad tid Jeanette og de andre piger skal svømme finale? Jeg vil utrolig gerne se hendes sidste gang i baljen inden hun stopper ❤️

Svar:

Ja, det ved vi. Ottesen, Blume, Kepp Jensen og Bro svømmer finale natten til søndag klokken 4.45.

Mvh

Jacob

Axelsen sparede på kræfterne

Uden de store problemer fik Viktor Axelsen en god åbning på OL, hvor han vandt 21-12 og 21-11 over østrigske Luka Wraber i den tilskuerløse arena Musashino Forest Plaza.

- Det er fede omgivelser. Virkelig flot hal og fed at spille i. Selvfølgelig lidt ærgerligt uden tilskuere – det er lidt specielt. Det giver lige et par procenter, når der er nogle tilskuere. 

- Jeg har ikke spillet mig helt ud. Det tør jeg godt sige uden at fornærme nogen, siger Axelsen til DR.

Spørgsmål

Line B:

Er der danske håndbold dommere med? ☺️

Svar:

Ja. Mads Hansen og Jesper Madsen er med ved OL.

Mvh

Jacob

Jeanette Ottesen måtte hanke op i sig selv inden semifinale

Den femdobbelte OL-deltager Jeanette Ottesen skal svømme igen på søndag. Danmarks 4x100 meter fri-hold med Pernille Blume, Julie Kepp Jensen, Jeanette Ottesen og Signe Bro kvalificerede sig nemlig til søndagens finale i syvendebedste tid.

Havde de ikke formået det, ville den 33-årige svømmers karriere være slut. Det skete dog heldigvis ikke, og dermed får hun lov til at slutte sin karriere med en OL-finale søndag.

- Det var det, der var planen, og jeg er glad for, at jeg får en omgang mere. Jeg får i hvert fald noget for pengene, siger hun og griner.

- Jeg må indrømme, at jeg lige måtte sige: "Tag dig sammen!", for lige da jeg gik ind, fik jeg tårer i øjnene. "Orh nej, ikke nu". Men det gik sgu fint nok.

Bjerg bliver diskvalificeret

Tobias Bjerg vendte på sjettepladsen, men sluttede på ottendepladsen - altså som sidste mand i sit heat. Danskerens tid lød 1.00,26 minutter.

Men han blev efterfølgende diskvalificeret. Der er ikke kommet en nærmere forklaring, men det skyldes sandsynligvis, at han brugte for lang tid under vandet.

Ikke at det gør den store forskel, for hans tid er ikke god nok til at være blandt de 16, som sikrer adgang til semifinalerne.

Spørgsmål

Mette :

Hvordan går det med Viktor Axelsen?

Svar:

Danskeren har vundet første sæt med 21-12 og fører lige nu også andet sæt mod sin østrigske modstander.

Medaljestatistik indtil videre

Kina topper medaljeranglisten foran Japan og Ecuador.

Kilde: Olympics.com

Tommelfinger op fra Dufour

Den danske dressurrytter fik en flot indledning på OL med den hidtil bedste præstation.

Dufour rider sig direkte i finalen

Cathrine Dufour har leveret en prægtpræstation og er direkte i finalen.

Landstræneren brød tilmed ud i glædestårer efter Dufours ridt. Det var også meget flot – 81,056 point scorer hun.

Dermed er hun direkte videre til den individuelle finale på onsdag med dagens hidtil bedste score på tværs af alle heat. Og Danmark er samtidig øjeblikkeligt på førstepladsen i holdkonkurrencen, hvor de otte bedste hold efter tre ridt går videre.

/ritzau