OL

Nu har Danmark syv medaljer – hvor kan der komme flere?

Danmark har gode muligheder for medaljer, når det kommer til blandt andet cykling, håndbold og kajak.

Med Banelandsholdets finaleplads i 4000 meter holdforfølgelsesløb, er Danmark sikret syv medaljer ved OL.

Heldigvis er de olympiske lege ikke slut endnu, og der er stadigvæk muligheder for flere danske medaljer.

Herunder har vi samlet de danske atleter, som vi med rette fortsat kan håbe, kommer på podiet under OL.

Sammen med personer med indgående kendskab til miljøet kan du blive klædt på til snakken om medaljemulighederne med kollegaerne.

Banecykling, 4000 m holdforfølgelsesløb

- Medaljechancerne skal vi se som gode. Når vi er forsvarende verdensmestre, tror vi på gode chancer for en medalje. Jeg tror til gengæld, at margenen mellem medaljerne er blevet mindre, og der er flere i spil til bronze, vurderede Morten Bennekou, der er elitechef i Danmarks Cykle Union, inden semifinalen.

Banecykling, parløb (mænd)

- Det er lidt samme historie som med 4000 meter-holdet. Men vi har ikke set konkurrenterne længe. Vi er forsvarende verdensmestre – endda i overbevisende stil. De andre vil sige, vi er favoritter. Selvfølgelig er vi en klar medaljeaspirant og går efter det, siger Morten Bennekou.

Banecykling, parløb (kvinder)

- Der har vi også en chance for medalje. Jeg vil vurdere den til lidt mindre, men vi er europamestre fra tidligere. Vi er blandt aspiranterne til en medalje, vurderer Morten Bennekou.

Herrelandsholdet, håndbold

- Chancerne for en medalje er meget, meget fine. Danmark er efter min mening fortsat favorit til at vinde guld. Det er selvfølgelig sagt i respekt for, at det er nogle fine nationer, de skal kæmpe mod. Hvis de slår Norge i kvartfinalen, skal de møde vinderen af Spanien og Sverige. Det betyder, at de er favorit til at komme i finalen. Danmark er også favorit mod Norge, som ikke har levet op til forventningerne, siger håndboldekspert på TV 2 SPORT, Bent Nyegaard.

Emma Aastrand Jørgensen, kajak

Emma Aastrand har allerede vundet medalje i 200 meter enerkajak, så hun har allerede vist, hun er godt roende. Hun stiller dog også op på 500 meter.

- Den største chance for medalje er på 500 meter, vurderede Tom Bundesen, der er formand i Dansk Kano og Kajak Forbund, allerede inden Emma Aastrand hentede sin bronzemedalje på 200 meter.

Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen, golf

- Det er svært for golfspillere. Det er meget om man lige rammer ugen. Sådan er det også for topspillerne. Hvis vi rammer vores gode uge, tror jeg, at vi godt kan vinde en guldmedalje, siger Emily Pedersen.

- Realistisk er chancerne for en medalje ikke stor. Top 15-spillerne i verden er alle med. De skal levere på højeste niveau for at spille med om medaljer. Jeg tror og håber på, at en af de to kommer i top-10 – og det er marginaler, der skiller top-10 fra top-3, siger golfekspert Anders Sigdal.

Danske medaljer ved OL i Tokyo

    1. Skeetskytte sikrer Danmarks første medalje

      Skeetskytten Jesper Hansen kom pludselig på alles læber, da han mandag 26. juli sikrede Danmarks første medalje ved OL i Tokyo. 

      Danskeren leverede et vildt comeback i kvalifikationen og skød sig videre til finalen, hvor han imponerede stort. Danskeren måtte se sig slået af amerikanske Vincent Hancock, der var helt og aldeles suveræn i finalen. 

    2. Roere snupper bronze

      Danskerne skulle vente tre dage mere, før der igen var medaljefest i den japanske hovedstad. Natten til torsdag dansk tid leverede de to roere Frederic Vystavel og Joachim Sutton en gedigen overraskelse, da de blev nummer tre i toer uden styrmand. 

      De to roere kom med til OL på sidste mandat, men viste sig at være blandt de absolut bedste. 

    3. Blume svømmer sig til medalje

      Pernille Blume havde på fornem vis kvalificeret sig til finalen i 50 meter fri - disciplinen, som hun vandt i 2016. Australske Emma McKeon havde inden finalen sat to olympiske rekorder og blev derfor betragtet som favorit. Det var da også hende, der løb med sejren, mens Blume kom ind på en tredjeplads og sikrede sig karrierens tredje OL-medalje, ligesom det var Danmarks tredje medalje i Tokyo. 

    4. Anne-Marie Rindom åbner dansk guldhøst

      Så kom den endelig! Den danske guldmedalje. Anne-Marie Rindom kunne efter et dramatisk sidste sejlads lade sig hylde som OL-guldvinder. Danskeren har længe ligget på førstepladsen, men efter en række fejl i fredags var der pludselig spænding om sejren. Men hun bevarede roen og sikrede Danmarks første OL-guld. 

    5. Guld til Axelsen

      Badmintonstjernen Viktor Axelsen sikrede Danmarks anden OL-guldmedalje, da han vandt OL-finalen mandag over den forsvarende mester, Chen Long. 

      Axelsen har en bronzemedalje fra Rio i 2016. 

    6. Aastrand rykket fra sølv til bronze

      I 200 meter enerkajak var Emma Aastrand Jørgensen så tæt på at vinde sølv, at hun nåede at stå som nummer to på resultattavlen i flere sekunder. 

      Efter målfoto blev danskeren dog rykket til tredjepladsen. 

    7. Banelandsholdet henter sølv til Danmark

      Det danske banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb sikrede sig en medalje med finalepladsen, der kom i hus efter et kæmpe drama.

      Spørgsmålet var bare, om den så skulle være af guld eller sølv. Det var tæt helt indtil sidst i finalen, men italienerne trak det længste strå.

       

    8. Mere OL-bronze til Emma Aastrand

      For anden gang på godt 48 timer kan den danske kajakroer Emma Aastrand Jørgensen juble over en OL-medalje.

      I finalen i 500 meter enerkajak sluttede danskeren som nummer tre efter en flot slutspurt.

    9. Sølv i parløb

      Amalie Dideriksen og Julie Leth kørte et flot parløb, hvor de holdt sig til, da løbet blev afgjort. 

      Danskerne var med til at hente feltet med en omgang, og med en del point i de indlagte spurter blev det til en fortjent sølvmedalje. Storbritannien vandt guld.

    10. Guld i parløb

      Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen levede op til favoritværdigheden og vandt OL-guld i parløb.

      Parret var med fremme hele vejen gennem de 200 omgange, og til sidst kørte de sejren hjem med 43 point foran Storbritannien og Frankrig.

      De to har aldrig tabt en international konkurrence sammen.

    11. Sølv til håndboldherrerne

      Det blev tæt til slut, men håndboldherrerne sikrede sig sølvet efter et nederlag i finalen til Frankrig på to mål.