GO'

- Jeg passer ikke ind alle steder, siger Hjulmand

Den populære landstræner har først og fremmest forsøgt at være sig selv, fortæller han.

Det har været nogle mildest talt vilde måneder for landstræneren for det danske herrelandshold, Kasper Hjulmand.

I dag er han stadig ved at bearbejde de mange indtryk, han fik oven på EM i fodbold denne sommer, som endte med, at det danske herrelandshold nåede hele vejen til semifinalen.

- Det var en fantastisk, intens periode, og der var utroligt meget eventyr og læring i de uger. Så vi skal bruge lidt tid på at finde ud af, hvad der egentlig skete, fortalte han til Simi Jan, da han gæstede 'Simi & sommergæsten' i ’Go' aften LIVE’.

Hele vejen igennem har Kasper Hjulmand modtaget ros og anerkendelse fra nær og fjern, ikke mindst for sin sympatiske ledelsesstil.

Men ifølge landstræneren har han bare været sig selv. Det er og har været afgørende for at være en god leder for holdet, mener han.

Jeg har ikke noget at skjule

Kasper Hjulmand, landstræner

Store følelser

Under dette EM var der mere på spil end bare fodbold.

Det stod klart, da Christian Eriksen kollapsede under Danmarks første EM-kamp i Parken.

For Kasper Hjulmand blev det begyndelsen på en række pressemøder, hvor landstræneren med følelserne uden på tøjet redegjorde for de følelser, overvejelser og fortrydelser, som han og holdet gennemlevede.

En ærlig fremtræden, som ikke kunne have været anderledes, fordi han bare var sig selv, lyder det fra landstræneren.

Derfor tror han heller ikke, at rollen som den følsomme træner altid er opskriften på den perfekte leder.

- Jeg tror først og fremmest ikke, at man skal spille skuespil. Man gennemskuer mennesker, som på en eller anden kunstig måde forsøger at være autoritære – eller ikke at være det, og som viser følelser, fordi følelser nu er det nye sort. Man kan hurtigt mærke, hvis det ikke er rigtigt for den person, siger Kasper Hjulmand.

Brutal ærlighed

Men hvis danskerne har fået indtrykket af, at landsholdets EM var én lang følelseskavalkade, tager de fejl, lyder det fra træneren.

Ifølge ham er der også en hårdhed, som er nødvendig. For han pakker ikke noget ind.

- Det, jeg kalder en brutal ærlighed, er ekstremt vigtigt. Man må tage mig som jeg er, og jeg kommer med det, jeg har, og jeg har ikke noget at skjule.

Han har dog erfaret, at det ikke harmonerer i alle sammenhænge.

Det er ikke mig, der har samlet fodbold-Danmark

Kasper Hjulmand

- Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk ikke passer ind særligt mange steder. Det der med at finde det sted, man passer ind, er vigtigt. Det er vigtigt, at man arbejder ekstremt meget med sin identitet, med hvem man er, hvad tror man på – og så finde et sted, der matcher det.

Kasper Hjulmand mener selv, at god ledelse kan være mange forskellige ting, men at det først og fremmest er et spørgsmål om at stole på sig selv.

- Jeg har været ude for sindssygt mange forskellige situationer i min trænergerning, som har udfordret, hvem jeg er. Tør jeg stå fast? Og er det på bekostning af, at jeg mister mit job? Hvor er grænsen henne? Man må turde stå fast ved, hvem man er, når det brænder på, siger han.

Blå bog: Kasper Hjulmand

Født: 9. april 1972 (49 år)
Seniorkarriere: Randers Freja, Herlev IF og B93
Trænerkarriere:

  • 2003-2005 Lyngby BK II
  • 2006-2008 Lyndby BK
  • 2008-2011 FC Nordsjælland (assistent)
  • 2011-2014 FC Nordsjælland
  • 2014-2015 Mainz 05
  • 2016-2019 FC Nordsjælland
  • 2020- Det danske herrelandshold

- Jeg har ikke samlet Danmark

De fleste danskere vil nok kunne nikke genkendende til, at EM i fodbold 2021 havde en samlingskraft, som var tiltrængt efter halvandet år med corona.

Hjulmand selv er dog ydmyg omkring sin rolle i det.

- Det er ikke mig, der har samlet fodbold-Danmark, og det er heller ikke mit hold.

- Jeg er en del af en gruppe, som har arbejdet hårdt for det her. Det er spillerne, der spiller kampene, og der er jo en hel organisation, der står bag. Alle har deres bidrag, og jeg har mit bidrag – men det er altså ikke mig, der har samlet noget som helst.

Se hele interviewet med Kasper Hjulmand i 'Simi & sommergæsten' i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.