Tak for i dag

Endnu en OL-dag er gået. Vi vender tilbage i morgen tidlig med endnu flere opdateringer fra verdens største sportsbegivenhed. 

Frankrig møder Sverige i semifinalen

De franske håndboldkvinder er klar til OL-semifinalen, efter de onsdag eftermiddag slog Holland med 32-22. 

I semifinalen møder de Sverige. Kampen spilles fredag klokken 14.00 dansk tid. 

Canadisk sejr i 200-meter-finalen

Det blev canadiske Andre De Grasse, som overtog den olympiske trone i 200-meterløb, efter at guldvinderen fra de seneste tre olympiske lege, Usain Bolt, har stoppet karrieren.

De Grasse tog sølv på distancen i Rio efter netop Bolt, mens han på 100-meteren i Rio måtte nøjes med bronze.

På 100-meteren ved OL i Tokyo måtte den 26-årige canadier igen se en anden løbe med guldet, mens han fik sin tredje OL-medalje - denne gang af bronze.

Han har også fire VM-medaljer i samlingen, men heller ikke nogen af guld.

Men i finalen på 200 meter lykkedes det endelig De Grasse at snuppe OL's ædleste stykke metal, da han med tiden 19,62 sekunder satte årets hurtigste tid i verden og henviste finalens tre amerikanere til de næste pladser.

Kenneth Bednarek tog sølv i onsdagens finale i tiden 19,68 sekunder, mens hans amerikanske landsmand Noah Lyles fik bronze.

Ritzau

Kenya tager guld og sølv i mændenes 800-meterløb

Kenyas stolte løbetraditioner fik skrevet endnu et kapitel onsdag eftermiddag dansk tid.

Her blev Emmanuel Korir og Ferguson Rotich henholdsvis nummer et og to i mændenes 800-meterfinale ved OL i Tokyo og føjede dermed to medaljer til den kenyanske samling.

Korir var bedst i tiden 1 minut og 45,06 sekunder, mens landsmanden var en anelse langsommere. Patryk Dobek fra Polen løb sig til bronze.

Vindertiden var ikke i nærheden af verdensrekorden, der tilhører en anden kenyaner, David Rudisha. Den bedste tid nogensinde satte han ved OL i 2012.

Ritzau

En ægte fighter

Syvkæmperen Katarina Johnson-Thompson har vist sig som en ægte fighter på atletikstadion! 

Hun styrtede og slog sig i sit 200 meter-heat, men den regerende verdensmester afslog at blive kørt væk i en kørestol. I stedet kæmpede hun sig helt alene i mål for at gennemføre løbet. 

Det var dog ikke besværet værd, fordi Katarina Johnson-Thompson blev diskvalificeret for at have brudt sin bane. 

Spørgsmål

Birthe :

Hvis reserven Julius Johansen, havde kørt f.eks. semifinalen,vi stedet for en af de andre, ville han er også have fået en medalje.

Svar:

Ja, så havde han også fået en medalje. 

Australien havde fem ryttere på podiet, da de fik deres bronzemedaljer. 

Rodenberg havde ondt

Frederik Rodenberg Madsen fortæller efter finalen i holdløb, at han havde ondt efter sit styrt i semifinalen. 

- Ikke overraskende gør det ondt at styrte med 67 kilometer i timen. Jeg kørte ind i en brite, der stod stille, og det gør ondt. Man føler, man er kørt over af en lastbil dagen efter – det er jo ikke fedt. Men man kæmper alt, hvad man har lært, og det var desværre ikke nok i dag. 

Læs flere reaktioner her.

Bjerrehuus' overmænd tabte

Den danske bryder Fredrik Bjerrehuus' to overmænd tabte begge i deres respektive medaljekampe.

Artem Surkov (ROC), som bremsede danskere mulighed for at nå en bronzemedaljekamp, tabte sin af slagsen i et tæt opgør til egypteren Mohamed Ibrahim Elsayed.

Parviz Nasibov (UKR), som slog danskeren i dennes første kamp ved OL, fik store klø i guldfinalen, hvor Mohammaddreza Geraei (IRI) sejrede.

Ritzau.

Tårerne trillede hos landstræneren

Banelandsholdets landstræner, Casper Jørgensen, var dybt, dybt rørt i interview efter præmieceremonien.

- Det er helt utroligt skuffende. Det er virkelig skuffende. Det er sådan en proces, vi har haft. Det er det med, det ikke sluttede lykkeligt. Lige nu synes jeg godt nok, det er tungt, siger landstræner Casper Jørgensen med bævrende stemme.

- Vi vandt bronze i Rio, og selvfølgelig er sølv lidt bedre, men det var ligesom guldet, der kunne have været så sindssygt. Vi er fra et lille land og har ikke lige så mange ressourcer som de store, så det havde bare været så fedt at tage det. Det er fandeme hårdt.

Har du motivation til at fortsætte?

- Det håber jeg. Inden OL var jeg ikke i tvivl, men lige nu er jeg da godt nok lidt i tvivl, for det man ofrer rigtig meget i det. Men nu må vi se. Jeg kan godt lide det, siger Casper Jørgensen, mens han slet ikke kan holde tårerne tilbage.

Spørgsmål

Kenn:

Hvad hed danskernes 3 km tid da de kørte mod englænderne, de snakkede om de ville have kørt i 3,40-3,41.

Svar:

Danskernes 3000-metertid var 2.47,502 i går.

I dag var den 2.47,659. 

Spørgsmål

Rasmus Jensen:

Jeg synes det her rejser et stort spørgsmål ved den danske taktik om at lade 4.-manden gå så tidligt. Eller er Ganna bare så stort et monster?

Svar:

De slog ud på stort set samme tidspunkt, så det var ikke fordi, Italien sad med en ekstra mand. 

Ganna var en wattmaskine i dag. Han trak sine holdkammerater med rundt og indhentede den danske føring på 0,8 sekund. 

Rodenberg virker knust

Frederik Rodenberg ser ud til at være meget ked af det efter finalen. 

Vi har set ham blive trøstet af Lasse Norman, og inden medaljeoverrækkelsen stod han og kiggede væk i stedet for at se ind i hallen. Nu meddeler vores mand i Tokyo, at Rodenberg er i tårer efter at have fået sølv om halsen. 

Spørgsmål

Adam:

Er der andre banecyklingsdiscipliner, som Danmarks banelandshold skal op i efter 4000-meteren? Hvis ja, har de så medaljechancer?

Svar:

Vi har ikke flere discipliner med hele dette hold, men flere af rytterne skal i aktion de næste dage. 

Her får du danskernes program i Tokyo:

Omnium: Niklas Larsen kører torsdag fra klokken 08.30. Amalie Dideriksen kører søndag fra klokken 03.00 om natten. 

Parløb: Julie Leth og Amalie Dideriksen kører parløb fredag klokken 10.15. Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen kører lørdag klokken 09.55.

Nationalmelodi

Ganna smiler fra øre til øre, inden den italienske nationalmelodi bliver afspillet. 

Han kan tage en stor del af æren for den her triumf. Fantastisk føringsarbejde undervejs i finalen og ikke mindst til sidst, hvor han simpelthen bare var stærkere end Rodenberg og indhentede det danske forspring. 

Danmark på podiet

Danskerne træder op og modtager sølvmedaljerne. 

Kort efter træder italienerne op på podiets øverste trin. Det var der, danskerne havde håbet at stå.

Fjerde OL-medalje til Norman

Det er fjerde gang, at Lasse Norman skal op og hente en OL-medalje. 

London 2012: Guld i omnium 

Rio 2016: Bronze i omnium og holdløb

Tokyo 2020: Sølv i holdløb

Medaljeceremoni

Nu skal danskerne på podiet for at hente sølvmedaljerne. 

Danskerne står klar til at gå ind i hallen, men de virker ikke til at glæde sig. Rodenberg står og kigger ind i et hegn. 

Danskerne har forladt arenaen

De danske baneryttere har forladt den synlige del af Izu Vélodrome og er gået ud for at skifte tøj, så de er klar til præmieceremonien.