OL Tokyo 2020

Her er Danmarks fanebærer ved afslutningsceremonien

Emma Aastrand Jørgensen får æren af at være fanebærer for Danmark ved OL's afslutningsceremoni søndag.

I kølvandet på to bronzemedaljer slutter kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen OL med manér.

Hun har således fået æren af at bære Dannebrog ind på det olympiske stadion, når der søndag er afslutningsceremoni i Tokyo, skriver DR.

- Det bliver spændende, og jeg glæder mig, siger den 25-årige kajakroer.

Hun fortæller, at alle fanebærere kommer til at følges ind på det olympiske stadion, hvorefter de hver især tilslutter sig deres respektive delegationer.

Ved OL i 2016 var det svømmeren Pernille Blume, der bar Dannebrog ind på det olympiske stadion i Rio, da der var afslutningsceremoni.

I år bliver det Emma Aastrand Jørgensen, der får lov - men inden da skal hun til fest i den danske lejr lørdag aften, fortæller hun DR.

- Jeg har hørt, der er hotdogs, bajere og gin & tonics, så jeg tænker, vi skal derhen at kigge, siger Aastrand Jørgensen.

Den 25-årige kajakroer har under OL hentet metal i to discipliner på rostadion. Først hentede hun bronze i 200 meter enerkajak, og få dage senere gentog hun bedriften i 500 meter enerkajak.

Hun deltog også i 500 meter firerkajak, men her blev det ikke til medalje.

I 2016 vandt Emma Aastrand Jørgensen også en medalje. Her hentede hun sølv i 500 meter enerkajak.

Det var hækkeløber Sara Slott Petersen og sejleren Jonas Warrer, der var fanebærere ved åbningsceremonien i Tokyo.