OL Tokyo 2020

Grædende mænd, psykisk sundhed og inklusion – det vil vi huske OL for

OL handler om sport, men i år har der også været store øjeblikke rundt om sporten. TV 2 ser tilbage på de øjeblikke, som definerede legene i Tokyo.

Det har været et OL som aldrig før. Pandemiens skygge har hvilet over Tokyo, hvor mennesketomme arenaer dannede rammer for atleternes imponerende bedrifter.

Vi skulle vente et år ekstra, men så fik vi også to uger fyldt med store øjeblikke. De sportslige præstationer har trukket overskrifter, men rundt om sporten har der også været store historier, som har defineret Tokyos olympiske lege.

Her er de store historier og temaer, der har fyldt i de seneste to olympiske uger.

Den bløde mand træder frem

Fjerbolden nåede dårligt nok at røre gulvet, før tårerne brød ud hos badminton-guldvinderen Viktor Axelsen. Bronzemedaljen fra legene i Rio blev overgået med guld, og Axelsen lod hele verden se, hvor meget det betød for ham.

- Jeg kan slet ikke stoppe med at tude. Er det ikke okay?, sagde han til DR efter finalekampen.

Seerne har helt tæt på kunnet se følelserne få frit løb, og hos mange mandlige atleter har der ikke været en facade som en stor, stærk mand. I stedet har de sluppet deres følelser fri efter fem års hård træning frem mod dette ene mål.

Cykelrytteren Jakob Fuglsang havde våde øjne efter sin 12. plads i landevejsløbet, og den franske basketballspiller Rudy Gobert fældede skuffede tårer efter nederlaget i finalen.

De er blot få af mange mandlige atleter, som har vist, at mænd godt kan vise følelser og græde – også når hele verden ser med.

Mental sundhed på dagsordenen

Den amerikanske gymnast Simone Biles var blandt de største stjerner ved OL, og forventningerne til hende var skyhøje.

Men meget af opmærksomheden omkring verdensstjernen har ikke handlet om hendes præstationer i hallen.

Biles trak sig midt i finalen i holdkonkurrencen og forklarede, at det var for at fokusere på sit mentale helbred. Efterfølgende trak hun sig fra flere af de finaler, hun havde kvalificeret sig til.

- Det er okay at sidde over ved de store konkurrencer nogle gange for at fokusere på dig selv. Det viser, hvor stærkt et konkurrencemenneske og person du er, lød det fra Biles efter holdkonkurrencen, hvor USA fik sølv.

Hun satte gang i debatten og blev i dagene efter hyldet for at vælge mental sundhed over medaljer, men hun tager alligevel ikke hjem fra Tokyo uden metal.

Ud over sølvmedaljen fik Biles efter flere finaleafbud bronze i disciplinen bom. Og den bronze havde særlig betydning for hende.

- Det betyder mere end alle guldmedaljerne, fordi jeg kæmpede mig gennem så meget de sidste fem år og den seneste uge, mens jeg har været her, siger hun til amerikanske NBC.

Den amerikanske bronzevinder i mændenes 200-meterløb, Noah Lyles, og bronzevinderen i kvindernes kuglestød, amerikaneren Raven Saunders, har talt højt om vigtigheden af mental sundhed, og hvordan de har kæmpet sig gennem mentale udfordringer for nu at stå på det olympiske podium.

De inkluderende lege

Netop Raven Saunders, der er åbent homoseksuel, er del af en historisk statistik. Dette OL havde ifølge en række medier det højeste antal atleter, som identificerer sig som lgbt+. Ifølge en optælling fra mediet Outsports var der over 182 atleter, som offentligt har erklæret sig som en del af lgbt+. Mediet Reuters skriver, at det er over 160.

Særligt den britiske udspringer Thomas Daley satte fokus på at være homoseksuel og deltage ved OL. Efter sin guldmedalje med makkeren Matty Lee i synkront udspring fra 10 meter understregede Daley, at han var ”stolt over at kunne sige, at jeg er homoseksuel og olympisk mester.”

Daley fik lørdag bronze i udspring fra 10 meter, og endnu en gang benyttede han opmærksomheden til at sætte fokus på lgbt+-rettigheder

- Der er stadig lang vej endnu. Der er 10 lande ved dette OL, hvor der er dødsstraf for at være lgbt+-person, sagde han ifølge The Guardian og tilføjede:

- Jeg håber bare, at det at se atleter i alle de her forskellige sportsgrene, som er sprunget ud, vil hjælpe folk med at føle sig mindre alene, føle at de er værdsatte, og at de kan opnå noget.

Det var også første OL i historien, hvor transkønnede atleter kæmpede med om det ædle metal. New Zealands Laurel Hubbard deltog i kvindernes vægtløftning – en disciplin, som hun tidligere har deltaget i som mand.

Den canadiske fodboldspiller Quinn blev den første transkønnede og nonbinære person til at vinde en OL-medalje, da Canada tog guld over Sverige.

Alder er bare et tal

Om du er barn eller gammel, så er OL ikke uden for rækkevidde. Det har en række atleter bevist de seneste to uger. Den danske skateboarder Rune Glifbjerg skrev historie, da han i en alder af 46 blev den ældste OL-debutant nogensinde.

Titlen som OL’s ældste er han dog 20 år for ung til. Den går til den 66-årige australier Mary Hanna, der stillede op i ridning.

Den 46-årige usbekiske gymnast Oksana Chusovitina blev den ældste gymnast i OL’s historie, og hun kan nu også sætte kryds ud for sit ottende OL. Hun bliver dog overgået af georgiske Nino Salukvadze på 52, som stiller op i skydning. Med dette OL har hun ni styks på cv’et med det første i Seoul i 1988.

I den modsatte ende finder vi flere atleter, som endnu ikke har krydset de 18 år.

OL’s yngste deltager var den syriske bordtennisspiller Hend Zaza på blot 12 år. Mest iøjefaldende var nok den unge dominans i skateboarddisciplinerne.

I disciplinen park gik sølvmedaljen til den 12-årige japaner Kokona Hiraki, og bronzemedaljen gik til den 13-årige brite Sky Brown.

I street-disciplinen vandt 13-årige Momiji Nishiya fra Japan guld foran 13-årige Rayssa Leal fra Brasilien.

Man skal altså tydeligvis ikke lade alderen komme i vejen for jagten på de olympiske metaller.

Venskab mellem konkurrenter

Der behøver ikke være ondt blod mellem de dygtigste atleter i deres sportsgrene. Det blev tydeliggjort i mændenes højdespring, hvor der var dødt løb om guldet mellem italienske Gianmarco Tamberi og Mutaz Essa Barshim fra ørkenstaten Qatar.

De fik tilbuddet om at springe igen om guldet, men så brød Barshim ind og spurgte, om de ikke bare kunne få to guldmedaljer.

Svaret var ja, og så omfavnede de to guldvindere hinanden i ren ekstase. Begge højdespringere har kæmpet med skader på vejen til Tokyo, og det understregede italieneren efter finalen.

- Jeg vil aldrig dele en guldmedalje med andre end Mutaz. Vi var de to eneste atleter, som gennemgik den værste skade, en højdespringer kan gennemgå. Jeg ved, hvad han har gjort for at komme tilbage, og han ved, hvad jeg har gjort.

- Det var fantastisk, og at dele det med en ven er endnu mere fantastisk, sagde han, hvorefter de gav hinanden et high-five.

I mændenes maratonløb lå hollandske Abdi Nageyee til en sølvmedalje, men han var også opmærksom på bronzemedaljen.

Belgiske Abdi Bashir lå i en tæt kamp om tredjepladsen, og i opløbet til målstregen viftede hollænderen til belgieren for at motivere ham til en sidste spurt.

Det virkede, og de to navnebrødre løb over målstregen til en sølv- og en bronzemedalje. I målområdet omfavnede de udmattede løbere hinanden.