GO'

Pernille Blume vandt bronze ved OL – to dage senere stod hun i Ikea

Det har været et meget specielt OL, fortæller den danske medaljevinder.

Hos mange danskere er hverdagen så småt ved at melde sig igen.

Det er den også for svømmestjernen Pernille Blume, som dog langtfra har været på badeferie.

For en uge siden vendte hun nemlig hjem fra Tokyo efter at have vundet bronze ved OL i 50 meter fri.

Et OL, som på mange måder har været anderledes for den 27-årige svømmer.

- Det har været specielt, at man fra den ene dag til den anden skal tilbage til det virkelige liv, når man har levet så lang tid i denne her boble, hvor der ikke har været andet end OL, siger hun i ’Go’ morgen Danmark’.

Ingen stor fejring

Da hun vandt en guldmedalje ved OL i 2016, havde Pernille Blume efterfølgende en uges tid til at se andre konkurrencer, feste og fejre sit resultat sammen med sine svømmekollegaer.

Men i år satte coronapandemien en stopper for den helt store bronzefest.

- Det har været lidt mærkeligt, at der ikke har været den samme afrunding på stævnet som normalt, siger hun.

Tilbage til hverdagen

Fordi atleterne rejste tidligere hjem, end de plejer, gik der også kortere tid fra Pernille Blume stod på podiet med medaljen om sin hals, til hverdagen kaldte igen.

Søndag vandt hun medaljen, mandag landede hun i Københavns Lufthavn, og tirsdag stod hun i Ikea med den blå pose over skulderen.

En kontrast, der mindede den tredobbelte OL-medaljevinder om, at karrieren og hverdagen kan føles som "to forskellige verdener".

- Så sad jeg derhjemme med hammeren og kunne faktisk ikke lade være med at grine, fordi jeg tænkte: "Nå, så får jeg da i hvert fald fødderne ned på jorden igen", griner hun.

Et "magisk øjeblik"

Selvom festen sluttede lidt brat for Pernille Blume, vil hun tænke tilbage på OL med et smil.

Ud over sin egen sejr er der nemlig også et andet øjeblik, Pernille Blume ikke kommer til at glemme lige foreløbig.

Blot ti minutter inden Blume svømmede sig til sin bronzemedalje, vandt hendes franske kæreste, Florent Manaudou, nemlig en sølvmedalje i samme disciplin.

- Det var et helt magisk øjeblik, som jeg tænker, der ikke er mange, der får lov til at prøve, siger hun.

Dansk Idrætsforbund er "super tilfreds"

Det har været et rigtig godt OL for Danmark, mener Dansk Idrætsforbund.

Inden de danske atleter tog afsted til Tokyo, var forventningen, at de ville vinde mellem otte og ti medaljer.

Alt i alt formåede de danske atleter dog at skaffe hele 11 medaljer med hjem, og det begejstrer direktøren for Dansk Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen.

- Vi er super tilfredse. Jeg synes faktisk, det er fremragende, lyder det.

Ifølge direktøren er der ikke mange af atleterne, der ser ud til at indstille karrieren inden for de næste tre år. Og derfor har Dansk Idrætsforbund allerede store forventninger til det næste OL, som afholdes i Paris i 2024.

Til den tid satser Pernille Blume også stærkt på at deltage.

- Det ville jeg virkelig elske. Nu har jeg jo også lidt et tilhørsforhold til Frankrig, da min bedre halvdel er fransk. Og så gør det altså også en forskel, at der kun er tre år til. Det er lidt mere spiseligt, siger hun.

Se hele interviewet med Pernille Blume i 'Go´ morgen Danmark' på TV 2 PLAY.