Sport

De har vundet helt særlige medaljer til Danmark - mød dem her

Tre guldmedaljer, én sølv og én bronze fik Danmark med hjem fra de paralympiske lege i Tokyo.

Fredag var den sidste danske atlet på den store scene til de paralympiske lege i Japans hovedstad, Tokyo.

Og Danmark rejser hjem med fem medaljer i bagagen: Tre i guld, én i sølv og én i bronze.

Enten gemmer du dig lidt væk, eller også så forsøger du hele tiden at overpræstere

Peter Rosenmeier, bordtennisspiller

Men det er ikke kun det glitrende metal, der gør Danmarks tur til de paralympiske lege til en succes, mener Nicklas Bjaaland, der er chef for den danske delegation ved sportsbegivenheden.

- Gennem det her er atleterne med til at række ud til nogle af de personer, som har svært ved at spejle sig selv i andre sammenhænge, siger han til TV 2.

De paralympiske lege løber fra 24. august til 5. september.

Herunder kan du se den danske medaljehøst - og læse om atleterne bag sejrene.

2 x GULD: Tobias Thorning Jørgensen, dressur

Med hele to medaljer i bagagen vendte 21-årige Tobias Thorning Jørgensen fredag hjem til Danmark.

Det var første gang, at dressurrytteren deltog ved de paralympiske lege. Alligevel red han sig med hesten Jolene til guld i både disciplinen kür og den individuelle dressurkonkurrence.

- Han er virkelig, virkelig dygtig. Dedikation og kærligheden for sporten lyser ud af ham, siger Nicklas Bjaaland.

Tobias Thorning Jørgensen har reddet stort set hele sit liv. I den første tid var han springrytter - før han fik konstateret en sjælden afart af muskelsvind.

Sygdommen gik for alvor i udbrud, da han var teenager, og det fik rytteren til at sadle om til den mere stillesiddende dressur.

Siden har Tobias Thorning Nielsen blandt andet vundet to guldmedaljer ved EM i 2019, og nu kan han altså føje to mere til trofæhylden.

Han tager dog ikke hele æren for metalhøsten. Han sender i stedet rampelyset videre til holdet omkring ham - og en helt særlig hovedperson:

- Det er helt surrealistisk. Urealistisk. Dansk parasport har fået en ny stjerne, og hun hedder Jolene, sagde Tobias Thorning Nielsen efter den paralympiske sejr til DR 2.

GULD: Lisa Kjær Gjessing, taekwondo

Det var ikke den store overraskelse, da 43-årige Lisa Kjær Gjessing fredag hev en guldmedalje hjem i taekwondo.

Hun har siden 2017 ligget nummer ét på verdensranglisten og er både femdobbelt europamester og firedobbelt verdensmester. Og så var hun fanebærer for Danmark til det store åbningsshow i Tokyo.

- Hun er en person med en enorm vilje. Hun rummer så meget godt både på og udenfor banen, siger Nicklas Bjaaland.

Efter et kræftforløb fik Lisa Kjær Gjessing amputeret halvdelen af venstre underarm.

Før det havde hun kæmpet på det traditionelle landshold fra 2000 til 2004, men havde egentlig lagt karrieren på hylden. Indtil kræftforløbet fik hende til at genfinde lysten til taekwondo, der blev en slags terapi.

Ved siden af sporten arbejder Lisa Gjessing som offentlig anklager og er mor til to.

Det er første gang, at taekwondo er på programmet ved de paralympiske lege, og Danmark lagde altså stærkt fra start.

- Det er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg har slet ikke ord for det. Det er så ubeskriveligt. Det er så stort, sagde Lisa Kjær Gjessing til DR efter guld-sejren.

SØLV: Peter Rosenmeier, bordtennis

Der var sølv på bordet, da 37-årige Peter Rosenmeier spillede sig til en andenpladsen i bordtennis ved legene.

Det er dog ikke første gang i sin karriere, han dufter til metal, for han kan skrive både europamester, verdensmester og dobbelt paralympisk mester på cv'et.

Peter Rosenmeier er født med kun tre fingre og uden halvdelen af sin ene arm, mens han også mangler cirka en tredjedel af sin venstre lårknogle. Derfor spiller han med proteser.

Jeg har helt sikkert søgt den der overpræstation

Peter Rosenmeier, bordtennisspiller

Og ifølge bordtennisspilleren selv, har netop hans handikap været med til at bane vejen til sport på eliteplan. Fordi han hele sit liv har været præget af ønsket om at præstere og vinde.

- Enten gemmer du dig lidt væk, eller også så forsøger du hele tiden at overpræstere og vinde. Jeg har helt sikkert søgt den der overpræstation hele vejen op gennem min barndom og også i mit voksenliv, sagde han i starten af året til TV 2 Lorry.

BRONZE: Daniel Wagner, atletik

Daniel Wagner kunne for tredje paralympiske lege i træk rejse hjem med en bronzemedalje i længdespring.

Og selvom den 28-årige atlet havde sat næsen op efter en førsteplads, var han også glad for sin præstation:

- Jeg er selvfølgelig glad for at vinde en medalje. Den er superlækker og supertung, men guld er min yndlingsfarve, sagde Daniel Wagner efter sit spring.

Jeg har aldrig grædt over min ulykke

Daniel Wagner

Da han var 14 år kom han slemt til skade i et trampolinspring til en gymnastikopvisning. Efter mange timers operation endte lægerne med at amputere hans ben.

Og selvom det var livsændrende for teenagedrengen, kæmpede han sig tilbage til sporten - nu med en protese i stedet for sit højre ben.

- Jeg har aldrig grædt over min ulykke, og det er, fordi jeg altid har set fremad, sagde han i 2020 til DR.