Sport

Simone Biles var påvirket af overgreb, da hun trak sig fra OL-konkurrencer

Ifølge flere gymnaster overlod FBI dem til at lide under deres læges seksuelle overgreb.

Da Simone Biles trak sig fra flere konkurrencer ved OL, var hun fortsat påvirket af gymnastiklægen Larry Nassars overgreb på hende.

Det fortalte den amerikanske VM- og OL-guldvinder, der er anerkendt som den største gymnast nogensinde, onsdag under en høring i USA's senats juridiske komité.

- Jeg er et stærkt individ, og jeg vil holde ud. Men jeg skulle aldrig have været overladt til at lide under Larry Nassers overgreb, sagde hun ifølge The Guardian.

Høringen er en del af sagen om, hvorvidt to FBI-agenter dækkede over den tidligere læge for det amerikanske olympiske gymnastikhold, som nu afsoner en dom.

De, som hjalp ham, fortjener at blive holdt ansvarlige

Simone Biles, OL-gymnast

"En ekstraordinært tung byrde"

Simone Biles ville med sin deltages ved OL i Japans hovedstad Tokyo sikre, at sagen ikke blev glemt, fortalte hun onsdag.

Men da de Olympiske Lege blev udskudt på grund af coronavirus, måtte Simone Biles leve "blandt påmindelser om denne historie" i et helt år ekstra, lød det.

- Det viste sig at være en ekstraordinært tung byrde at bære for mig. Særligt når jeg blev nødt til at rejse til Tokyo uden støtte fra min familie, fortæller hun.

Coronaens indtog betød nemlig også, at blandt andre atleters familiemedlemmer ikke måtte være til stede under De Olympiske Lege.

- Nassar er, hvor han hører til

Larry Nassar blev i 2017 idømt 60 års fængsel for at være i besiddelse af materiale med overgreb mod børn.

Men i to nye domme blev den straf året efter hævet til henholdsvis 125 og 175 års fængsel for overgreb på flere hundrede amerikanske gymnaster.

Det Amerikanske Gymnastikforbund meldte den nu 58-årige gymnastiklæge til FBI i juli 2015. Han fortsatte dog med at behandle patienter, indtil en avis afslørede ham i 2016.

Onsdagens høring var opfølgningen på en 119 sider lang rapport, som det amerikanske justitsministerium offentliggjorde tidligere i år.

Her bliver to FBI-agenter beskyldt for at have dækket over "adskillige og fundamentale fejl", der gjorde det muligt for Larry Nassar at fortsætte sine misbrug i flere måneder.

Og sammen med de tidligere gymnasterne McKayla Maroney, Aly Raisman og Maggie Nichols var Simone Biles indkaldt som vidne i sagen.

- Nassar er, hvor han hører til. De, som hjalp ham, fortjener at blive holdt ansvarlige. Hvis det ikke sker, er jeg overbevist om, at dette vil ske for andre på tværs af olympiske sportsgrene, sagde Simone Biles.

Der er ikke nogen planet, hvor det, der skete, er acceptabelt

Christopher Wray, FBI-chef

Gymnaster: FBI overlod os til os selv

Sagen om de seksuelle overgreb er den mest omfattende i idrættens historie.

Og under høringen understregede Simone Biles, at overgrebene fortsat sidder i alle Larry Nassars ofre.

Ifølge Biles har mange måttet lide under overgrebene. Og det har været muligt på grund af blandt andet FBI’s langsomme og forfejlede reaktion, lyder det.

Den påstand blev bakket op af blandt andre gymnasten McKayla Maroney.

Efter at hun gik til FBI i 2015, blev hendes vidneudsagn ifølge Maroney selv fordrejet, da det først 17 måneder senere blev dokumenteret.

- De valgte at lyve om, hvad jeg sagde, og beskytte en serie-børnekrænker i stedet for at beskytte ikke bare mig, men utallige andre, sagde hun onsdag.

FBI-chef undskylder

Sammen med ofrene var blandt andre FBI-chefen Christopher Wray også indkaldt som vidne.

Under høringen undskyldte han for den "forkastelige adfærd" og de "fundamentale fejl", der er kommet frem i rapporten i juli.

- Der er ikke nogen planet, hvor det, der skete, er acceptabelt, sagde han ifølge Reuters.

Christopher Wray overtog først ledelsen af FBI i 2017 – få måneder inden Larry Nassars første dom.

Alligevel understreger han, at den ene af de to FBI-agenter allerede er blevet fyret i sidste uge, mens den anden er gået på pension.