De første sportsgrene i DM-ugen er på plads
De næste år er Aalborg vært for en dansk version af OL, når DM-ugen afvikles i både 2022 og 2023.
Mandag er aftalen officielt underskrevet, og med 20 forskellige forbund på papiret er det efterhånden bare at glæde sig til DM-ugens premiere i 2022.
I hvert fald hvis man er vild med sport – og gerne oplever så mange forskellige sportsgrene som muligt.
- Vi er utrolig glade for, at vi nu kan offentliggøre de første 20 forbund. Det tegner godt for DM-Ugens debut. Vi har både nogle af de helt store olympiske idrætter med, som svømning, gymnastik og atletik – men også mindre kendte idrætter som helt sikkert vil overraske og begejstre, siger formanden i Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, i en pressemeddelelse.
DM-ugen blev præsenteret som koncept allerede i 2019. Det var planen at afholde den første DM-uge i 2021, men efter flytningen af både EM i fodbold og OL fra 2020 til 2021 besluttede DIF at skubbe premieren et år.
Tidligere har det været meldt ud, at mindst 25 sportsgrene vil være en del af DM-ugen, hvor over 100 medaljesæt vil være på spil i Aalborg.
De første sportsgrene i DM-ugen
- Dansk Atletik Forbund
- Danmarks Cykle Union
- Dansk Tennis Forbund
- Dansk Minigolf Union
- Parasport Danmark
- Dansk Forening for Rosport
- Dans Danmark
- Dansk Taekwondo Forbund
- Danmarks Gymnastik Forbund
- Dansk Svømmeunion
- Rullesport Danmark
- Danmarks Brydeforbund
- Dansk Styrkeløft Forbund
- Floorball Danmark
- Dansk Faldskærms Union
- Danmarks Bowling Forbund
- Dansk Dart Union
- Dansk Surf & Rafting Forbund
- Den Danske Billard Union
- Dansk Rugby Union
Derudover er Dansk Sejlunion også repræsenteret med Sejlsportsligaen.
DM-ugen afholdes i uge 25.