Sport

Minister fjerner vaccinetvivl inden Australian Open

Alex Hawke slår fast, at man skal have modtaget to vaccinestik for at kunne rejse ind i Australien.

Det bliver kun vaccinerede tennisspillere, der får lov til at rejse ind i Australien og deltage i grand slam-turneringen Australian Open i januar.

Det slår Australiens immigrationsminister, Alex Hawke, fast onsdag.

- Alle der skal krydse den australske grænse skal være vaccineret med to stik. Det er min besked, til alle som ønsker at besøge Australien. Det er en regel, der ikke kun gælder tennisspillere, siger Alex Hawke ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Tirsdag forlød det fra de lokale myndigheder i Melbourne, at det var overvejende sandsynligt, at man skulle være færdigvaccineret for at kunne få lov til at deltage i grand slam-turneringen. Tidligere har det været uvist, om eksempelvis tennisspillere kunne få dispensation, ligesom det er sket for andre sportsudøvere under coronapandemien.

Vaccinationsspørgsmålet er blandt andet interessant, fordi herrernes verdensetter, serberen Novak Djokovic, ikke vil fortælle, om han er blevet vaccineret mod coronavirus.

- Folk går for vidt

Samtidig har han proklameret uden nærmere begrundelse, at hans deltagelse i Australian Open er tvivlsom.

- Jeg ved ikke, om jeg skal til Australien, for jeg ved ikke, hvad der sker. For nuværende ser situationen ikke lys ud, har Djokovic tidligere sagt til den serbiske avis Blic.

Om sin vaccinesituation siger han:

- Jeg vil ikke afsløre min status. Om jeg er vaccineret eller ej. Det er en privatsag og en upassende forespørgsel.

- Folk går for vidt i disse tider, når de stiller spørgsmål og dømmer folk. Uanset om man siger ja, nej, måske eller jeg overvejer det, udnytter de det, siger Djokovic.

34-årige Djokovic har vundet Australian Open ni gange, heraf de seneste tre udgaver af turneringen. I alt har han vundet 20 grand slam-titler.

Reuters skriver, at Djokovic langtfra kan blive den eneste, som ikke kan rejse til Australien. Nyhedsbureauet skriver, at cirka en tredjedel af de professionelle tennisspillere ikke er vaccineret mod virusset.

2021-udgaven af Australian Open blev udskudt til februar, så udenlandske spillere kunne sidde isoleret på deres hotel i to uger ved ankomst til landet.

I 2022 spilles Australian Open i perioden 17.-30. januar.