Fodbold

FCM og Randers fik uafgjort, mens Brøndby og FCK tabte

Endnu en europæisk fodboldaften er slut. Sådan gik det de danske hold i Europa League og Conference League:

  • FC Midtjylland - Røde Stjerne: 1-1 (Europa League)
  • FC København - PAOK: 1-2 (Conference League)
  • Rangers - Brøndby: 2-0 (Europa League)
  • Jablonec - Randers: 2-2 (Conference League)

Tak for i aften

Vi lukker livebloggen ned, men er selvfølgelig tilbage om 14 dage, hvor de fire danske hold igen skal i aktion i Europa.

Sov godt.

90+5'

Randers får uafgjort i Tjekkiet

Og her slutter det også i Tjekkiet. Randers får 2-2 ude mod Jablonec.

Stillingen i Randers' gruppe:

  • 1. AZ Alkmaar, 3 kampe, 7 point (målscore 4-2)
  • 2. Jablonec, 3 kampe, 4 point (målscore 3-3)
  • 3. Randers, 3 kampe, 3 point (målscore 5-5)
  • 4. CFR Cluj, 3 kampe, 1 point (målscore 1-3)

I aftenens anden kamp tabte CFR Cluj 0-1 til AZ Alkmaar.

90+4'

Brøndby taber i Glasgow

Det er slut i Skotland. Brøndby taber 0-2 til Rangers, og danskerholdet står dermed fortsat noteret for et enkelt point i gruppe A i Europa League.

Stillingen i Brøndbys gruppe:

  • 1. Lyon, 3 kampe, 9 point (målscore 9-3)
  • 2. Sparta Prag, 3 kampe, 4 point (målscore 4-4)
  • 3. Rangers, 3 kampe, 3 point (målscore 2-3)
  • 4. Brøndby, 3 kampe, 1 point (målscore 0-5)

I aftenens anden kamp vandt Lyon 4-3 over Sparta Prag i Tjekkiet.

90'

Randers udligner

Måååååål. Randers udligner til 2-2 på et straffespark, og selvfølgelig står Stephen Odey for randrusianernes mål.

89'

Straffespark til Randers

På en høj bold ind i feltet rammer en Jablonec-spiller bolden med hånden. Straffespark til Randers.

89'

Brøndby mest på bolden

Men den megen boldbesiddelse har ikke ført til noget.

83'

God redning af Carlgren

I Tjekkiet byder Randers-målmand Carlgren også ind med en god redning. Han slår et langskud væk. Jablonec er tættere på 3-1, end Randers er på 2-2.

82'

God redning af Mikkelsen

Thomas Mikkelsen står i vejen for en afslutning fra Fashion Sakala. God redning med venstre arm af Brøndby-keeperen.

80'

Rangers rammer overliggeren

Tæt på 3-0 i Glasgow, men overliggeren redder for Brøndby.

76'

Rangers et kvarter fra tre point

Det er ikke mange chancer, Brøndby skaber. Det ligner tre sikre point til Rangers.

72'

Jablonec rammer stolpen

Brøndby-målmand har afvist en afslutning fra Alfredo Morelos, der nu er skiftet ud. Sakala er kommet ind.

I Tjekkiet har Jablonec ramt stolpen. Randers er faldet i niveau, og chancen for dansk point bliver gradvis mindre.

68'

Jablonec føler sig snydt for straffespark

Hjemmeholdet Jablonec vil meget gerne have et straffespark efter en Randers-nødbremse, men dommeren vinker afværgende.

64'

Brøndby med dobbeltudskiftning

Niels Frederiksen tager Kevin Mensah og Mikael Uhre ud. På banen kommer i stedet Blas Riveros og Simon Hedlund.

Også Thomas Thomasberg har skiftet to spillere. Nicolai Brock-Madsen og Simon Tibbling er gået ud, og Vincent Onovo og Jakob Ankersen er kommet ind.

53'

Randers bagud igen

Så gik den ikke længere for Randers. Jablonec er kommet foran 2-1 efter et hjørnespark, og igen er det Tomas Cvancara, der er på pletten.

49'

Jablonec tæt på 2-1

Hjemmeholdets Cvancara får meget plads i Randers-feltet, men hans afslutning går lige forbi stolpen.

48'

Ny chance til Brøndby

Bolden bliver spillet bagud til Jens Martin Gammelby, der afslutter med det samme, men hans afslutning blokeres. Hjørnespark til Brøndby.

46'

Uhre brænder kæmpechance

Vi er i gang igen i Glasgow, og Mikael Uhre får en tidlig friløber, men han sparker bolden forbi mål. En kæmpechance til Brøndby-angriberen, som han skulle have scoret på. Av, av.

2. halvleg er også i gang mellem Jablonec og Randers.

Bo Henriksen føler sig ramt af uheld i europæiske kampe

- Vi føler jo, at vi har været voldsomt uheldige i Europa League indtil videre. Det vil vi våge at påstå.

- Især på hjemmebane har vi jo egentlig været imponerende på mange måder, og hvis vi spillede de kampe mod Ludogorets og Røde Stjerne igen, er jeg sikker på, at vi ville vinde, siger FCM-cheftræner Bo Henriksen på et pressemøde efter 1-1-kampen mod Røde Stjerne.

Bodø/Glimt slog Roma med tenniscifre

Her i pausen kan I se målene fra Bodø/Glimts imponerende 6-1-sejr over AS Roma i Conference League.

45+2'

Pause i Glasgow og Jablonec

Brøndby-spillerne må gå til pause bagud 0-2.

I Randers' kamp i Tjekkiet er stillingen ved pausen 1-1. I 1. halvlegs tillægstid havde Jablonec ellers en god mulighed for at komme på 2-1, men Randers-anfører Erik Marxen headede - ikke forsætligt - bolden på stolpen, og dermed afværgede han hjemmeholdets mulighed.