Et af Danmarks største dansetalenter holdt på en hemmelighed, der kunne have kostet hende livet
Emma Greve blev udråbt som et af Danmarks største dansetalenter. Hun drømte om at blive verdensmester. Men en dag ændrede alt sig.
Emma Greve kan ikke holde sine positioner til en dansekonkurrence. Hendes nakke begynder at knække. Hun kan ikke forstå det. Hun har trænet i årevis, og simple øvelser er pludselig blevet svære. Hendes træner forklarer teknikken. Men ingenting hjælper.
Hun har allerede nået et højt niveau i dans trods sine bare 14 år. Men nu hader Emma sin krop, fordi hun ikke kan præstere, som hun plejer. Hun er godt klar over, at hun har tabt sig en del de seneste måneder. Og hun er træt hele tiden.
Men hun holder også på en hemmelighed, som hun ikke har delt med nogen.
Hun har to underlige buler, som stikker ud i den højre lyske.
'1200 kilometer til et nyt liv: Kampen for en ny start efter livstruende sygdom' er en del af TV 2s Knæk Cancer. Dokumentaren vises også på TV 2 28. oktober klokken 23.05.
En farlig hemmelighed
Siden Emma var fire år gammel, har dans fyldt det meste af hendes hverdag. Hun trænede fra morgen til aften, kun afbrudt af skolen midt på dagen. Hun fandt hurtigt en identitet i dansen, og hun vidste, at det var ad den vej, hun ville.
Emma gik målrettet efter detaljerne i sin dans, så hun kunne indfri sine mål om at blive danmarksmester i både standard- og latindans. Det lykkedes op til flere gange. Hun deltog også i adskillige nationale og internationale konkurrencer.
- Jeg ville være verdensmester, og jeg skulle leve af at danse, siger Emma Greve.
I efteråret 2010 stopper Emmas dansekarriere brat og ufrivilligt. Hun har længe døjet med flere skavanker og har svært ved at opretholde energien til at danse.
- Folk spørger, hvad der er galt med mig. De synes, at jeg ser død ud i øjnene, og mit lange lyse hår er gråt, siger Emma.
En aften tager Emma mod til sig. Hun går ind i stuen til sine forældre, som sidder og ser fjernsyn. Hendes hjerte hamrer derudaf. Hun er nervøs, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal fortælle sin hemmelighed til sine forældre. Men ud skal den. Hun trækker vejret dybt, og så siger hun: "Mor og far, jeg har nogle underlige buler i min ene lyske. Jeg tror ikke, at det er så godt".
Forældrenes blik stivner. Emmas mor Anne-Lise Greve tvinger hende til lægen, selvom Emma egentlig ikke har lyst.
Lægen sender Emma akut afsted til børnemodtagelsen, og herfra går det stærkt. På børnemodtagelsen får hun at vide, at hun skal opereres senere samme dag. Emma har svært ved at forstå, hvad der sker omkring hende. Hun ved bare, at hendes situation ikke er god.
Det næste, Emma husker, er hendes mor, som stryger hende over håret på opvågningsstuen.
De hører to læger marchere ned mod stuen. Lægerne stiller sig ved siden af hospitalssengen og siger: "Operationen er gået fint". Pause. "Vi kan sige, at det er lymfekræft".
Og pludselig står tiden stille.
- Jeg kan mærke den her tunge stemning. Jeg ser min mor, som prøver at holde tårerne tilbage. Min far går i cirkler, og da jeg får øjenkontakt med ham, så går det op for mig, at det her virkelig ikke er særlig godt. Og jeg kan se, at de er ved at drukne i den her meningsløshed, fortæller Emma.
Det er valentinsdag 14. februar 2011. Den dag husker Emma som alt andet end romantisk. Det er nemlig dagen, hvor hun bliver diagnosticeret med lymfekræft i stadie tre.
Hun er 14 år gammel.
Emma kan se sine forældre stå med en kæmpe sorg igen. De har prøvet at miste et barn tidligere.
Emma var to år gammel, da hendes storebror Peder mistede livet i en trafikulykke. Han nåede kun at blive 20 år.
- Da Emma bliver syg, er den første tanke: "Nej, ikke igen. Vi har lagt et barn i graven, skal vi nu til at lægge et mere i graven", fortæller Emmas far Mogens Greve.
Emma var fra starten bevidst om, at kræften kunne ende hendes liv alt for tidligt. Emmas mor husker tydeligt en snak, hun havde med sin datter, få dage efter at Emma havde fået diagnosen.
- "Mor, hvis jeg dør og skal begraves, så skal det være sådan og sådan". Okay… der måtte jeg lige gå et par gange rundt om mig selv, fortæller Anne-Lise Greve.
Efter at have sundet sig fortsætter Anne-Lise:
- Men én ting er helt sikkert. Vi giver aldrig op!
Mareridtet gentager sig
Emma har fået intensiv kemobehandling i et halvt år. Hun har efterfølgende været kræftfri i lidt over et år.
Hun er tilbage til livet igen.
I sensommeren 2012 starter hun på HHX og glæder sig til at komme i skole og møde sine nye klassekammerater.
En måned inde i det nye skoleår finder hun en knude i sin venstre armhule. Pludselig stod tiden stille igen.
Det hele virker som en dårlig drøm. Emma og hendes forældre havde ellers troet og håbet på, at den første periode med kemobehandling havde hjulpet.
Emmas mor forsøger at holde facaden. Hun har en fornemmelse af, at det står slemt til med Emma.
- Jeg kunne godt læse mellem linjerne, for jeg sørgede hele tiden for at få hendes journaler og følge med, da jeg selv har uddannelse inden for den slags. Så jeg kunne se, at lægerne også stillede spørgsmålstegn ved, hvilken vej det gik, fortæller Anne-Lise Greve.
Emma har brug for at tage kontrol over det, der sker omkring hende. Derfor stopper hun med at tage sin medicin. Hun har ikke lyst til at være her længere.
Men så mærker hun det stærke netværk, hun har omkring sig. Hun bliver klar over, at det kan og vil hun ikke gøre over for sin familie og venner.
- Havde jeg ikke haft dem, så sad jeg her ikke nu… for jeg gad ikke, siger en berørt Emma Greve.
Når far kan klare den tur, så kan jeg også klare min kamp
Da Emma har været i kemobehandling i et år, beslutter hendes far Mogens Greve sig for at cykle fra Danmark til Paris med Team Rynkeby i sommeren 2013. En tur på 1200 kilometer.
Familien har brug for et mål. Noget andet at fokusere på. Målet er, at Emmas far skal cykle turen, og Emma skal tage imod ham i den franske hovedstad.
- Tilbagefald og sygdom skal ikke lægge os ned, siger Mogens Greve.
Den tur skal vise sig at blive Emmas drivkraft.
- Der er en kæmpe symbolik i, at min far gør noget, der er så stærkt. Det giver jo også mig et drive. Og da jeg ser, at han har gennemgået den kamp med at cykle til Paris, så kan jeg også klare min kamp, fortæller Emma.
Emma får sin sidste kemobehandling i efteråret 2014. Siden hun blev diagnosticeret med lymfekræft i 2011, har hun i alt fået 197 kemobehandlinger.
En særlig dag
Det er efterår 2020.
Emma går på den velkendte gang på børneonkologisk afdeling på Odense Universitetshospital. En afdeling, hun på et tidspunkt kaldte for sit andet hjem.
Emma har været sygdomsfri i lidt over fem år.
Og det er ti år siden, at hun mærkede de underlige buler i sin lysken for første gang.
Hun er spændt og nervøs. Hun skal til sin sidste samtale og undersøgelse hos sin læge for at finde ud af, om hun endelig kan kalde sig rask.
Emma er igennem en scanning og adskillige rutinetjek, før lægen sætter sig i stolen ved sit skrivebord. Lægen kigger på tallene, som er kommet frem på computeren. Og så kommer meldingen:
- Det ser fornemt ud det her. Det er bare så fint. Jamen, så nåede vi til vejs ende… så er du jo rask.
Lægen kigger glad på Emma og spørger:
- Hvordan er det?
- Det er underligt, virkelig underligt…
Og så når Emma ikke at sige mere, før hun bryder ud i tårer. Glædestårer.
Den dag skal fejres. Ikke kun med god mad og et glas vin.
Emma og hendes far beslutter sig for at cykle til Paris sammen. De vil sætte et punktum for et svært kapitel i deres liv og starte et nyt. Sammen skal de bygge Emma op som den stærke pige, hun var, da hun dansede.
- Lige siden min far cyklede til Paris den første gang, har jeg gerne ville med. Nu giver det mening. Det giver mening at slutte en kamp med en kamp, siger Emma.
Svære senfølger
Emma cykeltræner flere gange om ugen med sin far og resten af holdet fra Team Rynkeby Odense.
Men 10 år med kræft og 197 kemobehandlinger har sat sine spor. Ikke bare fysisk med nogle knæ, som driller indimellem. Det har også påvirket Emmas mentale helbred.
- Det gør noget ved dig, når du i en teenagealder bliver ramt af en dødelig sygdom, siger Emma og fortsætter:
- Da jeg får at vide, jeg er rask, tænker jeg… "hvad så nu? Hvad skal der ske nu?". Og så står man i en ny identitetskrise. Alle de følelser, der har været undertrykt igennem de seneste ti år, kom tilbage med 180 i timen. Der var ikke nogen, som havde forberedt mig på det efterspil. Og det kom som et chok for mig.
Angst er blevet en følgesvend for Emma. Nogle gange cykeltræner hun med kun to timers søvn i bagagen, fordi et angstanfald har holdt hende vågen det meste af natten.
Og så har hun mærket en skyldfølelse over at være i live.
- Hvorfor skulle jeg overleve, når de andre ikke skal. Jeg har set nogen af dem, som har haft kræft, og som jeg har lært at kende, gå til. Og så kan jeg finde på at ligge i min seng og ikke nyde det at være i live. Jeg forsøger febrilsk at lede efter den der knap, der lige kan trykke pause på livet, for jeg har lige lyst til at melde mig ud af livet i et par timer. At jeg kan finde på at have de tanker, føler jeg ikke er okay, fortæller Emma.
Emma vil ikke længere have den skyldfølelse. Hun vil ikke længere have et liv, hvor hun ikke vil se verden, fordi hun er tynget ned i et sort hul.
Hun kan mærke, at hun har sin styrke og stædighed fra sin dansetid. Og cykeltræningen gør hende godt. Den giver hende det overskud, som hun har brug for. Både fysisk og mentalt.
- Jeg kan se, at mine lår vokser sig større og større. Det er jo fantastisk. Det er så dejligt. Og det giver en motivation til at gribe livet igen.
Og så er det vigtigt at have et mål.
- Jeg har slået kræften. Men jeg er ikke ovre den periode i mit liv. Men det er også det, som det her år handler om. Jeg skal til at finde ud af, hvem jeg er. For nu er jeg ikke Emma, der har kræft, siger hun.
1200 kilometer til et nyt liv
Det er højsommer 2021.
Emma har cykeltrænet i et års tid for at blive klar til sit mål.
1200 kilometer skal hun sammen med sin far og resten af Team Rynkeby Odense tilbagelægge på 6 dage.
På grund af coronapandemien må turen til Paris aflyses. I stedet vil Team Rynkeby cykle Danmark rundt.
Emma glæder sig til at cykle. Og særligt til at cykle gennem Danmark med sin far. Turen skal være starten på det nye kapitel i hendes liv. Men hun er også spændt på, hvordan kroppen reagerer på de fysiske anstrengelser.
Turen tager dem fra Odense til Rømø. Videre til Ringkøbing, Skive og Århus. Og så til Vordingborg, hvorefter de cykler tilbage til den fynske hovedstad.
1200 kilometer fordelt på seks dage.
For halvandet år siden kunne Emma ikke forestille sig, at hun kunne komme igennem turen.
- Hvis du er stædig nok, så kan du virkelig flytte dine grænser både fysisk og psykisk, siger Emma.
Som turen skrider fremad, føler Emma sig stærkere og stærkere. Og gladere og gladere. Også selvom hun er træt om aftenen efter en tur på 200 kilometer. Men det er træthed på den gode måde.
- At se Emma køre igennem Danmark med det overskud er et meget stort øjeblik for mig. Bortset fra at have fået mine børn er det det største i mit liv, siger Mogens Greve.
Emma cykler den sidste etape med sin far og resten af Team Rynkeby ind i Kongens Have i Odense. Der er fyldt med mennesker, som hepper holdet de sidste meter over målstregen.
Emmas mor står klar til at tage imod sin mand og datter. Da Emma står af cyklen, begynder hun at græde. Hendes forældre slår armene rundt om hende. Og sådan står de længe.
Målet blev nået. Og et nyt liv kan begynde.
- Da Emma kørte ind i Kongens Have, vidste jeg, at nu er hun tilbage som den stærke pige, hun altid har været. Så det var så dejligt at se, og nu kan hun igen, siger en rørt Anne-Lise Greve.
Tre måneder efter cykelturen sluttede i Kongens Have har Emma ikke haft et eneste angstanfald.
Hun er begyndt at danse igen. Og hun underviser også børn og unge i dans, hvor hendes vigtigste lektion er, at man aldrig skal give op.
- Jeg trives i min egen krop igen. Jeg føler mig stærk, både fysisk og psykisk. Jeg har spidse albuer, og jeg er klar til verden nu. Den kan bare komme an, slutter Emma Greve.
