Sport

Var tæt på OL-medalje i atletik - nu skal hun til vinter-OL

Tyske Alexandra Burghardt debuterede i efteråret i bobslæde. Nu har hun sikret sig en plads ved vinter-OL.

Se vinter-OL på TV 2 PLAY.

I sommer var hun under en tiendedel af et sekund fra olympisk bronze i Tokyo.

Til februar vil hun have sin første olympiske medalje, men det bliver på et helt andet underlag - og en noget anden disciplin.

27-årige Alexandra Burghardt kvalificerede sig til sommer-OL i 100 meter, og så var hun også en del af de tyske kvinders stafethold på 4 x 100 meter.

Det blev til en 11.-plads individuelt, mens hun blev nummer 5 med stafetholdet.

Siden da har hun jagtet en helt ny udfordring, nemlig en plads ved vinter-OL. På is. I en tomands-bobslæde med Mariama Jamanka, som vandt OL-guld i disciplinen for fire år siden.

Ifølge Bild vandt hun den afgørende test som den, der skubber bag på bobslæden, og det giver hende en plads ved legene i Beijing.

- Jeg er selvfølgelig helt vildt glad. Jeg har trænet i så mange år for at nå min olympiske drøm, og nu kan jeg udleve den to gange på et halvt år. Det er utroligt, siger hun ifølge Bild.

Det er mindre end en måned siden, Burghardt debuterede i bobslæden med Jamanka.

Målet var allerede dengang en plads ved vinter-OL, om end hun lige skulle omstille sig til noget helt andet end blot at løbe hurtigt.

- Jeg følte for den her udfordring, sagde hun til ARD i november.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg fik et vildt adrenalinsus og en helt anden følelse af fart. Men jeg kom ud med et smil, siger hun om sin første tur i bobslæden.

Hun er langt fra den første atlet, der både deltaget ved sommer- og vinter-OL. Det har 128 andre gjort ifølge olympics.org.

Til gengæld har kun fem atleter gennem tiden vundet en medalje ved begge lege.

  • Eddie Eagan (USA): Boksning (1920) og bobslæde (1932)
  • Jacob Tullin Thams (Norge): Skihop (1924) og sejlads (1936)
  • Christa Luding-Rothenburger (Tyskland): Speedskating (1984+1988) og banecykling (1988)
  • Clara Hughes (Canada): Cykling (1996) og speedskating (2002+2006+2010)
  • Lauryn Williams (USA): Atletik (2004+2012) og bobslæde (2014)

Vinter-OL afholdes fra 4. til 20. februar.