Sport

51-årige skotte er verdensmester efter stort comeback

Peter "Snakebite" Wright er verdensmester i dart efter en finalesejr over Michael Smith.

Efter en tæt kamp, hvor spillerne skiftedes til at tage føringen, kan Peter Wright fra Skotland for anden gang juble over en VM-titel i dart.

Den 51-årige Wright vandt mandagens finale med 7-5 over englænderen Michael Smith foran 3500 hujende og medlevende tilskuere i Alexandra Palace i London.

Den 31-årige Michael Smith førte ellers 5-4 i sæt, men formåede ikke at holde fast. Det er anden gang, at englænderen må sig sig besejret i en VM-finale. I 2019 tabte han til Michael van Gerven.

Wright, der vandt VM i 2020 med en sejr over Michael van Gerven, er en af sportens mest farverige spillere med sin karakteristiske hanekam, malede ansigt og det selvvalgte kælenavn "Snakebite".

VM-sejren indbringer ham 500.000 pund svarende til godt 4,4 millioner kroner.

Wright kom tilbage

Undervejs i opgøret slog Michael Smith rekorden for flest 180’ere ved et VM nogensinde. Han nåede således forbi 72 af slagsen og slog dermed Gary Andersons rekord fra 2017.

De to duellanter var tydeligt nervøse, da kampen blev skudt i gang.

De havde begge svært ved at lukke, og i andet parti kiksede de et hav af gange, inden Peter Wright snuppede pointet og senere hele første sæt.

Andet sæt tog Wright i overlegen stil, men så meldte Smith sig ind.

I tredje sæt fandt hjemmebanedarlingen et nyt niveau og vandt i overlegen stil, mens Wright virkede en smule frustreret over en stor bunke bommerter.

Fjerde sæt var det første, der for alvor var tæt. Her slap Smith afsted med sejren, efter at Wright havde haft mulighed for at lukke - og så stod det 2-2 efter fire sæt.

Derefter tog de to et sæt hver, inden Smith vandt kampens første rene sæt og bragte sig foran 4-3. Wright udlignede dog hurtigt, og i niende sæt blev det endnu engang spændende.

Wright var foran 2-0, men endte med at tabe og kom dermed under massivt pres ved stillingen 5-4 til Smith. Han overlevede, og så stod det igen helt lige ved 5-5, hvorefter den mere erfarne skotte vandt de næste to sæt og dermed kampen.