Vinter-OL

- Intet tyder på udskydelse af vinter-OL

Danmarks Idrætsforbund (DIF) ser frem til at få svar på coronasituationen i Beijing på onsdagens møde med IOC.

De danske atleter kan ufortrødent fortsætte deres forberedelser til næste måneds vinterlege i Beijing.

For vinter-OL ser ifølge Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ud til at blive afviklet efter planen i Beijing fra 4. til 20. februar trods coronapandemien.

Sådan lyder budskabet mandag fra Hans Natorp, formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

- Der er ingen indikationer af, at vi ikke skal af sted til vinter-OL. IOC er meget opmærksom på, at der bliver skabt en sikker coronaboble omkring atleterne, og vi læner os op ad IOC.

- Hvis IOC siger, at OL bliver afholdt, så kommer Danmark også til at deltage. Vi er i gang med vores forberedelser på fuldt tryk, og der er intet, der tyder på, at vinter-OL ikke kan afholdes, siger Hans Natorp.

DIF vil sammen med en række andre lande onsdag deltage i en videokonference med IOC, og her vil smittesituationen i Beijing blandt andet blive vendt.

- Vi har 100 procents opmærksomhed på atleternes sikkerhed. Vi vil gerne være helt klar på proceduren og retningslinjerne, hvis en af vores atleter skulle blive ramt af corona.

- Så vi klart kan fortælle dem, hvad der for eksempel er af karantæneregler i tilfælde af smitte. Det skal ikke være et overraskelsesmoment for os, siger Hans Natorp.

Vores atleter kan fortsætte deres forberedelser ufortrødent

Hans Natorp

Er trygge ved at være i en boble

Stigende smitte i Danmark gør, at DIF-formanden er bekymret, men han er også sikker på, at atleterne er ekstra forsigtige inden afrejsen til Kina.

- Situationen er bekymrende med smitten herhjemme, hvor det går stærkt i øjeblikket. Men vi kender gamet. Vi ved, hvordan det er at være i en boble.

- Vi prøvede det under OL i Tokyo sidste år, hvor det gik virkelig godt med afviklingen - omstændighederne taget i betragtning.

- Så det er ikke nyt for os. Vi er trygge ved at være i en boble, og jeg er sikker på, at de kinesiske arrangører er meget omhyggelige, siger Hans Natorp.

Restriktionerne under vinter-OL betegnes som skrappere end under sommer-OL i Japan sidste år. Det gælder for alt i verden for atleterne om at undgå smitte, og de testes både før afrejse og ved ankomst til Kina.

- En af udfordringerne er, at vi skal ankomme uden corona. Vores atleter kan fortsætte deres forberedelser ufortrødent, men det er virkelig vigtigt, at vi agerer meget ansvarligt og undgår smitte - også inden afrejse.

- Men som sagt er vi trygge ved de rammer, som IOC sikrer omkring afholdelsen, siger Hans Natorp.

Se TV2s sendeplan for vinter-OL 2022 her.