Vinter-OL

Første ti danske atleter er udtaget til vinter-OL 2022

Danmark sender ti curlingspillere af sted til vinterlegene i Beijing. Det giver mindst 18 kampe til danskerne.

Det begynder for alvor at dufte af vinter-OL 2022, efter at Danmarks Idrætsforbund (DIF) har udtaget de første ti atleter.

DIF satte tirsdag navne på de fem kvinder og fem mænd, der skal repræsentere Danmark i curlingturneringen ved vinter-OL i Beijing, der begynder 4. februar.

Mikkel Sansone Øhrgaard, der er chef de mission for den samlede danske OL-delegation i Beijing, håber på dansk curlingfeber hjemme i stuerne.

- Jeg tror ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at det er fantastisk, men også overraskende, at vi er repræsenteret med både kvinderne og mændene i OL-curlingturneringen i Beijing.

- Lige så positivt overraskede, vi er, lige så begejstrede og stolte er vi. Vi er sikret minimum 18 curlingkampe, som danskerne kan følge på skærmene fra Danmark.

- Og så håber vi naturligvis i vores stille sind på curlingfeber a la Nagano i 1998, hvor en masse danskere stod op om natten for at følge de danske curlingspillere, siger Mikkel Sansone Øhrgaard.

I japanske Nagano i 1998 vandt curlingkvinderne Danmarks første og indtil videre eneste danske medalje ved et vinter-OL.