Vinter-OL

IOC med klar anbefaling: Efterlev OL-reglerne fra nu af

På et møde onsdag understregede IOC, at atleterne skal efterleve playbook i måneden op til vinter-OL.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) føler sig tryg med henblik på en god afvikling af næste måneds vinter-OL i Beijing, efter at man onsdag deltog i et videomøde med Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

IOC's anbefaling er meget klar: Efterlev reglerne i playbook og manualen for adfærd fra nu af

Hans Natorp

Det fortæller DIF-formand Hans Natorp.

- Vi er trygge ved, at det kører planmæssigt med at komme til vinter-OL. Den største bekymring er, at vi skal sørge for at holde os coronafri i perioden op til afrejsen.

- Når vi først er i boblen i Beijing, er det nok et af de mest sikre steder, man kan være, da jeg tror, at der er meget lav smitte der. Men man skal stadig passe på, da Omikron er meget smitsom, siger Hans Natorp.

På videomødet understregede IOC, at atleterne og stabsmedlemmerne allerede nu bør efterleve den udleverede playbook, som kommer med en lang række konkrete anvisninger og sikkerhedsforanstaltninger i forhold til at undgå coronasmitte.

- IOC's anbefaling er meget klar: Efterlev reglerne i playbook og manualen for adfærd fra nu af. Det gør vi allerede helt intuitivt, fordi vi som hold ønsker at komme sunde og raske til vinter-OL.

- Vi har igennem to år med corona lært, hvordan man beskytter sig med sund fornuft, og som atlet og stabsmedlem giver man den lige en ekstra tand, når man har arbejdet henimod at deltage ved vinter-OL i flere år, påpeger Natorp.

Mere fleksibelt end sommer-OL

DIF er også tilfreds med svarene fra IOC omkring protokoller i tilfælde af, at en atlet bliver smittet i Beijing.

- De er mere fleksible, end vi var vant til ved sommer-OL Tokyo i forhold til at komme tilbage i konkurrence, hvis man havner i isolation på grund af en positiv test.

- I Tokyo skulle man forblive i isolation, uanset hvordan de efterfølgende test var. I Beijing bliver man frigivet, så snart man har en negativ test. Sagerne vil blive behandlet individuelt, fortæller DIF-formanden.

- Der er også tiltag til, hvordan man bliver frigivet fra det kinesiske sundhedssystem, hvis man som følge af tidligere smitte ikke kan fremvise en negativ test, fortæller DIF-formanden.

Vinter-OL løber fra 4. februar til 20. februar.