GO'

Da hans kone blev syg, røg alle planer i vasken – nu flytter familien til USA

For Mark O. Madsen skal rykket ske nu, da ingen kender fremtidsudsigterne for hans kones sclerose.

Det lød nærmere som et brøl end et sejrsråb, da Mark O. Madsen i august besejrede MMA-legenden Clay Guida i Las Vegas.

- Det var kulminationen på en rigtig hård kamp, og det var også beviset på, at det kunne lade sig gøre - at alt i princippet kunne lade sig gøre, siger Mark O. Madsen i ’Go’ aften LIVE’.

For den tidligere OL-sølvvinder i brydning var sejren også en kulmination på en hård periode, hvor hans kone fik konstateret sclerose, og hvor familien oveni havde kæmpet med vandskade, skimmelsvamp og rotter i deres hus hjemme i Danmark.

Men 2021’s udfordringer har ikke fået Mark O. Madsen til at droppe sin MMA-karriere, selvom hans far gerne så, at han fik et ”mere almindeligt arbejde”, fortæller han.

Tværtimod arbejder han og familien nu hen i mod at flytte til Arizona i USA i to år.

Nu går vi efter at vinde et UFC-bælte

Mark O. Madsen, MMA-fighter

- Nu går vi efter at vinde et UFC-bælte, fortæller Mark O. Madsen i ‘Go’ aften LIVE’.

Og hvis målet om et bælte i den bedste amerikanske MMA-liga, UFC, bliver til virkelighed, vil han være den første dansker, der lykkes med det.

Måtte sige nej til kampe

Mark O. Madsen begyndte sin MMA-karriere i 2013 og har siden kæmpet sig frem til den bedste amerikanske liga under navnet “The Olympian”.

Derfor var det også et hårdt slag, da han i 2021 måtte sætte sin karriere delvist på pause på grund af sin hustrus sygdom.

- Vi havde arbejdet rigtig hårdt for at komme til det punkt, vi er kommet til, og vi havde nogle gigantiske kampe, jeg kunne have sagt ja til, men jeg måtte vælge at trække i håndbremsen, forklarer han.

For når Mark O. Madsen snakker om ”vi” og ikke ”jeg”, er det fordi familielivet kommer først for den 37-årige kæmper.

Da hans kone, Maria, fik konstateret sclerose, ændrede prioriteterne sig for familien.

- Der var brug for, at vi som familie fjernede alt, der var på bordet og fokuserede på at være sammen om at løse den udfordring, fortæller Mark O. Madsen.

Familien skal rykke nu

Mark O. Madsen ser ikke udelukkede tilbage på 2021 som et turbulent år.

Det har også været en fantastisk år.

For familien har det nemlig været vigtigt at se positivt på udfordringerne, og Mark O. Madsens familie har blandt andet haft nogle gode måneder sammen i Arizona forud for kampen mod Clay Guida, fortæller han.

Samtidig er han opmærksom på, at hvis drømmen om et familieliv og en MMA-karriere i USA skal blive til virkelighed, så skal de rykke nu.

- Sclerose er en sygdom, der udvikler sig konstant. Vi ved ikke, hvor vi er i morgen, så det er nu og her, vi skal gøre det og tage det spring, forklarer han.

Det turbulente 2021, som Mark O. Madsen selv beskriver det, har dog også lært ham, at en sportskarriere handler om andet end resultater.

- Resultaterne er en rigtig, rigtig stor del af det at bedrive sport, men at have en hverdag, hvor vi trives, hvor der er balance, og hvor man kan gå i seng med et smil og stå op med et smil, der er jo det gyldne korn, slutter han.

Se interviewet med Mark O. Madsen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY