Vinter-OL

Blev sendt hjem fra OL - men fik lov til at blive og vandt

Den australske mixeddouble fik alligevel lov at fortsætte ved OL, selvom de var på vej hjem grundet en positiv coronatest. Derefter slog de Schweiz.

En markant udvikling har fundet sted i sagen om den australske mixeddouble i curling ved OL.

For i de tidlige nattetimer annoncerede den Australske Olympiske Komité, at Tahli Gill var testet positiv for corona, og derfor var hun og makkeren Dean Hewitt tvunget til at trække sig.

Men kort efter kom meldingen, at Tahli Gill og Dean Hewitt havde fået tilladelse af de kinesiske sundhedsmyndigheder til at fortsætte i konkurrencen.

Jeg er glad for, at vores team talte hendes sag og pressede på

Geoff Lipshut, Australiens chef de mission

Den australske komité fik en mail af det offentlige kinesiske sundhedssystem, hvori det fremgik, at parret kunne fortsætte, hvis de følger reglerne for nærkontakter under OL. Det skriver Australiens Olympiske Forbund.

Den australske chef de mission, Geoff Lipshut, siger, at parret et "ekstremt glade for, at de kan konkurrere igen."

- Jeg er glad på Tahli og Deans vegne, og jeg er glad for, at vores team talte hendes sag og pressede på, efter det kom frem, at de ikke længere kunne konkurrere, siger Lipshut.

Og man må sige, at de fik konkurreret senere søndag formiddag.

Det australske par slog nemlig schweizerne Martin Rios og Jenny Perret med 6-3 og hentede deres første OL-sejr nogensinde.

Er tidligere testet positiv

Ifølge CBS-journalisten Devin Heroux, der er olympisk reporter, har et lægefagligt ekspertpanel gennemgået CT-værdierne i Tahli Gills positive PCR-test.

Her har de vurderet, at værdierne er inde for en acceptabel grænse, og dermed kan den australske mixeddouble altså alligevel fortsætte ved OL.

Ifølge Devin Heroux testede Tahli Gill positiv for en måned siden. Under OL er hun testet negativ, men lørdag aften testede hun så altså positiv. Gill er uden symptomer og er ved godt mod.

Makkerparret har skrevet australsk historie under OL ved at være de første nogensinde til at repræsentere Australien i curling ved et OL.