Læge frygter for OL-atleters helbred

Det svenske langrendslandshold frygter, at tirsdagens sprint bliver koldere, end vi hidtil har set ved OL.

Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Hendes ansigt var så frossent, at hun måtte være indendørs i to timer, inden hun stillede sig til rådighed for pressen.

Svenske Frida Karlsson var hårdt ramt, da kvindernes skiathlon, der består af 7,5 kilometers klassisk stil efterfulgt af 7,5 kilometers fristil, fandt sted lørdag.

Kuldegrænsen er sat for lavt set ud fra et medicinsk perspektiv

Per Andersson, mangeårig læge for Sverige

Hun endte på femtepladsen og var stærk forfrossen, da hun passerede målstregen. Nu frygter den svenske landsholdsstab, at kulden skaber yderligere problemer tirsdag, hvor sprinten køres, da den finder sted to og en halv time senere.

- Frida var fuldstændig ødelagt af kulden. Man skulle have lagt konkurrencerne tidligere på dagen i forhold til, hvor koldt det er om aftenen, siger landsholdschef Ander Byström til Expressen.

- Det bedste havde været, hvis spurten blev kørt, når det var varmest omkring klokken 13-14 kinesisk tid. Men så er det nat i Europa, og det går ikke.

Kvindernes sprintfinale bliver kørt klokken 11.30 tirsdag dansk tid, hvilket svarer til 18.30 kinesisk tid.

Læge er imod kuldegrænsen

Kuldegrænsen for at konkurrere er minus 20 grader. Men her er vinden og chillfaktoren ikke beregnet med, og det betyder, at det reelt føles meget koldere.

Expressen skriver, at det svenske landsholds egen meteorolog, Tomas Mårtensson, målte 30 minusgrader inklusiv den kølende effekt under skiathlon-løbet. Alligevel blev det kørt.

- Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal reagere. Hvis man måler temperaturen, og den er minus 17 i sneen, men minus 30 i vinden, hvad gør man så? Det ved jeg faktisk ikke, siger Byström.

Per Andersson er mangeårig læge for langrendslandsholdet, og han mener ikke, at man burde køre under disse forhold.

- Generelt synes jeg, at kuldegrænsen er sat for lavt set ud fra et medicinsk perspektiv. Der er problemer med luftvejene hos langrendsløberne, og det er en medvirkende årsag til astmaproblemer, mener jeg.

Du kan se finalen tirsdag på DR.