Vinter-OL

Derfor sner det næsten ikke, selvom det er pivkoldt i Kina

Her svarer TV 2 Vejret på seerspørgsmålet: Hvordan kan der være så koldt i Kina, uden at det sner?

Atleter, reportere og tilskuere kæmper for at holde den ekstreme kulde ud ved vinter-OL i Beijing.

Samme sted har arrangørerne kæmpet for at få sneen til at lægge sig, hvilket virker en smule besynderligt.

For hvordan kan der være så voldsomt koldt i Kina, uden at det resulterer i naturlig sne, har en seer spurgt os på TV 2 SPORT.

Og med hjælp fra TV 2 Vejrets meteorolog Jonas Damsbo kommer vi med forklaringen på, at der måtte snekanoner til, selvom frostgraderne ikke kan tælles på to hænder.

- Kold luft kan ikke indeholde lige så meget fugt, som varm luft kan. Det er den grundlæggende årsdag til, at de ikke har ret meget nedbør om vinteren på de egne, siger Jonas Damsbo.

- Herhjemme er vi begunstiget af hav, og derfor kan vi godt opleve snebyger, selvom luften er tør og kold. Men for Beijing er sagen noget andet. Deres klima er kontinentalklima, så de kan ikke på samme måde hente fugt fra havet. Derfor er deres vintre ofte kolde med meget lidt nedbør.

Jonas Damsbo tilføjer, at Beijing i gennemsnit har lidt under et døgn med nedbør i februar. I alt falder der som regel mellem tre og fem millimeter, mens der i samme periode falder omkring 50 millimeter nedbør i Danmark – hvor februar statistisk set er den fjerde tørreste måned.

Rigtig sne kan være på vej

Skisportsgrenene ved vinter-OL afholdes nordvest for Beijing i Yanqing og Zhangjiakou, men her er vejrbilledet stort set ens.

Derfor blev snekanoner kørt i stilling allerede i efteråret 2021, hvor forventningen var et vandforbrug på 185 millioner liter vand, skriver DR.

Det har resulteret i nogle ganske solide løjper, for der er nemlig en markant forskel på sammensætningen af kunstig sne og ægte sne.

Ifølge rapporten Slippery Slopes, der er udgivet af Loughborough University i London, består kunstig sne af 30 procent is og 70 procent luft. Den ægte vare består af cirka 10 procent is og 90 procent luft.

Det gør kunstig sne både hurtigere og farligere, fordi det er mere kompakt, så for nogen er det måske godt nyt, at der kan være sne på vej i Beijing og omegn.

- I slutningen af ugen ser det ud til, at de kan få en omgang sne. Hvor meget er endnu usikkert, men nogle prognoser har helt op til ti centimeter sne. Det er i sig selv usædvanlige mængder for området, og andre prognoser melder dog også kun om 2 til fem centimeter, siger Jonas Damsbo fra TV 2 Vejret.

Uanset mængderne skal der nok være sne nok til de olympiske konkurrencer, for temperaturerne fortsætter med at ligge et stykke under frysepunktet.