OL mens du sov: Den største nogensinde satte rørende punktum
Når vi går i seng i Danmark, vågner de i Kina, hvor OL finder sted.
Her findes overblikket over de største historier fra OL-natten. Nederst i artiklen kan du se, hvad du skal holde øje med i fredagens program, hvor der blandt andet er flere danskere i aktion.
- Snowboard: Superstjernen Shaun White kørte sit sidste løb i karrieren
- Curling: Danmark tabte til Kina, efter der blev misbrugt flere store chancer
- Skøjteløb: Guldvinder testet positiv for ulovligt middel
- Skiløb: Skadet amerikaner får endelig lov til at komme hjem
Shaun White sluttede uden medalje, men med æren i behold
Han har måske været den mest omtalte atlet under dette OL, og nu er det officielt slut for den 35-årige snowboardlegende Shaun White. Han - og mange andre - havde drømt om, at det skulle slutte med endnu en OL-medalje, men sådan gik det ikke.
Ikonet sluttede halfpipe-finalen på en fjerdeplads, og selvom det ikke endte, som han selv drømte om, er amerikaneren tilfreds.
- Jeg er stolt. Jeg efterlader et helt liv og karriere i den her sport - og et eftermæle, siger Shaun White til OL-arrangørerne efter finalen.
TV 2 SPORTs ekspert Niels Ettrup var også efterladt begejstret på den amerikanske stjernes vegne.
- Han er den største nogensinde inden for sporten. Det han har betydet kan ikke sammenlignes. Han er bare et fænomen, og han har været sådan en fornøjelse at følge. Selvom det ikke slutter med en medalje, ender han helt bestemt med æren i behold. Hvor har han været en fornøjelse.
Danmark tabte - misbrugte flere store chancer
- De brændte chancers kamp. Sådan beskriver TV 2 SPORTs curlingekspert Tommy Stjerne Danmarks 4-5 nederlag til Kina, der fandt sted natten til fredag.
Her havde Danmark undervejs flere muligheder for at tage sejren, men de danske spillere missede, da det gjaldt allermest.
Specielt én situation i ottende ende vil ærgre danskerne, for her havde de muligheden for at få hele fire point, men den sidste danske sten kiksede fuldstændig. Og så endte det altså med et knebent dansk nederlag - desværre.
Guldvinder testet positiv for ulovligt middel
I den mere kedelige ende er der nu nyt i sagen om den blot 15-årige russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva, der har været hovedpersonen i en sag om brug af doping.
Mandag var hun med til at vinde holdkonkurrencen i kunstskøjteløb for Rusland, men allerede kort efter begyndte rygterne om doping at løbe ind. Medaljeceremonien blev også udskudt, men uden nogen officiel forklaring.
Den er så kommet nu, for Kamilla Valieva har testet positiv for det forbudte middel Trimetazidine. Det oplyser Det Internationale Testagentur (ITA) i en pressemeddelelse tidligt fredag morgen dansk tid, ifølge Ritzau. Læs mere her.
OL-debutant endelig på vej hjem til USA
Grundet coronarestriktioner er det yderst svært at komme ind i Kina. Nu har det vist sig, at det er omtrent lige så svært at komme ud af landet også. I hvertfald, hvis man gerne vil hurtigt hjem.
Det har den 25-årige skiløber Nina O'Brien fået at føle på egen krop. Mandag styrtede hun grimt i kvindernes storslalom-konkurrence, hvor hun brækkede foden, men efterfølgende har hun ikke kunnet komme hjem til USA.
Det skyldes, at den kinesiske grænse stort set er lukket, hvilket besværliggør processen med at komme hurtigt hjem. Heldigvis er hun natten til fredag - fire dage efter sit styrt - endelig blevet sendt med et fly hjem.
- Det har været meget kompliceret. Jeg er heldig, at jeg havde så mange mennesker, der arbejdede i kulissen, så jeg ikke selv skulle bruge energi på det, siger hun ifølge USA Today.
Danskere i aktion i dag
- Ishockey, herrer: Danmark - Rusland, klokken 05.05 på DR
- Skiskydning, kvinder: Ukaleq Slettemark, 7,5 kilometer sprint. Klokken 09.55 på TV 2
- Curling, herrer: Danmark - Rusland, klokken 13.00 på TV 2
Det skal du især holde øje med i dag
En række danskere skal i aktion fredag, hvor der uddeles syv guldmedaljer i 11 forskellige discipliner ved vinter-OL. Flere spændende ting er i vente.
- Kl. 07.55: Langrend 15 kilometer, finale - DR
Der er lagt op til en direkte duel mellem russiske Alexander Bolshunov og finske Livo Niskanen i herrernes klassiske 15 kilometer langrend.
Men selvom eksperterne peger på to store favoritter, er der flere nordmænd, der kan skabe overraskelsen. Underholdning er der i hvertfald garanti for.
- Kl. 09.55: Skiskydning, kvinder: 7,5 kilometer sprint. - TV 2
Ukaleq Slettemark skabte overskrifter, da hun indledte OL med 20 pletskud på 20 forsøg. Nu venter den kortere sprintdistance, hvor målet er top 60, for det giver adgang til søndagens jagtstart.
- Jeg skal ramme 10 ud af 10. Det kræver et perfekt løb, hvis jeg skal gå videre til søndag, siger Ukaleq Slettemark.
- Kl. 13.00: Danmark - Rusland (curling, herrer) - TV 2
For anden gang på 11 timer skal de danske curlingherrer i aktion. Rusland er modstanderen, og det kan virkelig blive tæt. På papiret er russerne svage favoritter, men måske kan danskerne skabe en overraskelse?
Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.