Vinter-OL

OL mens du sov: - Det burde være fysisk umuligt

Når vi går i seng i Danmark, vågner de i Kina, hvor OL finder sted.

Her findes overblikket over de største historier fra OL-natten.

Nederst i artiklen kan du se, hvad du skal holde øje med i onsdagens program, hvor der blandt andet er en historisk dansk OL-kvartfinale i vente.

  • Freestyle-ski: - Det burde være fysisk umuligt, siger ekspert
  • Slalom: Dansk skiløber er ærgerlig over afslutning
  • Slalom: Favoritter i overraskende exit

"Det burde være fysisk umuligt"

Han vandt guld, og så vandt den amerikanske freestyle-skiløber Alex Hall også prisen for nattens individuelle højdepunkt.

- Det her er fremtiden i freeskiing, lød det blandt andet fra TV 2 SPORTs ski-ekspert Nikolaj Vang.

Amerikanske Alex Hall fik TV 2 SPORTs ski-ekspert Nikolaj Vang op af stolen med sit sidste trick i første gennemløb. Video: TV 2 Sport

Ordene faldt, efter Hall netop havde leveret et trick, hvor han midt i sin rotation pludselig skiftede retning og roterede den anden vej. Et trick, der ifølge eksperten er noget helt særligt.

- Jeg vil sige, det burde være fysisk umuligt at gøre, men Alex Hall gør det altså til perfektion, sagde eksperten efter det gennemløb, der i sidste ende sikrede Hall guldet i slopestyle-disciplinen.

Dansk skiløber er ærgerlig over afslutning

Danmark har én alpin skiløber med ved vinter-OL, og natten til onsdag skulle han i aktion for første gang i slalom-disciplinen.

Navnet er Casper Dyrbye, og med et solidt første gennemløb - uden styrt - sikrede han en plads i andet gennemløb.

Danskeren endte som nummer 38 ud af 88 løbere i første gennemløb, og selvom han var nogenlunde tilfreds, ville han gerne have kørt en anelse hurtigere.

- Jeg er lidt ærgerlig over, hvad der skete på den sidste tredjedel af banen, hvor kræfterne slap lidt op. Men ellers synes jeg umiddelbart, jeg er godt tilfreds med de første to tredjedele af banen. Jeg kørte udmærket, siger han til TV 2 SPORT.

Casper Dyrbye kørte sig ind på en plads som nummer 38 i slalom-disciplinen ved vinter-OL. Video: TV 2 Sport

Dyrbye kører sit andet og afgørende gennemløb efter klokken 07.00.

Favoritter i overraskende exit

Østrigske Manuel Feller og norske Lucas Braathen var begge regnet som nogle af de helt store guldfavoritter i herrernes alpine slalom-løb.

Men lige så store forventningerne var til de to stjerner inden løbet, lige så skuffede var de efter første gennemløb. Både Feller og Braathen, der fører World Cuppen, måtte nemlig udgå af løbet på grund af en misset port.

Dermed får de ikke mulighed for at køre med i det sidste og afgørende gennemløb.

Danskere i aktion i dag

  • Ishockey, herrer: Danmark - Ruslands Olympiske Komité, ROC, klokken 07.00 på DR1 og ol.tv2.dk.
  • Curling, herrer: Danmark - Italien, klokken 07.00 på TV 2 SPORT.
  • Curling, kvinder: Danmark - Sydkorea, klokken 13.00 på DR1 og ol.tv2.dk.

Det skal du især holde øje med i dag

Der er masser af spændende discipliner i vente onsdag, hvor de danske ishockeyherrers kvartfinale står som det helt store højdepunkt set med danske briller.

  • Kl. 07.00: Danmark - Ruslands Olympiske Komité, ROC (ishockey, herrer) - DR1 og ol.tv2.dk.

Danmarks ishockeyherrer bookede tirsdag en billet til en historisk OL-kvartfinale med en smal sejr over Letland.

I kvartfinalen skal de danske spillere op imod et yderst kompetent russisk mandskab, hvor Danmark skal give den fuld gas for at kæmpe med om sejren.

- Lad os for fanden gå ud og give den alt, hvad vi kan mod Rusland og se, om vi ikke kan spille om medaljer, lød det tirsdag fra den danske kaptajn Peter Regin i en tale til holdet.

  • Kl. 12.25: Hurtigløb på skøjter, short track (kvart-, semi- og finale (kvinder) samt finale (herrer) - TV 2

Er man til fart over feltet, masser af action og nervepirrende afgørelser, skal man se med på TV 2, når vi onsdag middag viser de afgørende konkurrencer i hurtigløb på skøjter.

Det skal nok blive underholdende.

  • Kl. 14.35: Sverige - Canada (ishockey, herrer) - TV 2

Når hurtigløb på skøjter er færdig, kan man passende blive på kanalen. Fra 14.30 står den nemlig på endnu en ishockey-kvartfinale, når Sverige og Canada brager sammen.

Sverige vil formentlig betegnes som smalle favoritter, men der er lagt op til en tæt, tæt duel om semifinalepladsen mellem de to store ishockeynationer.

Se her, hvad vinter-OL-programmet ellers byder på i løbet af onsdagen.