Endnu en ukrainer taget for doping ved OL
Lidiia Hunko, der sluttede på sidstepladsen i kvindernes enerbob, har testet positiv for et anabolsk steroid.
Endnu en ukrainer er røget i dopingfælden ved vinter-OL i Beijing.
Torsdag oplyser Det Internationale Testagentur (ITA) ifølge nyhedsbureauet AFP, at bobslædekøreren Lidiia Hunko, som stillede op i kvindernes enerbob, er blevet testet positiv ved legene.
Prøven blev taget mandag, hvor Hunko var i aktion og sluttede sidst blandt de 20 deltagende. Det anabolske steroid chlorodehydromethyl-testosteron blev fundet i hendes prøve, hvilket har ført til en foreløbig suspendering.
Hunko er den anden ukrainer, der har afleveret en positiv dopingtest under OL. Onsdag gjorde langrendsløberen Valentyna Kaminska det samme. Kaminska blev testet positiv for tre ulovlige stoffer.
I alt er tre atleter blevet taget for doping under legene. Den iranske skiløber Hossein Saveh-Shemshaki har også afgivet en positiv dopingtest. Det kom frem i sidste uge.
Derudover har sagen om den russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva verseret. Hun afleverede en positiv dopingprøve hjemme i Rusland i december, men det er først kommet frem under vinter-OL.
Hun blev først suspenderet af Ruslands antidopingagentur (Rusada), der dog hurtigt trak det tilbage igen. Dernæst appellerede Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Den Internationale Skøjteunion (ISU) og Det Internationale Antidopingagentur (Wada) ophævelsen af Valievas suspendering til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
Mandag gav CAS russeren lov til fortsat at deltage ved OL, hvor hun torsdag eftermiddag dansk tid endte på en fjerdeplads.