Vinter-OL

IOC-formand langer ud efter russiske trænere

IOC's Thomas Bach siger, at det var isnende, hvordan Valievas følge tog imod hende efter en dårlig præstation.

Det løb koldt ned ad ryggen på Thomas Bach, formanden for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), da han så, hvordan 15-årige Kamila Valieva blev modtaget af sit hold efter en skuffende præstation på isen.

Valieva, som er kunstskøjteløber, har været en af vinter-OL's helt store historier, da hun midt i turneringen blev mistænkt for at være dopet, efter at have fået et positivt svar på en dopingprøve fra 25. december.

Først blev hun udelukket midlertidigt af det russiske antidopingforbund, Rusada.

Rusada ophævede senere udelukkelsen, hvilket forbundet trods anke fra både IOC og verdens antidopingagentur, Wada, fik medhold i fra Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Kamila Valieva var under voldsomt pres

Bach siger, at det er tydeligt, at den unge kunstskøjteløber var under enormt pres - både på grund af den voldsomme mediedækning og de store forventninger fra hendes trænere.

- At se hende slås på isen, at se hvordan hun prøver at komme på ret køl igen, hvordan hun prøver at færdiggøre sit program, kunne man på hendes kropssprog se en intens og gennemborende mental stress, og måske ville hun helst bare have forladt isen og forsøgt at lægge historien bag sig, siger Bach.

Valieva forlod isen tårevædet, da hun blev mødt af sin træner, som talte hårdt til hende.

- Hvorfor lod du det slippe? Forklar mig det. Hvorfor? Hvorfor stoppede du fuldstændig med at kæmpe for det? På et eller andet tidspunkt efter axelen (axelhoppet, trick i kunstskøjteløb, red.) lod du det slippe, sagde træneren.

Har ikke meget til overs for det russiske trænerhold

Thomas Bach siger, at oplevelsen ikke efterlod meget til overs for det russiske trænerhold.

- I stedet for at trøste hende, i stedet for at prøve at hjælpe hende, kunne man føle en isnende atmosfære, en slags distance, og hvis man forsøger at tolke deres kropssprog, var det endnu værre, for der var endda en slags afvisende gestikuleringer, siger han.

Valieva ankom til legene i Beijing som favorit.

Flere konkurrenter har siden udtrykt stor utilfredshed med hendes tilstedeværelse i konkurrencen oven på dopingmistanken.

Det er endnu uvist, hvornår der falder en endelig afgørelse i sagen.

Forklaringen fra den russiske lejr har blandt andet været, at Valieva ubevidst skal have indtaget hendes bedstefars hjertemedicin.