Lørdagens OL-nyheder fra Beijing

  • Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY
  • Danmark stiller med et rekordstort hold på 62 atleter
  • Sendeplanen for hele vinter-OL finder du her

Tak for nu

Det er blevet sent i Kina, så nu lukker vi livebloggen for en stund. 

Vi er tilbage med mere live-dækning senere, og på sidstedagen ser vi især frem til herrernes ishockeyfinale mellem Finland og Danmarks overmænd fra Rusland. 

Se hele OL-sendeplanen her.

CAS afviser amerikaneres krav om medaljeceremoni under OL

Der bliver ikke nødvendigvis uddelt OL-medaljer i holdkonkurrencen for kvinder i kunstskøjteløb under legene i Beijing, som slutter søndag.

Ni amerikanske kunstskøjteløbere, der vandt sølv, havde søgt hjælp hos sportens øverste domstol, CAS, for at tvinge Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at uddele medaljerne under OL.

Det krav har CAS nu afvist. Derfor bliver medaljerne efter al sandsynlighed uddelt efter legenes afslutning søndag.

Læs mere her.

/ritzau/

Spørgsmål

Jacob Poulsen:

Er det helt utænkeligt at Sverige vil spørge Heinz Ehlers, om han vil være svensk landstræner?

Svar:

Ja, det er det. De har nemlig allerede ansat en ny træner, der begynder efter VM i maj. 

Sam Hallam, der lige nu er træner for Växjö Lakers, har skrevet under på en fireårig kontrakt. 

Norge fører medaljeliste suverænt

Vi er meget tæt på at sætte et punktum for vinter-OL i Beijing, og allerede nu står det klart, at Norge vil vinde medaljelisten. Suverænt. 

  1. Norge: 15 guld, 8 sølv, 12 bronze - i alt: 35
  2. Tyskland: 11 guld, 8 sølv, 5 bronze - i alt: 24
  3. Kina: 9 guld, 4 sølv, 2 bronze - i alt: 15
  4. USA: 8 guld, 9 sølv, 7 bronze - i alt: 24
  5. Sverige: 8 guld, 5 sølv, 5 bronze - i alt: 18

Ishockey: Sverige taber bronzekamp

Det bliver ikke til svenske medaljer i ishockey denne gang. I bronzekampen mod Slovakiet fik de svenske ishockeyherrer ikke et ben til jorden og måtte forlade isen med et 0-4-nederlag i bagagen. 

Slovakkerne, der scorede to mål i tomt net i de sidste minutter, tager dermed en overraskende bronzemedalje med fra legene i Beijing. Det er Slovakiets første vinter-OL-medalje nogensinde i en holdsport.

Curling: Sverige vinder bronze

Endnu en OL-medalje til Sverige! Nogle timer efter herrernes guldmedalje har kvinderne vundet bronze. 

Sverige slog Schweiz med 9-7 i bronzekampen, efter de tog et enkelt point i tiende ende og dermed afgjorde kampen. 

Ishockey: Sverige i store problemer i bronzekamp

Svenskerne havde håbet på at kunne rejse hjem fra vinter-OL med en medalje i bagagen, men lige nu ser det ganske sort ud. De er netop kommet bagud med 2-0 i bronzekampen mod Slovakiet. Der resterer 27 minutter. 

Langrend: Kvindernes 30 kilometer rykket frem

I stedet for klokken 07.30 dansk tid starter kvindernes 30 kilometer søndag klokken 04.00 dansk tid. Det bekræfter OL-arrangørerne.

Flytningen af starttidspunktet skyldes vejrforholdene. Prognoserne melder om cirka 20 minusgrader ved det oprindelige starttidspunkt. De tre en halv time tidligere er det nogle grader mildere.

Lørdag blev mændenes 50 kilometer forkortet til 28,4 kilometer på grund af kulde og stærk vind.

Curling: Lang svensk rejse mod guldet

For svenskernes skipper Niklas Edin (th.) er fjerde gang lykkens gang. Edin blev nummer fire til OL i 2010, nummer tre i 2014, nummer to i 2018 og kan nu endelig kalde sig olympisk mester. 

- Det har været et af de længste runs mod at vinde noget i sportshistorien, tror jeg, siger Edin til olympics.com og fortsætter:

- Efter al den tid og alle de store skuffelser er det endnu mere specielt at vinde nu. Det føles fantastisk, det er en stor forløsning og ren glæde endelig at have gjort det. 

Curling: Svensk rekord

Med Sveriges sejr i curlingturneringen er de nu oppe på 8 guldmedaljer og 17 medaljer i Beijing.

Det er flere, end Sverige nogensinde har vundet ved et vinter-OL. De overgår dermed den tidligere rekord fra Sochi i 2014, hvor de hev 15 medaljer hjem.

Curling: Svensk guld

En nervepirrende finale gik Sveriges vej! Dermed vinder de svenske herrer OL-guld efter 11 ender. Briterne må nøjes med sølv.

Curling: Drama i finalen

I herrernes curlingfinale skal der en ekstra ende til at afgøre, hvem der tager sejren. Efter ti ender stod det nemlig 4-4 mellem Sverige og Storbritannien.

Sverige har fordel af sidste sten i enden. 

Speedskating: Bart Swings sikrer første belgiske guldmedalje i 74 år

Bart Swings var hurtigste mand på de sidste meter, da herrernes fællesstart i speedskating skulle afgøres. Belgien har dermed en OL-gulvinder, og det er ikke hver dag, det sker i et vinterolympisk sammenhæng. Vi skal 74 år tilbage for at finde det seneste eksempel på en belgisk guldmedalje til et vinter-OL. 

Dengang var det Micheline Lannoy og Pierre Baugniet, der vandt guld i kunstskøjteløb ved vinter-OL i 1948 i St. Moritz. 

- Vi er skuffede, siger dansk chef de mission

Den danske chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard, er fyldt med skuffelse, efter de to danskere Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt begge missede finalen i speedskating. 

- Vi er jo skuffede. Vi havde sat næsen op efter, at vi skulle have to i finalen, og det havde de også selv. Vi står også her og tænker, at det er rigtig, rigtig surt. Det gør begge drenge også, siger Mikkel Sansone Øhrgaard til TV 2 SPORT.

Skuffelsen i speedskating sætter punktum for den danske deltagelse ved vinter-OL, og selvom det ikke sluttede som håbet, er Mikkel Sansone Øhrgaard fint tilfreds med det, de tager med fra Kina. 

- Det er jo en kold spand vand i hovedet, og først er der en frustration, og man bliver ked af det, når der står en atlet og græder over ens skulder. Det bliver man også påvirket af. Generelt vil jeg sige, at vi kommer ud rigtig, rigtig jævnt. Vi har nogle præstationer, som vi er rigtig stolte af, og så er der nogle præstationer, hvor vi havde forventet noget mere, siger den danske chef de mission. 

Vinter-OL slutter uden danske medaljer. 

Speedskating: Rørt dansker: - Det føles meget ligegyldigt

Det er tydeligt, at skuffelsen er enorm hos Stefan Due Schmidt, der endte som nummer 12 i sin semifinale. Danskeren skulle bruge flere sekunder, inden han fik fremstammet følgende: 

Det er... Det er elitesport. Det er det hele. Det gode og det dårlige. Lige nu føles det meget ligegyldigt, det hele, siger Stefan Due Schmidt til DR

Speedskating: Viktor Hald misser finalen

Sikke en dansk skuffelse. Viktor Hald Thorup er ude. Han sikrede undervejs et enkelt point, men det var ikke nok. Han slutter uden for top otte. Finalen bliver dermed uden dansk deltagelse. 

Viktor Hald blev nummer 10. 

Speedskating: Viktor Hald er i udbrud

Danskeren har fået hul til feltet og har sat kursen mod point i den tredje pointspurt. Det kan blive vigtigt. 

Speedskating: Udbrud sluppet væk

En japansk og canadisk speedskater har et gigantisk hul ned til feltet, og de har sat kursen mod en sikker plads i semifinalen. Viktor Thorup er stadig i feltet. 

Speedskating: Viktor Thorup skal i aktion

Nu gælder det andet heat i semifinalen, hvor OLs sidste dansker skal i aktion. Det er Viktor Hald Thorup, og han løber med nummer otte på sin hjelm. 

Han blev nummer fem til vinter-OL i 2018, og for nylig har han kørt på podiet til et World Cup-stævne. Vi kan godt tillade os at have forhåbninger til sjællænderen.

Mens Stefan Due Schmidt satsede på sin stærke spurt til sidst, vil Viktor Hald formentlig jagte udbruddet undervejs.  

Speedskating: Stefan Due Schmidt misser finalen

Danskeren kommer ikke i finalen. Han blev nummer syv i den første semifinale, men da han ikke fik point undervejs, betyder det, at han sluttede på 12.-plads. Dermed bliver det ikke til nogen finale. Stor skuffelse.