Vinter-OL

Norsk stjerne vinder tredje guldmedalje ved vinter-OL

Storfavoritten Therese Johaug hentede endnu en guldmedalje, da hun søndag morgen var i aktion i massestarten.

Norges Therese Johaug vinder guld i 30 kilometer langrend ved vinter-OL.

Den 33-årige Johaug endte også med guldmedaljen om halsen på 10 kilometer samt i skiatlonkonkurrencen over 15 kilometer ved dette OL.

På anden- og tredjepladsen fulgte amerikanske Jessie Diggins og finske Kerttu Niskanen.

Søndag var hun så suveræn på den lange distance, at hun passerede målstregen med det norske flag i hænderne.

Løbet blev afviklet i cirka 15 graders frost og med en hel del vind. Johaug trak tidligt fra konkurrenterne, og efter nogle kilometer satte hun farten yderligere op.

Sidste OL

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er deltagelsen i Beijing Johaugs sidste ved et vinter-OL.

I 2010 var hun med til at vinde guld i stafet, og i 2014 hentede hun individuelt sølv og bronze i Sotji. Desuden har hun vundet 14 VM-guldmedaljer.

Vinter-OL i 2018 gik hun glip af, efter at en positiv dopingprøve blev straffet med udelukkelse.

Hun er den første kvinde til at vinde tre langrendsdistancer ved samme OL, siden finnen Marja-Liisa Hämäläinen gjorde det i 1984.

Det er ifølge NTB uvist, om Johaug fortsætter karrieren efter denne sæson.

Jessie Diggins fra USA sluttede på andenpladsen i søndagens løb. Hun kom i mål over halvandet minut efter vinderen. Kerttu Niskanen fra Finland fik bronze.