Vinter-OL

Storbritannien vinder guld i curling

Storbritanniens curlingkvinder vandt OL-guld efter en finalesejr på 10-3 over Japan.

Storbritannien levede op til favoritværdigheden, da de sikrede sig guldet i kvindernes curlingturnering.

Sejren blev hentet mod et velspillende japansk hold, der dog ikke for alvor formåede at presse briterne.

Kampen var forholdsvis tæt indtil stillingen 4-2 efter seks ender. Her leverede briterne en så godt som perfekt sten, der sikrede hele fire point.

Storbritannien sikrede hele fire point i syvende ende mod Japan i curlingfinalen. Video: TV 2 Sport

Derfra var der ikke meget spænding tilbage i kampen, selvom japanerne gjorde deres for at lukke hullet. Kampen endte 10-3 til Storbritannien.

Storbritannien var inden søndagens triumf noteret for én podieplads ved vinter-OL i form af sølv til herrernes curlinghold, der tabte finalen mod Sverige.

I alt har Storbritannien sendt 50 atleter fordelt på 11 sportsgrene til Kinas hovedstad.

Storbritanniens curlingkvinder vandt senest guld ved et OL i 2002 i Salt Lake City i USA.

Sverige sikrede sig lørdag bronze med sejr over verdensmestrene fra Schweiz.