Rusland invaderer Ukraine

Sådan reagerer sportens verden på Ruslands invasion

Reaktionerne fra sportens verden på Ruslands invasion i Ukraine strømmer ind i disse timer.

- Jeg håber, du kommer til at dø den mest smertefulde og lidende død, dit uhyre.

Sådan skrev Manchester Citys ukrainske stjerne, Oleksandr Zinchenko, i et opslag på sin Instagram-story tidligere torsdag med et tilhørende billede af Ruslands præsident, Vladimir Putin. Et opslag, der siden er blevet slettet af Instagram, påstår Zinchenko.

Og fodboldstjernens hårde angreb på Putin er blot én af mange reaktioner, der er kommet fra alverdens sportsstjerner, efter Rusland natten til torsdag angreb Ukraine.

TV 2 SPORT har herunder samlet en række af de mest markante udtalelser, tiltag og reaktioner, som i løbet af torsdagen er strømmet ud i nyhedsstrømmen:

Tysk fodboldklub fjerner russisk trøjesponsor:

- I lyset af de seneste dages begivenheder, udvikling og eskalering har FC Schalke 04 besluttet af fjerne bogstaverne fra sin sponsor - Gazprom - fra trøjerne.

Formel 1-kører Sebastian Vettel vil ikke køre løb i Rusland til september:

- Min holdning er, at jeg ikke skal dertil, så det gør jeg ikke. Jeg mener, at det er forkert at tage dertil for at køre et løb, siger Vettel ifølge nyhedsbureauet dpa.

UEFA indkalder til hastemøde:

- Oven på udviklingen i situationen mellem Rusland og Ukraine har UEFA-præsidenten besluttet at indkalde til et ekstraordinært møde i eksekutivkomitéen fredag klokken 10 for at evaluere situationen og tage de nødvendige beslutninger. Yderligere kommunikation kommer efter mødet, skriver UEFA.

Verdens bedste Counter Strike-spiller appellerer til fred:

- Min by er under beskydning r fck n (right fucking now, red.). Vi har alle brug for fred, skriver ukrainske Aleksandr 's1mple' Kostyliev på Twitter.

Tre store fodboldforbund nægter at spille i Moskva:

- Baseret på den nuværende udvikling i konflikten mellem Rusland og Ukraine - herunder sikkerhedssituationen - udtrykker Polens, Sveriges og Tjekkiets fodboldforbund hermed en klar holdning til, at playoffkampene til VM i Qatar planlagt til 24. og 29. marts ikke bør spilles i Rusland.

Sådan lyder det i en fælles udmelding fra Polens, Sveriges og Tjekkiets fodboldforbund torsdag.

- Vores vurdering er, at som det ser ud nu, bliver det umuligt at spille en eventuel playoffkamp i Moskva mod Rusland 29. marts, skriver det svenske fodboldforbund videre.

Første russiske fodboldstjerne kritiserer Vladimir Putin:

- Nej til krig, skriver Dinamo Moskva-spilleren Fjodor Smolov på Instagram.

Fodboldtræner i Ukraine er rystet:

- Jeg vil ikke forlade Kiev og returnere til Rumænien. Jeg er ingen kujon. Jeg håber, at denne krig, som blev startet af mennesker uden hjerne, vil blive stoppet så snart som muligt. Jeg troede aldrig, det var muligt, at denne krig skulle begynde, siger rumænske Mirceu Lucescu, der er træner i Dynamo Kiev.

Ukrainske fodboldstjerner raser:

- Jeg opfordrer ukrainerne til at forene sig. Bed for Ukraine, skriver West ham-spilleren Andrij Jarmolenko på Instagram.

- Mit land tilhører ukrainerne, og ingen vil nogensinde kunne overtage det. Vi vil ikke give op. Ære til Ukraine, skriver Manchester City-spilleren Oleksandr Zintsjenko på Instagram.

- Jeg ønsker at støtte mit land. Jeg har tænkt meget på det, der sker, og jeg er bange for, hvad der kommer til at ske fremover, sagde ukrainske Roman Yaremchuk, efter han onsdag aften fejrede en scoring for Benfica mod Ajax i Champions League ved at tage trøjen af og vise en sort trøje med det ukrainske rigsvåben.

Langrendsstjerne vil have konkurrence fjernet fra Rusland:

- Nu må FIS (Det Internationale Skiforbund, red.) vise, at de tager ansvar. Det er bare at få flyttet den World Cup, som var planlagt i Rusland. Personligt har jeg ingen planer om at rejse til at land, som invaderer et andet land, for at konkurrere på ski, siger den norske stjerne Johannes Høsflot Klæbo til VG.

Danmarks Idrætsforbund er forfærdet:

- Vi er rystede over billederne og rapporterne fra Ukraine. Sport er kendetegnet ved fredelig sameksistens mellem nationer og ærlig kappestrid. Altså det stik modsatte af det, som russerne foretager sig lige nu i Ukraine, siger formand for DIF, Hans Natorp.

Stor tysk håndboldklub i chok:

- Vi er chokerede over, at vores fredelige sameksistens i Europa bliver trampet på af det russiske angreb på Ukraine. I disse svære tider tænker vi på alle ofrene for krig og vold i verden og især på vores håndboldvenner i dag, skriver THW Kiel på Twitter.