Krigen i Ukraine

Overblik: Disse forbund straffer Rusland

Russere og hviderussere bør udelukkes fra international idræt, mener IOC. Det er bare en af de mange forbund, der har meldt ud om Rusland.

Den russiske invasion af Ukraine har givet anledning til overvejelser overalt i sportsverdenen.

Angrebet har konsekvenser for flere begivenheder og turneringer i den kommende tid, men flere vil givetvis følge efter i de kommende dage og uger.

Her følger et overblik over nogle af de foreløbige konsekvenser i sportsverdenen.

Generelt

  • Alle russere og hviderussere bør udelukkes fra internationale konkurrencer, lyder det fra Den Internationale Olympiske Komités (IOC). Det gælder både atleter og ledere. Kan det ikke lade sig gøre af juridiske eller logistiske årsager, bør idrætsforbundene bestræbe sig på, at russere og hviderussere optræder som neutrale atleter uden nationale flag, symboler eller nationalmelodier.
  • IOC har frataget Vladimir Putin den olympiske orden, han fik i 2001 for sit bidrag til den olympiske bevægelse.
  • Efter pres fra de øvrige deltagere udelukkes Rusland og Hviderusland helt fra de paralympiske vinterlege.

Fodbold

  • Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) og Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) har udelukket alle russiske fodboldlandshold og fodboldklubber fra internationale turneringer. Det koster blandt andet Ruslands herrelandshold muligheden for at kvalificere sig til VM.
  • Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) vil ikke tillade internationale kampe at blive afviklet i Rusland. Det rammer eksempelvis VM-playoffkampe på herresiden i marts.
  • Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) har rykket Champions League-finalen i fodbold fra russiske Sankt Petersborg til Paris i Frankrig. Kampen skal spilles 28. maj.
  • Den ukrainske fodboldliga, Premier League, har været på vinterpause siden midten af december. Den skulle oprindeligt være startet op igen i weekenden, men hele turneringen er foreløbigt blevet sat på pause.

Håndbold

  • Alle russiske og hviderussiske håndboldklubber og håndboldlandshold er blevet udelukket fra alle Det Europæiske Håndbolforbunds (EHF) turneringer. Det gælder blandt andet holdene i Champions League, hvor flere danske hold har mødt klubber fra de to lande i denne sæson.

Cykling

  • Den Internationale Cykelunion (UCI) udelukker russiske og hviderussiske hold, men lader ryttere på hold fra andre lande køre videre.
  • De pågældende hold har mistet deres status som UCI-hold, og unionen vil ikke længere behandle ansøgninger fra hold, der kommer fra de to nationer.

Badminton

  • Det internationale badmintonforbund, BWF, følger strømmen af en lang række andre forbund. De meddeler BWF, at man har strammet reglerne omkring Rusland og Hviderusland, hvilket betyder, at atleter og officials fra de to lande er blevet suspenderet fra at deltage i internationale turneringer under BWF.

Ishockey

  • Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) har bandlyst Hviderusland og Rusland fra internationale turneringer. Det betyder blandt andet, at Rusland ikke er med, når der er A-VM for kvinder i Danmark til august. Derudover er de to nationers herrer ude af A-VM for mænd i maj.

Motorsport

  • Motorsportens kongeklasse finder det umuligt at afvikle et løb i Rusland under de nuværende omstændigheder og har derfor aflyst sit grandprix i Sotji i slutningen af september.
  • Det Internationale Motorcykelforbund (FIM) har aflyst et planlagt speedwaygrandprix i VM-serien i russiske Togliatti til juli.

Tennis

  • Den mandlige tennisorganisation, ATP, har aflyst en turnering i Moskva på Challenger Touren, der er det næsthøjeste niveau.
  • ATP og WTA har også aflyst turneringen for både mænd og kvinder i Moskva i oktober.
  • Spillere fra Rusland og Hviderusland kan fortsætte med at spille på ATP- og WTA Touren, men som neutrale atleter. Det vil sige, at de to nationer og deres flag ikke nævnes eller vises.
  • Det internationale tennisforbund ITF har suspenderet Rusland og Hviderusland fra deltagelse i internationale turneringer. ITF-turneringer i de to lande aflyses.

Skisport

  • Det Internationale Skiforbund (FIS) har besluttet at aflyse alle kommende konkurrencer i Rusland. Forbundet arrangerer vintersportsgrene som langrend, skihop, alpint skiløb og snowboarding. Beslutningen betyder blandt andet, at sæsonfinalen i langrend er foreløbigt aflyst, mens der ledes efter en ny værtsby.
  • Det Internationale Skiskydningsforbund (IBU) udelukker russiske og hviderussiske atleter fra at kunne deltage i konkurrencer. Dermed skærper forbundet sine sanktioner, efter at IBU tidligere havde meddelte, at russere og hviderussere gerne måtte konkurrere, men ikke under eget flag.

Curling

  • Det Internationale Curlingforbund har besluttet, at den russiske by Perm ikke skal være vært for årets EM. Det er endnu ikke meldt ud, hvem der i stedet skal være vært for curling-EM.

Rugby

  • Det Internationale Rugbyforbund har suspenderet Rusland og Hviderusland på ubestemt tid.

Skøjteløb

  • Den Internationale Skøjteunion (ISU) lytter til IOC og udelukker alle atleter fra Rusland og Hviderusland fra dens konkurrencer. Unionen varetager blandt andet konkurrencerne inden for kunstskøjteløb og speed skating

Kano og kajak

  • Atleter fra Rusland og Hviderusland er suspenderet fra at konkurrere ved enhver international kano- og kajak-konkurrence på ubestemt tid. Det skyldes Ruslands invasion af Ukraine.

Volleyball

  • Det internationale volleyballforbund (FIVB) har frataget Rusland værtskabet for VM i august og september. Indtil videre har de ikke meldt noget ud om Ruslands deltagelse ved VM ej heller Volleyball Nations League.

Kampsport

  • Det internationale judoforbund (IJF) har aflyst 2022 Grand Slam i Kazan. Samtidig er Vladimir Putin suspenderet som ærespræsident og ambassadør for forbundet. Endelig har han fået frataget sit sorte bælte (æresbevisning).
  • Det internationale taekwondoforbund frataget Putin sit sorte bælte (9. dan, æresbevisning), som han modtog i 2013. Russiske og hviderussiske atleter må fortsat konkurrere, men det skal ske uden anerkendelse af nationernes flag, nationalhymne og lignende vartegn.

Orienteringsløb

  • Alle orienteringsatleter fra Rusland nægtes at deltage i konkurrencer under The International Orienteering Federation (IOF).
  • Forbundet har to kommissærer fra Rusland. De er også suspenderet.

E-Sport

  • Den store Counter-Strike-turnering BLAST Premier har udelukket alle russiske hold fra deres events på ubestemt tid.
  • Udelukkelsen omfatter blandt andet de russiske hold Gambit, Virtus pro, forZw og Spirit.

Boksning

  • Det Internationale Bokseforbund IBA har udelukket boksere, dommere fra konkurrencer.
  • Forbundets bestyrelse har samtidig besluttet at aflyse alle internationale boksestævner på russisk og hviderussisk grund.

Gymnastik

  • Russiske og hviderussiske gymnaster, dommere og embedsmænd kan ikke deltage i internationale gymnastikkonkurrencer, det har Det Internationale Gymnastik Forbund besluttet.
  • Udelukkelsen gælder fra 7. marts - VM begynder tre dage senere.

Andre nævneværdige udmeldinger

  • Fodboldklubben Schalke 04 har afbrudt samarbejdet med selskabet Gazprom, der var trøjesponsor. Det samme har UEFA, hvor Gazprom var storsponsor.
  • Formel 1-holdet Haas har fjernet sponsorlogoer med russiske virksomheder. Kontrakten med den russiske kører Nikita Mazepin er også ophævet.
  • Manchester United har droppet sin aftale med Aeroflot.

Kilder: De internationale specialforbund og de enkelte hold/klubber samt AFP, Reuters og TT.