Sport

Hvor bliver de kvindelige trænere af?

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har i årevis arbejdet for større diversitet i idrætslivet. Det kan stadig ikke ses på trænerbænkene i klubberne.

- Det er noget, vi kæmper med hele vejen rundt, siger Frans Hammer.

Næstformanden i Danmarks Idrætsforbund er udmærket klar over, at antallet af kvindelige trænere i dansk idræt er yderst begrænset. Og det ærgrer ham, at forbundet stadig arbejder på at finde svaret på det åbenlyse spørgsmål:

Hvor bliver de kvindelige træner af?

- Hvis vi skal have flere med i foreningslivet og senere skabe bedre resultater, så skal vi have en bedre diversitet. Et af parametrene her er selvfølgelig køn, siger Frans Hammer til TV 2 SPORT.

Ifølge TV 2 SPORTs opgørelse over de olympiske sportsgrene er der lige nu 71 danske landstrænere. 62 af dem er mænd. 9 er kvinder. Fokuserer vi på to af de mest eksponerede sportsgrene, er forskellen endnu større. Blot 5 ud af 249 personer med den højeste træneruddanelse i fodbold og håndbold er kvinder.

Den fordeling ærgrer Else Trangbæk, der i årtier har arbejdet med kvinders rolle i sportens verden som både atlet, professor, idrætspolitiker og forfatter.

- Jeg synes, det er problematisk, fordi de kvindelige kompetencer – som mange idrætskvinder har – ikke bliver brugt til at udvikle idrætten, siger Trangbæk, der tidligere har modtaget den internationale olympiske komités Women and Sport Trophy for sit diversitetsarbejde.

DIF: Vi kan blive bedre

Samme opfattelse har Frans Hammer.

- Vi ser verden forskelligt, og vi kan blandt andet se verden forskelligt ud fra vores køn, siger næstformanden fra DIF.

Han fastslår også, at kønsfordelingen mellem de danske landstrænere ”ikke er godt nok.”

- Vi kan helt sikkert være bedre, og vi arbejder meget med diversiteten. Vi har så valgt at starte med ledelsen, hvor det for 20 år siden også så helt skidt ud. Nu er vi ved at være i mål med vores målsætning på det område, og de erfaringer vil vi så bruge til blandt andet at se på trænerne, siger Frans Hammer.

DIF’s målsætning er, mindst 30 procent af bestyrelsesposterne i DIF og specialforbundene besættes af kvinder i 2025. Lige nu er fordelingen 26 procent kvinder og 74 procent mænd, skriver forbundet på sin hjemmeside.