42-årige Bo Spellerberg fortsætter karrieren
Tirsdag spiller Spellerberg og HØJ det anden playoff-opgør mod TTH Holstebro om en plads i herreligaen.
Han er blevet 42 år gammel, og de fleste af hans tidligere landsholdskammerater er for længst gået på håndboldpension.
Men Bo Spellerberg er ikke færdig med at spille håndbold endnu.
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har den mangeårige landsholdsspiller og KIF Kolding-legende besluttet sig for at spille videre også i næste sæson i HØJ Elitehåndbold i 1. division, hvor han i snart to år har været - en meget - spillende assistenttræner.
Hverken Bo Spellerberg eller HØJ Elitehåndbold har i dag ønsket at kommentere TV 2 SPORTs oplysninger, men beslutningen er ifølge TV 2s kilder allerede taget og er uafhængig af, om det i denne uge lykkedes HØJ at rykke op i herreligaen eller ej.
Tirsdag aften spiller 1. divisionsholdet det andet af tredje mulige playoffopgør mod ligaholdet TTH Holstebro om en billet til næste sæsons herreliga. TTH vandt første forestilling i Holstebro med 35-26, så HØJ skal vinde på hjemmebanen i Roskilde, hvis sjællænderne skal presse serien ud i en tredje og afgørende kamp i Holstebro på fredag.
Både tirsdagens kamp i Roskilde og en evt. tredje kamp fredag i Holstebro kan ses direkte på TV 2 SPORT og PLAY - tirsdag fra klokken 19.30.
Bo Spellerberg er med 245 A-landskampe fra år 2000 til 2015 nummer fire på listen over spillere med flest landskampe for Danmark.
I 16 sæsoner var han en kæmpe ligaprofil for KIF Kolding - de sidste seks sæsoner med tilføjelsen 'København' - inden han i 2018 rejste til Schweiz og blev spillende træner i TSV St. Otmer Handball.
I 2020 vendte han hjem og skrev kontrakt med Håndboldfællesskabet Ølstykke Jylling, som HØJ står for.