Sport

- Det er et meget kritisabelt citat. Det er lige præcis det, Saudi-Arabien ønsker

Saudi-Arabien har de senere år sat sit præg på den internationale sportsscene, og i øjeblikket går det helt efter deres bog, mener ekspert.

Denne artikel blev publiceret for første gang 12. juni og er genudgivet 6. august, efter at Jan Pytlick er blevet håndboldlandstræner i Saudi-Arabien.

Hvad viser det, at Lionel Messi er blevet turistambassadør for Saudi-Arabien, og at han lægger feriebilleder fra landet op på sin Instagram-profil med mere end 335 millioner følgere?

Og hvad viser det, at flere af verdens bedste golfspillere har forladt den oprindelige PGA Tour, der blev grundlagt i 1929, for i stedet at spille en golfturnering med millioner af saudiarabiske kroner i ryggen?

- Det viser, at vi i øjeblikket står lige midt i orkanens øje.

Det fortæller Stanis Elsborg, der er senioranalytiker hos Play the Game. Et initiativ under Idrættens Analyseinstitut, der arbejder for ytringsfrihed, åbenhed og demokrati i international sport.

Stanis Elsborg spærrede øjnene op, da nogle af verdens bedste golfspillere sad samlet på et pressemøde i forbindelse med starten på den nye saudiarabiske golfsatsning, LIV Golf.

Store golfstjerner som Graeme McDowell, Phil Mickelson, Dustin Johnson og Ian Poulter er blevet overbevist om at tilslutte sig turneringsserien, hvor der spilles om heftige pengepræmier.

Der er arrangeret otte turneringer i golfserien, og i hver turnering spilles der om en samlet præmiepulje på cirka 140 millioner kroner. Vinderen får 28 millioner kroner, mens spilleren, der ender på sidstepladsen, modtager cirka 830.000 kroner. Den samlede vinder af de otte turneringer modtager en check på 210 millioner kroner.

Til sammenligning er der en samlet præmiepulje på 87 millioner kroner til US Open, der er én af golfsportens fire majors.

Spillerne har altså sagt ja til store summer, og førstnævnte fra pressemødet fik sagt lige præcis det, de sidder og drømmer om nede i Saudi-Arabien.

- Vi er ikke politikere, vi er professionelle golfspillere. Hvis Saudi-Arabien vil bruge golfspillet som en måde, hvorpå de kan nå dertil, hvor de gerne vil være, er vi stolte af at hjælpe dem på den rejse.

Sådan lød det fra McDowell på pressemødet, hvilket er det perfekte eksempel på den sportswashing, Saudi-Arabien bedriver.

- Det er et meget kritisabelt citat. Det er lige præcis det, Saudi-Arabien ønsker. De ønsker jo, at de her store sportsstjerner for alt i verden overhovedet ikke skal tale om nogle af de menneskerettighedsproblemer, der er i landet, siger Stanis Elsborg.

Hvad er sportswashing?

Sportswashing er et begreb, som beskriver, hvordan sporten bruges af stater, organisationer, firmaer eller personer til at forbedre omdømme og offentlig opfattelse – både nationalt og internationalt. Derfor bliver det ofte kaldt sportswashing, når sport bliver brugt som en form for pr og propaganda af stater, der er kendt for systematisk og alvorlig undertrykkelse af menneskerettighederne.

Kilde: Amnesty International.

LIV Golf er finansieret af Public Investment Fund, der er ejet af det saudiarabiske styre. Ifølge The Times har den saudiske fond en værdi i omegnen af 300 milliarder pund svarende til 2,6 billioner kroner. Samme avis skriver også, at værdien kan være mere end det dobbelte.

Fonden er altså en del af et styre, hvor utroskab bliver straffet med stening, hvor homoseksualitet straffes med døden, og hvor kritiske journalister bliver slået ihjel.

"De har gudhjælpemig overbevist Messi"

Samme styre er en af verdens bedste fodboldspillere Lionel Messi også blevet ansigtet udadtil for. De seneste par uger har man kunnet opleve den argentinske stjerne reklamere for Saudi-Arabien via VisitSaudi.

Messi har nemlig sagt ja til at blive landets turistambassadør.

- Saudi-Arabien har set deres snit i golfverdenen, hvor de har investeret massivt og er lykkedes med at få nogle af de store stjerner med ombord. Og så lykkedes det gudhjælpemig også at overbevise Messi om at være ambassadør for den saudiarabiske turisme.

Og hvad tænker Stanis Elsborg så, når han ser de her billeder af Messi, der holder ferie i Saudi-Arabien?

- Der er nærmest ikke nogen kulturpersonligheder, der når lige så langt ud som de her store fodboldstjerner som Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og David Beckham. Så min første tanke er, at det er et scoop for Saudi-Arabien, fordi Messi har en enorm rækkevidde via sine sociale medier, hvor han er med til at tegne et særligt billede af Saudi-Arabien.

- Når det så er sagt, så er det desværre en ærgerlig tendens, fordi man da i højere grad havde ønsket, at de store, sportslige stjerner var med til at sætte fokus på nogle af de menneskerettighedskrænkelser, der er i de her lande. De skal jo ikke være med til at male det her skønmaleri via sporten, som Saudi-Arabien jo ønsker.

Det giver dog god mening, at saudierne kæmper for at skabe et skønmaleri, eftersom menneskerettighederne bliver undertrykt i en alvorlig grad.

Derfor bruges sport aktivt, akkurat som vi har set det med lande som eksempelvis Rusland, Kina, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater de seneste årtier.

Olien slipper op på et tidspunkt

Nu er der dog bare kommet en ny gigantisk aktør i form af Saudi-Arabien. Det er der, fordi saudierne har indset, at formuen fra olie slipper op på et tidspunkt.

Derfor lavede man i 2015 en 2030-vision, hvor Kong Salmans tredjefødte søn, Mohammed bin Salman, blev udnævnt til både forsvarsminister og vicekronprins. Med i titlen fulgte også ansvaret for den plan, der skulle geare landet til en fremtid, som ikke er baseret på eksport af fossile brændstoffer.

- Saudi-Arabien ønsker jo at diversificere deres økonomi. De ved godt, at olien slipper op på et tidspunkt, og derfor er de blevet nødsaget til at kigge andre diplomatiske veje og skabe andre forbindelser, der måske kan være med til at sikre nye handelsaftaler eller ny økonomi, siger Stanis Elsborg.

Og det sker altså ved hjælp af sport, hvor tilfældene med Lionel Messi og den nye golfturnering blot er de nyeste eksempler.

For Saudi-Arabien har virkelig vist sig frem i sportens verden de seneste par år. Her er et par eksempler:

  • Købt den engelske Premier League-klub Newcastle
  • Oprettet sin helt egen golfserie
  • Afviklet både den italienske og spanske SuperCup i fodbold flere gange
  • Afviklet SuperClásico Championship i fodbold i 2018
  • Afviklet boksekamp mellem Anthony Joshua og Andy Ruiz i 2019
  • Afviklet Dakar Rally i 2020, 2021 og 2022
  • Afviklet Formel 1 i 2021, 2022 og de næste 13 år
  • Indgået tiårigt partnerskab med World Snooker
  • Indgået tiårigt partnerskab med World Wrestling Entertainment

"Vi står lige midt i orkanens øje"

Og med en næsten bundløs pengetank i ryggen bliver saudierne nok kun en større og større del af sportens verden.

Og det bringer os tilbage til det faktum, at vi står lige midt i orkanens øje.

- Vi står lige midt i orkanens øje. Faktisk står vi ved en skillevej. Skal man gå til højre for de mere autoritære kræfter, eller skal man gå til venstre for de mere demokratisk sindede nationer?

- I øjeblikket ser det ud til, at dem med flest penge, og det er de her mellemøstlige lande som Saudi-Arabien og Qatar, trækker det længste strå. Hvis man har penge nok, så lykkes det også i de fleste henseender at købe sig til magt i international idræt og gennem atleter som Lionel Messi og verdens bedste golfspillere forsøge at skabe blød magt, vurderer Stanis Elsborg.

Godt nok har det kommende VM i Qatar fået hård kritik, men meget tyder altså på, at sportselskere i fremtiden blot skal vænne sig endnu mere til involvering fra mellemøstlige lande.

Og nu med et stort land som Saudi-Arabien, der har enorme ambitioner, på kortet. Og så er sport jo faktisk bare en parentes i saudiernes store 2030-vision.

- Man ser meget isoleret på sporten i øjeblikket, men for Saudi-Arabien er det kun en meget lille brik. Dog en vigtig brik. Der er jo mange områder, der fylder meget mere.

- Saudi-Arabien har jo også lige kastet sig over rumfart. De har kastet sig over musikbranchen og kunstbranchen. Og det hele er en del af den samme strategi, hvor man vil skabe blød magt i det internationale samfund, slutter senioranalytikeren.