'AC' forklarer forskellen på Frankrigs stjerneangribere

Karim Benzema scorede i det første opgør mod Danmark, men Real Madrid-stjernen er ikke med søndag.

Karim Benzema er i øjeblikket skadet, så i stedet er det Olivier Giroud, der skal forsøge at volde det danske forsvar problemer.

Det kan få betydning for det franske spil, lyder det fra den danske lejr på lørdagens pressemøde.

- Giroud er lidt mere en frontangriber, og han er en af verdens bedste til at være et opspilspunkt, hvor han lægger bolden af, og så er han utrolig farlig i boksen, siger Andreas Christensen, der i flere sæsoner spillede sammen med Giroud i Chelsea.

- Benzema er mere flydende og bevægelig.

Netop Benzema scorede Frankrigs eneste mål i det første Nations League-opgør mod Danmark, mens Giroud scorede i Frankrigs seneste kamp mod Østrig.

Opmærksomhed på fransk tempo

Det danske landshold skal forsøge at dæmme op for stjerner som Kylian Mbappé, Antoine Griezmann og førnævnte Giroud, men det er lettere sagt end gjort, siger landstræner Kasper Hjulmand.

- De har nogle våben, og nogle gange kan man ikke rigtig gøre noget.

- Det mål, de scorede mod os sidst, hvor Benzema rullede sig ud, og de ekstreme temposkift, de har i deres angrebsspil, er vi meget opmærksomme på.

Trods Real Madrid-stjernens fornemme mål formåede Danmark at vinde den første gruppekamp mod Frankrig med 2-1.

Søndag har begge hold en del på spil. Mens Danmark jagter gruppesejren, skal franskmændene forsøge at undgå nedrykning.

UEFA Nations League A Grp. 1

UEFA Nations League A Grp. 1
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1641186+213
2640295+412
3612357-25
46114610-44