Sport

Her er de første nominerede til årets sportsnavn

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark har nomineret de første fem atleter til prisen som årets sportsnavn i 2022.

Den første tredjedel af feltet med kandidater til titlen som årets sportsnavn er præsenteret.

De fem navne er cykelrytteren Jonas Vingegaard, paradressurrytteren Katrine Kristensen, speedwaykøreren Leon Madsen, badmintonspilleren Viktor Axelsen, der modtog prisen i 2021, og golfspilleren Nanna Koerstz Madsen.

Vingegaard henrykkede nationen i den forgangne sommer, da han vandt Tour de France, mens Viktor Axelsen igen blev verdensmester. Katrine Kristensen blev ligeledes verdensmester i august.

Leon Madsen sluttede som europamester og nummer to i årets VM-serie, mens Nanna Koerstz Madsen triumferede i en LPGA-turnering i Thailand først på året.

Axelsen kan tangere rekord

I alt bliver 15 atleter eller hold nomineret til prisen som årets sportsnavn, inden den uddeles i januar 2023.

Til den tid vil de 15 kandidater være reduceret til tre finalister.

Årets sportsnavn har været kåret siden 1991, og i skrivende stund har kvindelandsholdet i håndbold rekorden med tre priser. Den bedrift kan Axelsen tangere i år, da han allerede har fået tildelt prisen to gange.

De seneste vindere af prisen

  • 2017: Viktor Axelsen, badminton
  • 2018: Caroline Wozniacki, tennis
  • 2019: Mads Pedersen, cykling
  • 2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
  • 2021: Viktor Axelsen