- IOC udviser lydhørhed for kritik, siger DIF-formand

Hans Natorp mener, at IOC lytter til de kritikere, der mener, at russiske atleter fortsat skal udelukkes.

Russiske og belarusiske atleter skal igen have lov til at deltage i internationale konkurrencer, hvis de dyster under neutralt flag.

Sådan lød anbefalingen fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på et pressemøde tirsdag.

Formanden for Danmarks Idrætsformand (DIF), Hans Natorp, mener, at det er alt for tidligt at trække udelukkelsen tilbage.

- Siden de blev udelukket i første omgang, er situationen i Ukraine kun blevet forværret. Derfor har vi ad flere omgange advaret IOC mod at give grønt lys til de russiske og belarusiske atleter, siger Hans Natorp i en pressemeddelelse.

Mandag tog DIF-formanden ordet og udtalte sig pĂĄ vegne af norden, da IOC afholdt konference med alle 206 medlemslande.

Mistillid

Han vurderer, at russisk og belarusisk deltagelse kan medføre store konsekvenser.

- Beslutningen om at lade russiske og belarusiske atleter konkurrere kan skabe mistillid i samfundet til den olympiske bevægelse. I sidste ende kan det få store konsekvenser for den folkelige og økonomiske opbakning til de europæiske olympiske komitéer og deres atleter, siger Hans Natorp.

Ifølge DIF har IOC konsulteret Forenede Nationers (FN) rapportør for kulturelle rettigheder, Alexandra Xanthaki. Hun gav grønt lys til, at de russiske atleter, der ikke beviseligt har deltaget i krigsforbrydelser, igen skal have lov til at konkurrere.

Så langt er IOC ikke gået, eftersom anbefalingerne indeholder en række forbehold. Blandt andet må udøvere fra Rusland og Belarus ikke deltage, hvis der er tale om et samlet hold af atleter.

Fortjener solidaritet

Hans Natorp mener, at det viser en form for lydhørhed fra IOC.

- Det viser trods alt, at der også bliver lyttet til os, der er kritiske, og at der nu er en eller anden form for nuanceret tilgang til situationen fra IOC’s side, siger Hans Natorp.

Tysklands indenrigs- og idrætsminister, Nancy Faeser, kalder anbefalingerne for et slag i ansigtet på alle ukrainere.

- Ukrainske atleter fortjener solidaritet fra international sport. Sporten skal fordømme Ruslands brutale krigshandlinger, og det kan kun lade sig gøre med fuldstændig udelukkelse af russiske og belarusiske atleter, siger hun ifølge DPA.

Reaktion fra Polen

OgsĂĄ Polens viceudenrigsminister har reageret.

- Hvilke positive ting har Rusland gjort, sĂĄ deres atleter nu kan deltage i konkurrencer? Det er en sort dag for IOC, siger Piotr Wawrzyk.

Præsident i IOC, Thomas Bach, oplyser, at organisationen endnu ikke har taget stilling til russisk og belarusisk OL-deltagelse i Paris i 2024.

- IOC vil diskutere dette, når tiden er inde, uafhængig af om udøverne har kvalificeret sig til OL via kravene i deres internationale forbund eller ej, siger Thomas Bach.