Amerikansk fodbold

Sådan holder du årets Super Bowl-fest

- Det er kun hvis man har boet under en sten, at man ikke ved, at det største show på kloden ruller af stablen søndag nat dansk tid. Det er Super Bowl-tid, baby, og det er tid til at kaste sovs på spareribs og finde burgeropskrifterne frem.

Sådan skrev Morten Andersen for fire år siden forud for Super Bowl XLIII mellem Pittsburgh Steelers og Arizona Cardinals. Om lidt over 24 timer er Arizona skiftet ud med San Francisco 49'ers og Pittsburgh udskiftet med Baltimore Ravens.

Sporten.tv2.dk har derfor samlet de bedste råd til en god Super Bowl-fest, og selvom Steelers ikke er at finde i årets finale, så spiller den proteinrige Roethlisburger en prominent rolle i enhver Super Bowl-fest med respekt for sig selv.

Nedenfor får du opskriften på den legendariske, adrenalinpumpende og testosteronfyldte Roethlisburger, importeret direkte fra Pittsburgh krydret med gode tips til andre .

1. VÆR IKKE BANGE FOR EN KORTVARIG UDFORDRING FOR KRANSPULSÅREN

Til enhver Super Bowl-fest hører Super Bowl-mad. Og det er ikke for de sarte fitness-mus. Burgere, tortilla_chips, salsa, creme fraiche, buffalo wings, spareribs og pizza er ikke at finde i bunden af kostpyramiden, men findes i toppen af enhver Super Bowl-indkøbseddel.

2. UDNYT AT DU HAR GOD TID - OG SØRG FOR UNDERHOLDNING

På grund af tidsforskellen starter Super Bowl-opgøret først klokken 00.29 natten til mandag, så du har god tid til at nyde maden. Samtidig er der også gode muligheder for et spil touch_football (den variant, hvor man er tacklet når man er rørt) i parken eller football fra sofaen, hvis man har Playstation og Madden 2011 eller NFL Blitz.

3. SIDDEPLADSER OG TV

Sørg for at alle dine gæster (iklædt deres yndlings NFL_trøjer) har et komfortabelt sted at sidde. At fjernsynet er centralt placeret og at nem transportabel mad som chips, wings, og chicken tenders (dybstegte kyllingestykker) er inden for alles rækkevidde. Det betyder også at klude og rengøringsmidler kan være en god idé at have i nærheden til den evindelige kamp mod spildt salsa og sovs.

4. ROETHLISBURGEREN

Når det kommer til kalorier, TV 2 Zulu_nostalgi og Super Bowl-stemning, så er der ingen over og ingen ved siden af Roethlisburgeren. Det er den ultimative spise op til en NFL-finale med deltagelse af netop Roethlisberger. Spis den i god tid før kampen, så du også kan nyde lidt chips og en øl under kampen - og ikke bare ligger forspist på gulvet. Du finder opskriften herunder.

- En aflang burgerbolle (rund kan også bruges) - 250 gram oksekød - 2 æg - Lidt fløde (eller mælk til den kalorielette udgave) - 1 løg - Cheddarost - 4 skiver Bacon - Smør og olie

Skær løget i halve ringe Ælt oksekødet i hænderne et par minuts tid. Bank det helt fladt (5-7 mm) og form det efter bollen (aflang eller rund).

Brun lidt smør og olie af på en pande og læg bøffen på. Den skal have 3 minutter på begge sider. Krydr med salt og peber til sidst.

Steg bacon i en pande

Slå 2 æg ud i en skål, hæld lidt fløde i og pisk godt. Kom olie i en brandvarm pande og hæld æggemassen i. Krydr med salt og peber. Rør rundt og kom i en skål, når konsistensen af røræggene er gode.

Mere olie i panden og kom løgene i. Salt og peber. Svits indtil de er gyldne og riv en masse cheddarost i. Omtrent lige dele ost og løg.

Læg røræg på bunden af bollen. Læg bøffen ovenpå. Løg og ost ovenpå. Bacon ovenpå og burgerbollen øverst. Server med ketchup til.

God appetit!